3-årig datter er hysterisk

Spørgsmål:

Kære Jørgen

Har lige lukket mig inde i arbejdsværelset for at få et kvarters ‘ro’, mens min mand tager sin tørn med vores 3-årige datter. Ja, er det ikke langt ude, at jeg bruger det udtryk? Men sådan føles det altså.

Vores datter har inden for den seneste måned ændret sig meget. Hun er begyndt at blive utrolig hysterisk. Faktisk er hun ved at drive hele familien til vanvid.

Hun er en sød og kærlig pige, og vi elsker hende meget højt. Men … Når vi er ude at handle, begynder hun at skrige og nogle gange også sparke, hvis hun ikke må lægge de varer ned i vognen, som hun lige river ned fra hylden (hvilket hun selvfølgelig ikke må).

Når hun leger med sin lillebror (på knap to år), og han ikke gør, som hun siger, skriger hun ham lige ind i hovedet og kan finde på at skubbe hårdt til ham.

Alt det her eskalerede omkring den tid, hvor hun begyndte i børnehaven. Der har været lidt af det før, men slet ikke i den grad. Hun er altså glad nok for at gå i sin børnehave, men herhjemme går tingene bare i fisk. Min mand og jeg har prøvet forskellige måder at takle hendes hysteriske anfald på: Ignorere hende, tale med hende, skælde hende ud. Men er hun først blevet hysterisk, er der intet, der trænger ind.

Lige nu går vi nærmest angste rundt for, at hun får et af sine flip og pakker hende nærmest ind i vat. Og det er tydeligvis ikke den rette løsning … Hvad gør vi for at få vores søde, glade pige tilbage?

Med venlig hilsen Anne-Sofie

Læs coachens svar på næste side>>

Svar:

Kære Anne-Sofie

Jeg forstår fuldstændig din frustration over, at jeres skønne datter for en tid er transmogryffet om til et monster! Heldigvis er det kun for en tid! Det sker for alle børn, at de på et tidspunkt finder ud af, at de har følelser, og da det er nyt for dem, har de ikke noget som helst begreb om, hvordan de skal håndtere dem. Hvis det er tilfældet med jeres datter, betyder det, at hun bliver bange for sig selv og sine reaktioner, og det gør det meget værre. Det er en periode, hun skal igennem, og det gælder om at støtte hende, så hun kommer godt ud på den anden side.

Først og fremmest er det vigtigt at give hende fuld accept af hendes følelser, så hun ikke oplever, at der er noget galt med hende. Sig for eksempel: ‘Jeg kan se, du er rigtig vred lige nu, og det er helt i orden – jeg er her lige ved siden af dig’.

Dernæst handler det om at give hende tryghed. Måske vil hun acceptere, at I roligt holder om hende eller i hvert fald viser, at I er der for hende og passer på hende – også selvom hun bliver helt ulidelig.

Vær præcise omkring, hvor grænserne er, så det for eksempel er i orden at være vred, men ikke at slå eller hive ting ned fra hylderne.

Husk her at kommentere på hendes adfærd (‘det vil jeg ikke have, at du gør’), og ikke på hendes identitet (‘det er ikke i orden, at du er sådan’). Hun bryder sig sandsynligvis ikke om sig selv i øjeblikket, og hvis I forstærker den følelse med identitetsbåren kritik, kan I medvirke til, at jeres datters selvværd får et knæk.

Måske afprøver jeres datter grænser for at teste, om I selv tror på dem. Du skriver ganske rigtigt, at vat ikke virker. Det er stort set det værste, I kan gøre, fordi I dermed viser, at der ingen grænser er, og så må jeres datter ud og hænge i gardinerne for at se, om der skulle være nogle et sted.

Det er vigtigt, at du og din mand kærligt og nærmest pedantisk opretholder helt klare spilleregler. Så viser I, at det er jer, der bestemmer, og at grænserne er bøjet i neon.

Skulle nogle af jeres regler være urimelige, får I modstand, til budskabet er sivet ind hos jer, for vedholdende grænseafprøvning er feedback til jer. Enten er grænserne ikke klare

nok, eller også er de urimelige.

I stedet for at forsøge at trænge igennem, når jeres datter er hysterisk – tænker jeg et vigtigt skridt også er at få en god snak med hende, når hun er i godt humør.

Jeg ønsker jer det bedste!

Jørgen Svenstrup