Nemmere hverdag
SPONSORERET indhold

34 tips til en nemmere hverdag

Du troede, du var organiseret og kunne prioritere din tid. Men så fik du børn! Pludselig er jeres hverdag en gordisk knude og tid en mangelvare – og der er heller aldrig rene sokker! Vi giver dig 34 tidsoptimerende råd - både til dig, der er på barsel, og dig der er ved at drukne i den hektiske hverdagslogistik.

Af: Elisabeth Lykke Nielsen Foto: Getty Images
08. apr. 2014 | Børn | Vores Børn

Nem hverdag på barsel

1. Indret handikapvenligt

Forestil dig, at du i den næste lange tid mangler en arm til hverdag. Indret så jeres hjem, så alting i teorien kan klares med én hånd eller eventuelt i samarbejde med babys storebror eller -søster. Hav for eksempel alt nødvendigt udstyr inden for rækkevidde fra puslepladsen, og indret et ammehjørne med en rummelig drikkedunk til dig selv.

2. Forbered pusletasken

Har du prøvet at komme af sted uden sut eller rene bleer? Eller vil
du gerne undgå det? Tjek og pak pusletasken rutinemæssigt hver
dag. Er du rigtig organiseret, opretter du en tjekliste, så du kan
pakke pusletaske både i søvne og med ammehjerne.

3. Dyrk et aftenbad

Det lyder næsten som en kliche, når vi taler om, at man skal være heldig at få et brusebad, men det er jo sandt. Bad og baby er bare en dårlig kombi. Indfør derfor et ritual, hvor du bader og forkæler dig selv om aftenen, mens far klarer ærterne med guldklumpen.

4. Læg sunde snacks på køl

Sørg for at forberede lækre, sunde snacks, så du ikke tyr til nemme, men usunde løsninger. Du kan også købe skolerugbrød, gulerodssnacks eller knækbrødshapsere og stille juice, vand og grønsagssaft på køl. Husk, kun det bedste er godt nok til dig!

LÆS OGSÅ: Velkommen på barsel – dit nye fuldtidsjob

5. Aktivér dit netværk

Få al den hjælp, du kan! Hvis du har svært ved at bede svigermor om at snuppe støvsugeren, når hun er på besøg, så spørg hende i stedet, om hun vil tage frikadeller med til fryseren. Det er også legalt at købe sig til hjælp, så du har tid til at fordybe dig i din baby.

6. Lad rodet ligge

Måske hører du til dem, der bliver stressede af at betragte, hvordan rodet bare gror, mens du sidder og ammer i noget, der føles som timevis. Husk, at du er på barsels-, ikke husholdningsorlov. Rodet er ikke din førsteprioritet. Lav sammen med din kæreste en forventningsafstemning, hvor I fordeler opgaverne mellem jer. Inklusive natteroderiet. Bed ham hjælpe dig med at give slip på kontrollen, hvis du selv har svært ved det.

Morgener og ulvetime

7. Skab rutiner

Har du lagt mærke til, at så snart du har bare den mindste smule travlt om morgenen, så vil dit barn ikke give slip på dig, når du afleverer ham i vuggestuen? Det er, fordi børn elsker rutiner, og nu opfører du dig ikke, som du plejer. Skab jeres egen struktur, og sørg for at overholde den hver dag.

8. Hav ulvetimesnacks parat

‘Absurd’ er det ord, der bedst beskriver situationen, når dit sultne barn distraherer dig i at lave aftensmaden færdig. Mælkesnitterne og ipadden sidder løst, mens du skynder dig at skrælle kartofler. Undgå situationen ved smøre et par klemmer ekstra om morgenen, når I alligevel klarer madpakkerne. Så har I noget at tage ud af køleskabet, når I kommer hjem. Grønsagsstave eller ostebjælker ligger også fint på køl ved siden af mælken.

9. Lav flotte billeder

Morgen- og aftenritualet er nøglen til at få en fornuftig start og en rar afslutning på dagen. Men det er ikke hver dag, junior af sig selv begynder at tage tøj på, vel? Lav piktogrammer eller tegninger med morgenens og aftenens ritualer: 1) billede af tøj. 2) billede af tandbørste. 3) billede af havregryn og mælk. Og så videre. Sådan hjælper du dit barn med at huske dagens rutiner.

LÆS OGSÅ: Ti tips til mindre morgenstress

10. Sæt spot på kaos

Familier er forskellige, og for nogle kokser det hele et sted, for andre et andet. Sæt spot på, hvor det ramler i jeres familie, og diskuter, hvordan I kan undgå det. Er det turen gennem supermarkedet klokken 16, der er dagens lavpunkt, eller ved puttetid? Overvej, om det kan gøres anderledes – for eksempel ved at handle på et andet tidspunkt eller ved at ændre putteritualet.

11. Læg tøj frem om aftenen

Er det ikke, som om ordet tøjkrise har fået en ny betydning, efter at du har fået børn? Undgå forhandlinger om påklædningen, fem minutter før bussen kører, ved at lægge tøj frem om aftenen. Så har du også bedre tid til dig selv om morgenen.

12. Køb fodtøj med velcro

Jo mere din tumling kan selv, desto lettere er det for dig. Hav det med i overvejelserne, når du køber tøj og fodtøj til banditten. Vælg fodtøj med velcro, han selv kan tage af og på, og drop mange små knapper til fordel for lynlås.

Orden, indretning og renlighed

13. Pak væk og smid ud

Synes du også, at jeres lager af ting og sager bare vokser og vokser? Jo mere I har, desto mere er der at holde orden i og flytte rundt på, når der skal gøres rent. Sørg for jævnligt at give aflagt tøj, legetøj og alt muligt andet væk eller smide det ud. Pak nipsgenstande og overflødige bøger væk, så dit hjem bliver nemt at gøre rent. Sortér det aflagte efter størrelse eller tema, og sæt det til salg på Den Blå Avis.

14. Tænk i kasser

Indret hjemmet, så det er nemt at holde orden: Køb kasser og bokse med låg, og lim et billede på af det, der skal i. Så kan dit barn sagtens hjælpe med at rydde op.

15. Lad robotten gøre arbejdet

Overvej at investere i en robotstøvsuger. Den tager de værste nullermænd, mens I er væk.

16. Bed junior om hjælp

Selv et mindre barn kan hjælpe til derhjemme, hvis du gør det nemt. Stil kopper og tallerkener i en skuffe, hvor junior kan nå dem, så han kan hjælpe med borddækningen. Lad ham hjælpe med at rydde af og lægge legetøjet på plads efter sig. Smider han altid jakken på gulvet, skyldes det måske, at han ikke kan nå op til knagerækken. Længere ned med den!

LÆS OGSÅ: Få en hverdag uden stress

17. Køb strømper i forskellige farver

Ja, det lyder ligegyldigt, men det virker! Drop den tidskrævende parring af strømper – køb en særlig farve til hvert familiemedlem.

18. Sæt vasketøjet i system

Brug ikke din tid på at sortere hele familiens vasketøj, hvis du kan undgå det. Lav et system med et antal mindre kurve, med et skilt eller en farve, som fortæller, om der skal sort, hvidt eller håndklæder i.

19. Del rengøringen op

Hører du til dem, der bare ikke magter flere timers rengøring i streg, så del opgaverne op i ugens løb: badeværelse mandag, køkken tirsdag, vasketøj onsdag og så videre. Når weekenden kommer, er I hurtigt færdige med det sidste og er klar til at gå på legepladsen.

Madlavning og indkøb

20. Køb ind på nettet

Bor I et sted, hvor netsupermarkederne leverer, er her et oplagt sted at spare tid. I kan også abonnnere på en såkaldt måltidskasse fra fx Retnemt.dk, hvor ingredienser og opskrifter bliver leveret til døren, og aftensmaden er klaret på 30 minutter. Du sparer også impulskøbene, så samlet set behøver det ikke at blive dyrere.

21. Lav en madplan

Lav en madplan for en uge, og køb ind efter den, så slipper du for en masse ture i supermarkedet midt i ulvetimen og med tæsketræt unge på slæb. Nogle dagligvarekæder tilbyder en madplan- og indkøbsapp, hvor du kan klikke dig rundt i opskrifter, og indkøbssedlen bliver designet efter butikkens indretning, så du slipper for at zigzagge frem og tilbage med indkøbsvognen.

LÆS OGSÅ: Find ALT.dk's ugentlige madplan her

22. Hav en tjekliste til indkøbene

Glemmer du at købe bleer? Kniber det med at huske køkkenrullen? Så lav dig en standard-indkøbsseddel på computeren med de ting, du oftest køber eller bare ikke må glemme, så kan du nøjes med at krydse af på sedlen, når du skal ud at handle.

23. Brug smutveje i køkkenet

Find nemme måder at komme over madlavningen på. Steg frikadellerne i ovnen, eller bland pastaskruer med kødsovs og bechamel til lasagne, det smager lige så godt, som hvis du har brugt tid på at lægge ingredienserne i pæne lag.

24. Lav store portioner

Når du alligevel står i køkkenet, kan du lige så godt lave en dobbeltportion og fryse den ene halvdel ned.

Tid og planlægning

25. Bloker kalenderen

Grunden til, at du vil spare tid, er formentlig, at du gerne vil skabe nærvær og hygge i familien; overskud i hverdagen, weekender og ferier. Sørg for, at I har nogle små oaser i kalenderen, hvor det er forbudt at lave aftaler. Overvej også, hvor mange aftaler det overhovedet skal være muligt at lave på en weekend.

26. Hold familieråd

Et familiemøde hver uge, hvor I taler de kommende dage igennem, er en smart måde at organisere hverdagen på, så I ikke havner i ‘jamen, det troede jeg, du havde styr på!’. Indfør for eksempel en tale pind, som går på omgang blandt familiemedlemmerne. Den, der har pinden, har ordet og må fortælle, hvad han eller hun har på hjerte – uden at blive afbrudt. På den måde bliver alle i familien hørt, og I har bedre mulighed for at opfylde hinandens forventninger. Du kan tale på babys vegne: ‘De bedste dage er, når mor går en lang tur med mig i barnevognen.’

27. Opret en fælles kalender

Render I med jævne mellemrum ind i dobbeltbookinger? Så få en fælles elektronisk kalender, som både du og din kæreste kan bruge fra jeres telefon eller computer. På den måde kommer I ikke til at sige ja til noget på samme tid, og I kan overskue ugens forløb, huske turdage i vuggestuen og erindre, hvem der har bilen hvornår.

28. Træk det røde kort

Husk, det skal være tilladt ikke at lave noget en gang imellem. Giv hinanden et gavekort på to timers pjæk hver uge, hvor man må sige ‘nu trænger jeg til en pause! De næste to timer smider jeg mig på sofaen med en god bog!’ – så må opgaverne vente.

29. Lav generelle huskelister

Spekulerer du over, hvad I skal huske, når I tager i sommerhus næste weekend? Bryder du hjernen med en lang indkøbsseddel til et fødselsdagsselskab? Lad være med at genopfinde den dybe tallerken. Lav – og gem! – i stedet huskelister til dig selv, som du kan hive frem, næste gang du står i samme situation.

LÆS OGSÅ: Nemme hit ved middagsbordet

30. Når du ikke orker at lave aftensmad

Takeaway er fint en gang imellem i en travl hverdag, men det er dyrt og kan være usundt. Hav en hjemmelavet ret klar i fryseren til den dag, du prioriterer en hyggestund med dit barn i stedet for at stå i køkkenet.

31. Glemt at smøre madpakker?

Det sker for selv den bedste, så sørg for at have pølsehorn og pizzasnegle, indpakket i køkkenrulle, liggende i fryseren. Tag et par stykker op om morgenen, hvis du er i tidnød. Hvorfor køkkenrullen? For så bliver brødet ikke tørt, når det tør op.

32. Når junior bliver syg

Sygdom er en af de ting, du ikke kan planlægge dig ud af. Og så alligevel: Lav et sygdomskit med spændende malebøger, en ny dvd, en lille æske Lego eller lignende, og gem den, til du står med et sygt barn og en hjemmearbejdsdag.

33. Når dit barn skal til fødselsdag

Drop dyre og krævende ture i legetøjsbutikken, og hav i stedet en ‘gavebod’ i en kasse på loftet med sjove ting, du har købt på tilbud eller ferier. Lad dit barn vælge, hvad Noah skal have til sin fødselsdag.

34. Ros hinanden

Tag jer tid til at sætte ord på, hvad I er gode til i jeres familie. Hvad er jeres styrker? Både individuelt og i fællesskab. Det giver overskud at blive mindet om alt det, der går godt, midt i hverdagens mange udfordringer. Brug fem minutter efter aftensmaden et par gange om ugen til at prale af jer selv og hinanden. Det er bedre end dessert!

Anbefalet til dig