Faktaboks
Margrethe Brun Hansen er uddannet cand. psych. og pædagog og har specialiseret sig i børnepsykologi og familierådgivning. Hun er kendt for altid at tage barnets parti og vil på den kærligste måde guide dig frem til en løsning på problemet.
Margrethe Brun Hansen er desuden forfatter til en lang række bøger og arbejder i dag som selvstændig psykologisk konsulent samt kursus- og foredragsholder.
Spørgsmål:
Vores store dreng på næsten fire år vil i modsætning til lillebror på 16 måneder ikke lege selv. Han opholder sig næsten altid i samme rum som en af os voksne, og hvis vi er udenfor, og jeg lige skal hente noget inde i huset, løber han med mig eller skriger på mig, til jeg kommer ud igen.
Vi skal sidde på gulvet hos ham og allerhelst tage del i legen. Han godtager ikke, at jeg for eksempel sidder og læser et blad i sofaen i samme stue eller hjælper lillebror med puttekassen.
Han vil også have os med på toilettet og ville helst have, at vi lå oppe ved ham, til han faldt i søvn hver aften – eller hele natten. Hvordan hjælper vi ham bedst med at blive mere uafhængig af os og mere selvstændig?
Hilsen Trine
Svar:
Kære Trine
Når ens barn er omkring otte-14 måneder, kan man som forælder godt opleve, at barnet gennemgår det, vi i psykologien kalder separationsangst.
Det vil sige, at barnet ofte bliver meget bange, når det møder nye mennesker eller besøger nye steder. Hos forældrene ved barnet til gengæld, at det kan føle sig trygt. Først i slutningen af toårsalderen forsvinder denne angst, barnet får en dejlig lyst til at afprøve omgivelserne, og dets selvstændighed blomstrer.
Hvis ens barn i denne alder har lidt problemer med adskillelsen, er det meget vigtigt, at forældre og institution bevidst går ind og hjælper og støtter barnet.
Det kan man gøre ved at få barnet til at føle sig sikker og tryg derhjemme og langsomt hjælpe barnet til at acceptere adskillelsen. For eksempel ved at mor sidder og strikker, mens barnet leger på gulvet, senere at mor går ud og henter kaffe, men kommer igen.
Barnet skal også have mulighed for at knytte sig til andre end forældrene, for eksempel ved at et familiemedlem eller en ven er barnepige – bare for en kort stund i starten.
LÆS OGSÅ: Hjælper du dit barn med ALT?
Nogle børn kan i denne alder opleve separationsangst, fordi der er opstået uro i den lille familie. Der kan for eksempel være stressfyldte forhold, uvenskab mellem forældrene, skilsmisse, en hospitalsindlæggelse, eller at der er kommet en ny lillesøster eller -bror.
Så, kære Trine, jeres lille dreng er, selv om han er næsten fire år, ikke vokset fra sin separationsangst. I hans alder skulle han udviklingsmæssigt kunne slippe jer derhjemme.
Det er klart, at I skal have lidt hjælp til at finde ud af, om det skyldes ændringer i familien, for eksempel at han er blevet storebror, eller om der kan være andre årsager.
Hvis han trives i institutionen og leger godt med vennerne, og pædagogerne siger, at de intet mærker dér, så tror jeg, at hans angst skyldes ét eller andet i hjemmet. Men hvis han også har angst i institutionen, kan det skyldes andet end almindelig separationsangst.
Men heldigvis er jeres lille dreng så ung, så I har gode muligheder for at hjælpe ham. Jeg vil derfor anbefale jer at tale med en børnepsykolog om, hvad der kan være den udløsende årsag.
Det vil kunne give jer de rette redskaber til at hjælpe ham til at slippe sig selv fri af usikkerheden. Når først I har fundet årsagen, er det ofte nemt at hjælpe barnet.
Venlig hilsen Margrethe Brun Hansen
LÆS OGSÅ: Derfor behøver du ikke lege med dit barn
LÆS OGSÅ: Sådan stiller du krav til dit barn