5 konflikter i forældreskabet - og hvordan I løser dem

Finn Korsaa: I den her situation er der ikke noget problem i, at mor og far har forskellige opfattelser. Det kan barnet sagtens kapere. Det, der er et problem, er, hvis den konflikt, faren har med barnet, bliver til en konflikt mellem far og mor, og barnet kan mærke, at hun er årsag til konflikten. Hun kan jo ikke undgå at mærke, at det er for min skyld, at far og mor nu sidder og skændes.

Ulla Dyrløv: Det er ikke optimalt, at moren blander sig. Det skal allerhelst afklares inden. Og det er det, der vil gå igen igennem alle rådene. At mor og far sætter sig ned og finder ud af at blive enige. Skal man smage på mad, eller skal man ikke? Hvis man er meget uenige, må man gøre det, som mange gør: At man har hver sin uge. At den her uge er det fars regler, og i næste uge er det mors regler. Børn kan sagtens finde ud af, at der er forskellige regler. Det, de ikke kan finde ud af, er ­utydelighed.

LÆS OGSÅ: 5 situationer, hvor jeg blander mig i måden, min mand er far på

2. Konflikt mellem forældre

Drengen på tre år skal lære om trafikken, og mor siger, at man skal passe på bilerne på vejen, for det er farligt at gå ud foran dem. Drengen bliver nu bange og klynker, når han ser en bil. Han er desuden bange for bakterier, når han ikke har ble på, fordi mor har sagt, det er vigtigt at vaske hænder, hvis man har rørt ved bakterier. Far bliver sur på mor over, at hun har sagt det, og spørger foran barnet ‘skal jeg så også sige til ham, at han risikerer at blive slået ihjel, når han går udenfor?’.

Finn Korsaa: Det er jo oplagt, at selvfølgelig skal moren sige til sin dreng, at han skal passe på bilerne, og at det er farligt at gå ud foran dem. Børn får jo den slags ting at vide, og så kan de godt reagere meget kraftigt og blive hundeangst for biler. Det går over igen. Jeg tror på, at man som forælder skal opdrage sine børn til at forholde sig til den virkelighed, vi lever i, og der er både bakterier og biler, og det bliver man nødt til at forholde sig til. Børn får det, man i gamle dage kaldte neuroser, og det går over af sig selv igen. I konflikten mellem forældrene skal faren skal holde sine kommentarer for sig selv og respektere sin kones forældrerolle og lade hende finde ud af, hvordan problemet skal tackles.

Ulla Dyrløv: Nærmest alle konflikter kan undgås ved forberedelse. Hvis børn er forberedt på reglerne, for eksempel for at færdes i trafikken – og rigtig gerne tegnede regler, så de ikke kun har hørt dem med ord – bliver de så rolige, at de følger de regler, de har fået. Man behøver ikke at sige ‘… for ellers kan du dø’. Børn ved godt, at biler er farlige. Og i trafikken er det endnu vigtigere end nogen andre steder, at man ikke råber ad dem. Men børn skal ikke høre alle mulige sandheder om terror, mormors kræftsygdom eller fyringsrunden på fars arbejde som konsekvens af finanskrisen.

LÆS OGSÅ: 10 hurtige råd til dit parforhold

3. Konflikt mellem forældre

Storebror har været streng ved lillesøster hele dagen – han har skubbet og slået uden egentlig grund. Mor og far HAR talt stille og roligt med ham, spurgt ind til hans følelser, forklaret at det gør ondt på lillesøster osv. Børnene leger i stuen, da han ud af det blå slår lillesøster med en legetøjsbil. Far har fået nok, råber, tager fat i ham og bærer ham ind på værelset. Mors snak har ikke virket, men hun er imod at sende i skammekrogen. Hvad gør de?

Finn Korsaa: Mange forældre begår den fejltagelse, at de beskytter den lille mod den store. Og det gør kun ondt værre. Det siger sig selv, at når man har børn i forskellige aldre, må man behandle dem forskelligt. Det er klart, at forældrene får nogle problemer, hvis de er vildt uenige om, hvordan opdragelsen skal være. Men her spiller noget andet ind, nemlig det med at trøste og sætte grænser. Traditionelt er det sådan, at det er far, der banker i bordet, og det er mor, der trøster. Der er der ikke noget galt i. Det, der er nøglen her, er, at mand og kvinde lærer at forstå, at de har forskellige roller at spille. Far gør det på en måde, og mor gør det på en anden måde. Og de skal lade hinanden være. Det er o.k., at faren reagerer kraftigt og resolut, så drengen kan mærke, at der er en grænse. Moren skal lade være med at blande sig, og hun skal respektere farens afgørelse. Efterfølgende kan forældrene tale om tingene på tomandshånd og finde ud af, om de kan håndtere den stores jalousi på en anden måde, for eksempel ved at give den store privilegier, så det bliver attraktivt at være den store.

Ulla Dyrløv: Selvfølgelig skal han – og det skal alle børn – forstå, at man ikke skal slå på mennesker og dyr. Men hvad må man så, når man bliver gal? Forældrene skal anvise – og det er der rigtigt mange, som ikke gør – hvad han kan gøre i stedet. Han skal ikke bare lade være med at slå. Han skal lade være med at slå hende. De skal have et sted, hvor han må slå, når
vreden bobler over. Jeg har haft en pige i min praksis, som forelskede sig i en makulator, og som tegnede tegninger af sine forældre og kørte ned igennem, og det var jo fantastisk dejligt. Børn skal have lov til at være vrede. Er konflikten opstået, må moren i dette tilfælde affinde sig med situationen og lade være med at blande sig. Det er vigtigt at få konflikten til at klinge af hurtigst muligt. Men der er brug for, at forældrene i fred og ro får drøftet situationer som denne grundigt igennem for at undgå lignende konflikter.

4. Konflikt mellem forældre

Det er midt om natten. Datteren på fem år vågner og vil ikke lægge sig ned igen. Far og mor siger begge, at nu skal hun lægge sig ned og sove. Far bliver ved med at gentage det i et højere og højere toneleje. Til sidst tager han datterens arm og hiver hende ned. Datteren græder. Mor sætter sig op i sengen og råber ret højt til far, at han da bliver nødt til at lette sin røv og gøre noget andet – som at sætte sig over til datteren – når det med at råbe tydeligvis ikke virker.Finn Korsaa: Enhver, der har små børn, ved, at det kan være svært ikke at få sin nattesøvn. Jeg tror, at det mest hjælpsomme kunne være, at mor og far sammen planlægger, hvem der skal kunne sove igennem, og hvem der skal tage tørnen om natten. Hvis man en gang imellem får sin nattesøvn, kan man måske undgå de tilspidsede situationer, hvor man er helt uden overskud, og hvor det let går galt. Det afgørende er, at forældrene kan hjælpe hinanden i stedet for at bekrige ­hinanden.Ulla Dyrløv: Man skal aldrig råbe. Råb sætter hjernen i højeste alarmberedskab, og i de fleste tilfælde nedsætter det vores evne til at tænke. Hvis man virkelig gerne vil have børn, der hører efter, skal man dæmpe sin stemme lidt. Barnet skal vide, hvem der putter i aften, og hvis regler det så går efter. Den, der har styringen, styrer. Under konflikter er så få ord som muligt bedst. Enten skal mor og far tale om det før, og det er det allerbedste, og ellers må det foregå bagefter, hvor man beklager og siger undskyld. Og hvis barnet hører, at moren giver far en skideballe, skal barnet også høre, at moren giver far en klar undskyldning. Så lærer barnet også at sige undskyld.

5. Konflikt mellem forældre

Mor og far har besluttet, at datteren på et år slet ikke skal have sukker. Men på besøg hjemme hos morfar og mormor har morfar og mormor købt et påskeæg til både barnebarnet og hendes fætre og kusiner, og de spørger på forhånd, om det er i orden. Mor siger nej tak, men far synes egentlig, det er i orden. Mor bliver derudover sur på morfar og mormor, fordi hun føler, at de overruler sukker-politikken. Og hun bliver sur på far for ikke at bakke op om den – til gengæld synes far, at hun er for hård ved bedsteforældrene, og at det også handler om at give dem lidt plads, når nu de stiller op til pasning m.m. 

Finn Korsaa: Hvis man nu beslutter sig for, at barnet skal være sukkerfri, kan man nok med nogenlunde succes gennemføre det, indtil barnet er et eller to år. Men så holder det ikke ret meget længere. Man må gøre sig klart, at sukker er kommet i verden for at blive. Min personlige erfaring er, at de forældre, der
fanatisk holder børn væk fra sukker, får nogle børn, der kaster sig fanatisk over sukker og ikke snakker om andet. Vi er nødt til at lære vores børn at omgås sukker, og det gør man ved at dosere det i små, passende mængder, så det ikke bliver et kæmpe forbud.

Ulla Dyrløv: Hvis de nu har besluttet, at barnet ikke skal have sukker, så skal de ringe til mormor og morfar, inden de tager af sted og sige, at det er sådan, det forholder sig. Igen, det handler om at forberede sig og være et skridt foran. Sig ‘hvis I har købt påskeæg, er I så ikke søde at give dem på et tidspunkt, hvor vores datter sover? Eller hvor vi lige er væk?’ Hvis de har sagt det til mormor og morfar, synes jeg, de skal tage påskeægget og lægge det væk – også for at statuere et eksempel over for mormor og morfar. Så skal de holde fast i, at sådan er det. Så bliver barnet ulykkelig, og hun tror, det er jordens undergang, og det finder hun så ud af, at det ikke er. Men hvis de ikke har sagt det, synes jeg, det er synd for mormor og morfar, og så synes jeg, de skal give det påskeæg, og så næste gang må man sige, at det forholder sig sådan.

LÆS OGSÅ: Parforhold: “Vi var tæt på at gå fra hinanden”

LÆS OGSÅ: Kærlighed: Plej parforholdet, mor!

LÆS OGSÅ: Barn i 1980'erne: Fra kæderygere til curlingforældre