Bekymringer om tvillinger
SPONSORERET indhold

7 typiske bekymringer, når du venter tvillinger

Hvad sker der med parforholdet, og har jeg mælk og kærlighed nok til to børn? Her er 7 typiske bekymringer (og 7 løsninger) til dig, der venter tvillinger.

Af: Amalie Nebelong Foto: Colourbox
04. dec. 2015 | Børn | Vores Børn

Ikke bare et, men TO fostre putter sig hyggeligt i din mave. Dobbelt glæde! Men også dobbelt så hårdt, har du måske hørt fra (velmenende) mødre, der har travlt med beretninger om, hvor hård babys ankomst er for parforholdet, hvor lidt de sover om natten, og hvor stort et kaos, der hersker derhjemme. Og de har sikkert bare ET barn. Hvis deres fortællinger gør dig en smule bekymret – eller måske ligefrem skrækslagen – er det med god grund, ifølge eksperterne, for du venter to babyer på samme tid.

Barselsmentor Tine Witt og sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen forklarer dig de 7 typiske bekymringer, der ofte popper op, når du venter tvillinger.

Bekymring 1: Har jeg kærlighed nok til to børn?

– Vi tror, at der er et loft for vores kærlighed. Det er der ikke. Vi har hver især rigeligt med kærlighed til mange mennesker i vores liv, siger barselsmentor Tina Witt.Måske vil du opleve at have dårlig samvittighed over for den ene af tvillingerne. Især hvis den ene er mere stille end den anden, og derfor ikke kræver lige så meget opmærksomhed, siger barselsmentoren.– Husk på, at når du får tvillinger, er du givet den gave på forhånd, at dine to børn er hinandens følgesvende fra begyndelsen. De mangler ikke kontakt. Læg bekymringen væk og fortæl dig selv, at du gør dit bedste, og det er godt nok, siger Tina Witt.Hun råder dig til som forælder at undgå at stile efter, at alt skal være perfekt, for det er en umulig opgave.DET KAN DU GØRE:Der er ikke grænser for, hvor meget kærlighed du har at give af. Hvis du nogle dage føler, at du ikke får kigget nok på begge tvillinger, så glæd dig over, at de har hinanden. Deri har de en kæmpe tryghed.

Bekymring 2: Hvad sker der med mit parforhold?

Med to små kærlighedskrudtugler får du nok at se til, og hvornår kan I forældre så finde tid til tosomhed? Tina Witt understreger, at I ikke træder ind i forældreskabet som en enhed, men som to vidt forskellige individer, der vokser ind i opgaven på forskellig vis.– Det kan i mange tilfælde skabe konflikter, da du som mor ofte vil have nogle forventninger til, hvordan din mand skal være far, og han vil måske have nogle forventninger til, hvordan du skal være mor, siger Tina Witt.Derfor er det en god idé, ifølge barselsmentoren, hvis I gør en indsats for at lægge de forventninger fra jer og bliver på egen banehalvdel. Og så kan du som kvinde på barsel sørge for at passe på dig selv, da det vil gavne jeres parforhold.– Prøv at oparbejd din egen dagsrytme. Sørg for at få nok mad og drikke. Tag vare på dig selv, så du undgår at sende din mand sure sms’er om, hvornår han kommer hjem, siger Tina Witt.Din partner kan også hjælpe dig i hverdagen ved at lægge madpakker klar i køleskabet til dig, eller I kan sammen lave to-do-lister til at hænge på køleskabet, hvis der skulle komme et par hjælpende hænder forbi.– Du skal også undgå at isolere dig, for ellers vil der hurtigt kunne opstå en afstand mellem din mand og dig, fordi du vil føle, at han er ude og opleve noget hele dagen, mens du bare sidder alene derhjemme, siger Tina Witt.DET KAN DU GØRE:Husk på, at det er ok, hvis I er forældre på hver jeres måde. Måske supplerer I hinanden rigtig godt, netop fordi I er forskellige. Sørg for, at passe på dig selv. Drop rengøringen, og spis i stedet frokost eller tag et hvil, når tvillingerne sover. Det vil gavne jeres forhold, at du ikke er helt nedkørt.

Bekymring 3: Hvad hvis de vækker hinanden, når de sover?

Bekymringer om søvn fylder rigtig meget. Hvor meget skal de sove? Hvordan får man børnene til at sove på nogenlunde samme tid? Skal de sove sammen eller hver for sig, siger Helen Lyng Hansen.Selv om børnene er født samtidig, har de ikke nødvendigvis samme behov for søvn. Samtidig skal der tages hensyn til dig og din mands behov for nattesøvn.– Nogle tvillinger har stor glæde af at sove sammen og på den måde give hinanden en tryghed, der gør, at de sover bedre. Andre tvillinger forstyrrer hver andre og får vækket hinanden, siger sundhedsplejersken.Derfor er I som familie nødt til at finde ud af, hvad der fungerer bedst hos netop jeres tvillinger.– I takt med at børnene bliver større, begynder de at have glæde af en mere fast rytme. Mange tvillinger har en rytme, der kører 20-30 minutter forskudt, og det kan være rigtig fint. Det betyder, at du kan starte med at pusle, pludre og så videre med den ene, hvorefter den anden vågner, så du kan pusle og pludre igen. Bagefter kan de to så spise sammen, siger Helen Lyng Hansen.Du kan ifølge netsundhedsplejersken være aktiv med børnene, tumle og lege, hvorefter du kan gøre den, der vågnede først, klar til at sove. Når den første er puttet, gøres den næste klar.DET KAN DU GØRE:Find ud af, om dine tvillinger finder tryghed ved at sove sammen, eller om de forstyrrer hinanden under samsovningen. Hvis du vil forsøge at få dem til at sove til middag samtidig, kan du påvirke deres søvnrytme ved at trille dem i søvn i barnevognen på samme tid.

Bekymring 4: Kan jeg ernære to børn?

– De fleste har en drøm om at komme til at amme deres børn. Men hvis du er stresset, kan det være svært at vedligeholde en mælkeproduktion, siger Tina Witt.Amning er, ifølge barselsmentoren, et af de punkter, der driller rigtig mange nybagte mødre. Alligevel er det også en af de bekymringer, rigtig mange kvinder føler sig alene med.– Du skal søge hjælp hos en ammerådgiver eller din sundhedsplejerske, hvis du har problemer. Men samtidig skal du også forstå, at amning ikke nødvendigvis er enten eller. Det er meget fint at amme, det er også meget fint at give flaske, eller gøre begge dele, siger Tina Witt.Ifølge barselsmentoren kan kampen med amning føles ensom, fordi det ligger i vores instinkt som mødre, at vi gerne vil ernære vores børn. Så hvis det ikke lykkes, vil du hurtigt kunne føle det som et nederlag. Og måske vil du endda føle, at der opstår en afstand mellem dig i dine børn, fordi du vil opleve amningen som konfliktfyldt.– Derfor skal du ikke gå og vente med at bede om hjælp. Undgå at isolere dig selv. Få talt med nogen hver eneste dag, siger Tina Witt.Og det er ikke kun amningen, der giver anledning til bekymring. Ifølge Helen Lyng Hansen handler bekymringen ofte også om, hvor store mængder mad tvillingerne skal have, og hvordan det rent praktisk skal foregå.– Netop fordi børnenes rytme ofte kører lidt forskudt, er det også muligt at tilbyde mælk lidt forskudt. Nogle forældre nyder dette, fordi det giver dig mulighed for at udnytte spisesituationen til at give dit barn lidt ekstra kontakt. For andre fungerer det bedre, hvis børnene kan spise samtidig, og du kan godt lægge to børn til brystet og amme dem samtidig – det stimulerer også til ekstra mælk at dobbeltamme, siger Helen Lyng Hansen.Du kan også give dem flaske samtidig og på den måde spare lidt tid. Helen Lyng Hansen påpeger, at tvillingernes mælkebehov kan være forskelligt, da de måske er af forskellig størrelse.  DET KAN DU GØRE:Hvis amningen bliver for konfliktfyldt og er noget, der stresser dig i stedet for at være noget hyggeligt, bør du overveje at gå over til flaske eller halvt/halvt. Det er bedre at ty til flasken end at opleve, at der kommer en distance mellem dig og dine børn.

Bekymring 5: Hvad sker der med min krop?

At være dobbeltgravid er stort (bogstaveligt talt), men måske tager det også lige lovligt hårdt på det kvindelige korpus, tænker du måske.Tanken om at bevæge sig lidt og spise sundt, kan være rigtig svær, når du også skal dobbeltamme, yde bleskift-service og dikke-dikke gange to. Når vi ikke har så meget overskud, har vi mennesker det med at lægge alt det, der giver os velvære fra os.– Det er en form for fejlkodning i os. Vi glemmer at tage en power-nap, når vi er pressede. Hvis du kan vænne dig til at hvile i bare tyve minutter om dagen, vil du opleve at få mere overskud, siger Tina Witt.Det er til gengæld vigtigt, at du lader din krop komme sig oven på graviditet og fødsel, så du bør på ingen måde kaster dig over halvmaraton eller femkamp med det samme.– Ingen kan løbe en tur efter en tvillingefødsel, og det kan også virke uoverskueligt at finde tid til at komme ud af døren. Men hvis du står klar i dit løbetøj, når din mand kommer ind af døren, vil du nærmest kunne være tilbage igen, inden han har fået jakken af, skiftet en ble og kysset tvillingerne. Hvis du bare har sat dig ned på en café og gloet tomt ud i luften, er det også fint, siger Tina Witt.DET KAN DU GØRE:Gå eller løbe en lille tur et par gange om ugen, når din mand kommer hjem fra arbejde. Det vil få din krop i gang igen stille og roligt efter fødslen. Eller gå en lang tur med tvillingerne et par gange om ugen, når de sover til middag. Du kan også tilmelde dig motionshold for mødre med babyer, hvis du kan overskue det. Her møder du andre i samme situation som dig, og holdene er tilpasset nybagte mødre.

Bekymring 6: Får jeg alt for meget at se til?

For mange er det grænseoverskridende at skulle bede andre om hjælp. Det bliver du altså nødt til at lære at kunne, når du har tvillinger. Du er ikke en dårlig mor, fordi du indimellem føler det overvældende og hårdt at passe to børn samtidig.– Hvis bedsteforældre, forældres søskende, venner eller andre tilbyder at hjælpe, så skal du ikke være ked af at sige ja tak. Nogle gange kan hjælpen bestå i, at din familie hjælper med det praktiske. Det kan være at lave mad, handle ind, fylde lidt frikadeller eller lignende i fryseren eller gøre rent. Det kan også være at trille en tur med barnevognen, imens du eller din mand får en veltrængt middagslur, siger Helen Lyng Hansen.Nogle gange er det bare rigtig dejligt med et par ekstra hænder, der kan trøste og berolige et barn, der er ked af det – for ifølge netsundhedsplejersken er det rigtig svært at trøste to børn, der græder samtidig.Tina Witt er enig i, at det er vigtigt at bede om hjælp. I kan også overveje at betale for hjælp, hvis I har den mulighed.– Det er min oplevelse, at det vil hjælpe jer enormt, hvis I formår at sætte noget hjælp i system. Der sidder som regel folk derude, som gerne vil hjælpe. Desværre er vi i vores kultur enormt dårlige til at bede om hjælp, og det er ærgerligt, da de fleste af os vil blive fyldt af en lykkefølelse, hvis der bliver bedt om vores hjælp. Det fortæller os nemlig, at der er brug for os, hvilket motiverer os til at gøre en indsats for andre, siger Tina Witt.DET KAN DU GØRE:Sæt en to do-liste op på køleskabet, hvor der står ting som: ”Støvsuge”, ”købe bleer”, ”Skifte sengetøj” og ”hænge vasketøj op”. Næste gang du har en veninde på besøg, og hun spørger, om hun kan hjælpe med noget, kan du sige, at hun kan kigge på sedlen. Det vil gøre det nemmere end at skulle sætte hende i gang med noget fra bunden.

Bekymring 7: Vil jeg kunne se tvillingerne som individer?

Bekymringer om børnene kan fylde meget. Uanset om det er enæggede eller tveæggede tvillinger, vil du måske være bange for at komme til at sammenligne dine børn. Men hvad hvis de udvikler sig forskelligt?

– Tvillinger er forskellige – også selvom de er enæggede, og derfor kan de godt udvikle sig forskelligt. De kan vise forskelligt temperament, og den ene kan godt udvikle nogle færdigheder før den anden. Den ene begynder måske at gå, før den anden er klar til det, siger Helen Lyng Hansen og fortsætter:

– Du skal imidlertid passe på med at sammenligne dem for meget, og du skal så vidt muligt undgå at sætte prædikater på dem, så der er ’den stille’ og ’den aktive’. De skal have lov til at være, som de er og mødes ligeværdigt.

DET KAN DU GØRE:

Lad være med at sammenligne dine børn ved for eksempel at kalde den ene for ’vildbassen’ og den anden for ’den kærlige’. Det vil lynhurtigt kunne følge dem resten af livet og sætte dem i bås. Det kan være en god idé, at du og din mand indimellem deler jer op og tager hver jeres tvilling, så far ikke kun tumler vildt med ’vildbassen’, men også får kvalitetstid med det andet barn.  

LÆS OGSÅ: Kærlighed på foto: Når tvillinger elsker hinanden

LÆS OGSÅ: Gravid med tvillinger: Dobbelt op på fedme, flødeskum og fødsel

LÆS OGSÅ: 10 typiske bekymringer som gravid