Den perfekte ferie er uperfekt
SPONSORERET indhold

Leder: Accepter at ferien ikke bliver perfekt

Det, der kan ødelægge den perfekte ferie, er netop forventningen om, at den skal være perfekt. Det har Vores Børns chefredaktør, Mette Hovmand-Stilling, erkendt, og i år er der skruet helt ned for planerne.

Af:: Mette Hovmand-Stilling Foto: Trine Bukh
30. jun. 2016 | Børn | Vores Børn

Ferien er lige om hjørnet, og med den venter bunker af forventninger. Også forventninger, der ikke vil blive indfriet. Men i år er jeg forberedt. Jeg ved godt, at ferie med små børn ikke byder på den samme afslapning, som livet prekids. At jeg højst sandsynligt vil komme til at vaske havregrød af gulvet kl. 7 om morgenen – præcis som til hverdag. Jeg kommer nok heller ikke til at sove længe, læse stakke af romaner og snakke med min mand til den lyse morgen.

Tværtimod vil jeg med stor sandsynlighed falde i søvn godt brugt på sofaen kl. 21, efter jeg har brugt dagen på at holde vagt ved badebassinet og jage hvepse på flugt. Men ved I hvad? Det er helt okay. Faktisk glæder jeg mig. Jeg har nemlig allerede gjort mig mine ferieerfaringer som mor og lært, at det, der kan ødelægge den perfekte ferie, netop er forventningen om, at den skal være perfekt.

LÆS OGSÅ: God ferie for mor og far: "Drop tanken om afslapning"

Og i år glæder jeg mig mere end nogensinde til uger uden planer med min familie. Til tid i sommerhus, hvor den eneste planlagte aktivitet er at hente is ved ishuset eller plukke brombær til kompot. Jeg smiler ved tanken om at skulle høre mine drenges latter og hvin, når de leger med vand, og jeg glæder mig til at hive min mand ind i kampen ved at baldre en iskold vandballon på hans ryg og efterfølgende blive jagtet skrigende rundt til børnenes – og min egen – store fryd. For det er lige præcis det, jeg elsker allermest ved sommer og ferietid. At det hele er lidt mere afslappet, og vi kan lege og pjatte med ungerne. At vi kan være sammen som familie. Lytte og snakke og først og fremmest have tid.

LÆS OGSÅ: Ferie: Hvilken type er jeres familie?

Første ferie

Helt ærligt: I mine første år som mor gik sommerferie og en lille skuffet knude i maven hånd i hånd. Kald mig bare naiv, men jeg toede, at vi ville blive mere udhvilede, at børnene ville kræve mindre, og min mand og jeg rigtig havde tid til de dybe samtaler. Og hvorfra skulle jeg egentlig også vide bedre? Jeg havde jo aldrig prøvet det før og vidste ikke, hvad jeg gik ind til.

Måske er det din første ferietid med børn, måske har du allerede gjort dig dine erfaringer. Hvad enten du har ferie nu – eller hvis du bare skal nyde de lyse sommeraftner – håber jeg, at du får den allerdejligste tid med din familie. At den bliver akkurat, som du håber – og at jeres forventninger bliver indfriet. Husk at ferie ikke nødvendigvis behøver at betyde store projekter og rejser til fjerne verdensdele. Men at det også bare kan handle om latter, hygge, kys og kram – og masser af nærvær. Måske ender du ligefrem med at overraske ungerne med en stor balje vand til vandpjaskeri i solen – lur mig, om de ikke vil elske det.

Det nye nummer af Vores Børn er på gaden i dag.

LÆS OGSÅ: Opskrifter: Is til glade feriedage

LÆS OGSÅ: Lav lige nogle børn i sommerferien, ik?!