Adam Duvå Hall om sin rolle som far
SPONSORERET indhold

Adam Duvå Hall: I sidste ende er tingene ofte meget simple

Radio- og tv-vært Adam Duvå Hall fortæller om livet som far, og hvordan det var at opleve graviditeten og fødslen på sidelinjen som mand.

Af: Vores Børn Foto: Privat
13. apr. 2017 | Børn | Vores Børn

Hvad er det bedste ved at være blevet far?

 

Jeg synes, det ligger i de små øjeblikke i hverdagen. Når jeg kan høre dem grine eller kan se, at de går på opdagelse i livet uden fordomme og frygt. Og jeg sætter stor pris på, at jeg ikke længere er den vigtigste person i universet.

Hvordan var det at være med til fødslerne?

Begge mine børns fødsler var syrede oplevelser. Der er så meget i spil og så mange tanker. Alligevel er det jo noget af det reneste i verden. Det er en oplevelse, som ikke kan sammenlignes med noget andet. Ikke engang EM i ’92.

LÆS OGSÅ: Graviditeten set igennem fars øjne

Hvad kom bag på dig?

At det jo slet ikke er herreklamt. Og, selvfølgelig, at det er fuldstændig mageløst, hvad min kæreste kan overkomme.

Hvad tænkte du, da du første gang oplevede at få dit barn op efter fødslen?

At her er min bedste ven. Hvor meget jeg glædede mig til det hele. Og en slags premierenerver på hans vegne.

Hvordan var perioderne, hvor din kone var gravid?

Min hjerne har vist slettet en del data fra den tid. Det må være et overlevelsesinstinkt, der sørger for, at man gør det igen en anden gang. Ligesom det første halve år med en baby også fortaber sig lidt i tågerne. Hvis vi kunne huske alt bøvlet, ville vi nok kunne begrænse befolkningseksplosionen.

Var der noget, din kone gjorde, mens hun var gravid, som kom bag på dig?

Jeg blev sendt en del i byen efter is – på temmelig aparte tidspunkter.

Hvad gjorde du, når hormonerne rasede allermest i hendes gravide krop?

Jeg sagde ‘undskyld’. Men min kæreste er heldigvis udstyret med selvironi, så vi har grint en del af hysteriet. Man skal huske at se det komiske i al virakken om graviditet.LÆS OGSÅ: Andrea Elisabeth Rudolph: "Jeg har altid ønsket mig en stor familie"

Hvad ville du gerne have vidst om livet med børn?

Vi fik selvfølgelig en masse velmenende råd og gaver. Og så viser det sig, at børn sagtens kan få en time til at gå med at lege med en grydeske og en stor elastik. Jeg tror, de fleste overforbereder sig, og det er helt naturligt. Men i sidste ende er tingene ofte meget simple.

Hvad kom mest bag på dig ved at blive far?

Hvor meget kærlighed man kan producere. Men også hvor meget arbejde, der er i det. Heldigvis er der mange præmier, der venter på den anden side af sliddet og afmagten.

Hvad er dit bedste råd til den første tid som forældre?

At børn har brug for søvn, mad og krammere. Mængden af legetøj, gadgets, udstyr og instruktionsbøger kan ikke erstatte det basale. Hold det enkelt – og hold ud.

LÆS OGSÅ: Gunnvør Dalsgaard: Jeg kunne ikke overskue at få børn med en ny mand

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: “De er små i så kort tid, så NYD det!”

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: “Livet som far minder på mange måder om livet i film”