Adoption
Foto: Nikolai Linares | "Alice er lige så meget vores barn, og lige så højt elsket, som hvis jeg havde haft hende i maven og hun var vores eget kød og blod."
Vores Børn

Adoption

Adoption: Vi kunne ikke have gjort det bedre selv

Efter et hårdt fertilitetsforløb og en langtrukken adopti­onsproces kunne Jacob og Lill Lie-Olsen ­Kildebogaard endelig hente ­Alice på Madagaskar i marts 2016. Her fortæller de om mødet med deres datter.

Af Sarah Galán 13.jun.2017 Børn

1. marts 2016

‘Kære Alice. Jeg sidder her i flyet og kigger ud på himlen og stjernerne, der tændes en for en. Det er helt ubeskriveligt, hvor meget jeg glæder mig til i morgen, hvor vi kan se, høre, mærke og holde dig for første gang.’

Lill og Jacob Lie-Olsen Kildebogaard er på vej til Madagaskar for at hente Alice på halvandet år. Efter brændende at have ønsket sig et barn i årevis er parret nu få timer fra at møde deres adoptivdatter. Lill skriver dagbog til Alice, så datteren senere kan få et indblik i alle de tanker og indtryk, der præger familiens første tid sammen.

– Det var totalt surrealistisk at sidde der med følelsen af, at vi var taget på ferie som par og ville komme hjem som en familie på tre, fortæller Lill.

Solen skinner, og luften er lun, da parret næste formiddag ankommer til børnehjemmet. Det er en stor villa i to etager, der, som de fleste andre huse på Madagaskar, er indhegnet af en høj mur med jernlåge. Indenfor er væggene malet i stærke farver, og der hænger spredte nussede klistermærker og plakater, der ser ud som om, de er ‘trætte af at hænge fast’, som Lill siger. Børnenes senge står tæt, og bamserne i dem kunne trænge til et bad. Det er noget andet end det værelse, Jacob og Lill har forberedt til Alice hjemme i Danmark med nye gardiner og lækkert legetøj.

Første stop er et møde med børnehjemmets forstanderinde, adoptionsbureauets kontaktperson, en repræsentant fra ministeriet og Alices barneplejerske.

Faktaboks

Familien

MOR Lill Lie-Olsen Kildebogaard, 34 år, ­kundeserviceassistent

FAR Jacob Lie-Olsen Kildebogaard, 36 år, direktør i Ambition

BARN Alice Fitia, 2 år

BOR i Brøndby Strand

– Det var underligt at sidde der og vide, at hun var lige på den anden side af døren, og samtidig skulle vi holde hovedet koldt og få stillet alle de vigtige spørgsmål, som Alice sikkert vil komme til at stille om sin baggrund, når hun bliver ældre. Vi havde skrevet spørgsmålene ned på forhånd, og det hele skulle igennem kontaktpersonen, der tolkede for os, så samtalen var lidt tung, fortæller Jacob.

– Det var vildt at sidde der og spørge ind til sit barn: ‘Hvordan sover hun om natten? Er hun vant til at blive skiftet stående eller liggende? Hvad spiser hun? Kan hun tale?’ Alt det, biologiske forældre ved på rygraden. Vi havde så mange spørgsmål på én gang, siger Lill.

Og så går barneplejersken ud og henter Alice.

‘Da de kom ind med dig i favnen for at overrække dig, var min første tanke ‘hvor ser du fin og dejlig ud – meget mere end på de få billeder, vi har haft at kigge på’. Jeg bemærkede også straks, at du var utryg ved det hele og virkede lidt angst for, hvad der skulle ske. Jeg fik dig i mine arme og var lidt overrasket over, hvor lille og fin, du var. Der gik ikke andet end et øjeblik, så græd du så hjerteskærende, at jeg og far selv var ved at græde. Jeg forsøgte på bedste vis at trøste og berolige dig. Du sad på min højre arm og lagde dit hoved på min skulder. Jeg rokkede dig, sang for dig og talte beroligende til dig. Far ville så gerne trøste dig, men hver gang han kom for tæt på, græd du. Han var meget påvirket af, at han havde den effekt på dig, men vi vidste også, at din kontakt til mænd nok havde været meget begrænset på børnehjemmet’, skriver Lill i dagbogen.

Da Alice falder til ro på Lills arm, får parret en rundvisning på børnehjemmet sammen med hende.

– Vi sagde farvel til de andre børn, hendes seng, det lokale, hvor hun havde spist. Vi havde fået at vide af en rådgiver derhjemme, at det er vigtigt at hjælpe barnet til at tage afsked med det hele for at få lukket nogle kapitler, fortæller Jacob.

Undervejs tør Alice lidt op og begynder at vise interesse for Jacob. Hun er alvorlig, men græder ikke, da de forlader børnehjemmet og kører tilbage til den lejlighed, Jacob og Lill har lejet.

– I bilen var hun meget nysgerrig og ville gerne holdes af både mig og Jacob. Det var en lettelse, og vi syntes, at overdragelsen var forløbet godt. Resten af dagen var vi i lejligheden og legede med sæbebobler og andet legetøj, som vi havde taget med. Om aftenen gik vi alle tre i seng samtidig – det bliver man rådet til at gøre – og Alice faldt hurtigt i søvn. Vi stod op igen, kiggede på hende og sagde til hinanden, at gud, hvor var hun dog fin og dejlig. Det føltes som et mirakel, at hun var der, siger Lill.

LÆS OGSÅ: Blog: Et ja til eventyret ved at være plejefamilie

Syv års drømme om et barn

Jacob og Lills ønske om at blive forældre opstår næsten syv år før rejsen til Madagaskar. I tiden op til deres bryllup i sommeren 2009 går de i gang med at prøve at få et barn. De positive graviditetstester udebliver, og Lill får tilbudt en undersøgelse for sygdommen PCO, som kan gøre det svært at blive gravid.

Det skal foregå på en fertilitetsklinik, og ved en fejl bliver parret booket til et fertilitetsforløb. De takker dog ja, da de har en mistanke om, at det ikke vil lykkes at blive gravid på naturlig vis. Lill bliver gravid ved første insemination, men aborterer efter halvanden uge. Herefter følger et forløb med gentagne inseminationer og mange smerter, men ingen voksende mave.

Efter endnu en abort får Lill så stærke smerter, at hun bliver indlagt og opereret. Det viser sig, at de to graviditeter har  siddet i hver sin æggeleder.

– Jeg var godt tyndslidt, da vi nåede dertil, og efter to yderligere forsøg med reagensglasbehandling kunne jeg ikke mere. Det var hårdt at køre i en proces, hvor jeg skulle kigge i kalenderen konstant, møde op til ægudtagning, scanning, resultater og insemination, og så næsten ikke kunne trække vejret i 14 dage, indtil jeg kunne tage en graviditetstest. Og jeg havde stadig mange smerter, fortæller Lill.

Parret bliver enige om, at de ikke vil igennem mere fertilitetsbehandling, og de begynder at tale om adoption.

– Vi fandt ud af, at det ikke var afgørende for os at få et biologisk barn. Det vigtige var at blive forældre, og ønskescenariet rykkede sig fra at være et biologisk barn til et adoptivbarn, fortæller Lill.

I marts 2011 ansøger Jacob og Lill om at blive adoptanter. Det bliver starten på en fem år lang proces med en del bump på vejen. Blandt andet får parret afslag i det, der kaldes fase 3 i godkendelsesforløbet. I denne fase undersøger statsforvaltningen parrets baggrund og ressourcer, og konklusionen bliver, at Lill og Jacobs karrierer fylder for meget. Lill skifter sit lederjob ud med et mindre tidskrævende job, og parret klager over afslaget med hjælp fra en advokat.

Efter næsten et år får de afslaget vendt til en godkendelse, og halvandet år senere lykkes det også at få ændret deres socialrapport, hvilket forbedrer deres chancer for at få tilbudt et barn.

LÆS OGSÅ: 7 ting, jeg gerne ville have vidst, før jeg gik i gang med fertilitetsbehandling

Ventekuller og glæde

Da parrets sag endelig bliver sendt til Madagaskar i december 2014, er der stadig udsigt til flere års ventetid.

– I adoptionskredse taler man meget om ‘ventekuller’, og vi nåede også et punkt, hvor vi følte, at den adoption, vi ventede på, styrede vores liv. Vi havde pligt til at oplyse, hvis der skete ændringer i for eksempel indkomst, helbred eller boligsituation, da nogle ændringer kan koste en godkendelsen til at adoptere. Det er hårdt at leve sådan, og vi er flere gange i forløbet stoppet op for at tænke over, om vi stadig var på rette vej eller skulle vælge et liv uden børn, fortæller Lill.

De nåede dog samme konklusion hver gang:

– Vi har nydt hinanden og det liv, vi havde før, men ønsket om at stifte familie og give et barn betingelsesløs kærlighed var større. Så Alice er i dén grad et ønskebarn, siger Lill.

Den første dag i februar 2016 sidder Lill på sit arbejde, da adoptionsbureauets telefonnummer toner frem på hendes telefon. Hun griber den og skynder sig ud i kopirummet, hvor hun lukker døren bag sig.

– De ringede for at sige, at de havde en lille pige til os på et år og fire måneder. Hun havde boet på børnehjemmet, siden hun var to dage gammel, og hun havde det godt og havde efter sigende ikke været syg. Jeg skulle virkelig koncentrere mig for hverken at grine eller græde helt vildt af lettelse, men i stedet høre efter hvad der blev sagt, for jeg skulle jo gengive det for Jacob bagefter.

Lill ringer straks til Jacob, som er i Ungarn på konference. ‘Jeg rystede over hele kroppen, da jeg skulle ringe til ham, og så snart han tog telefonen, begyndte mine tårer at trille ned ad kinderne af glæde, og jeg kunne dårligt få ordene frem: ‘Du skal være far!’ Far var glad og en smule forvirret, og jeg skulle lige samle mig, før jeg kunne fortælle, hvad de havde sagt kort forinden.’

Parret får travlt med at sende den såkaldte accepterklæring og må beslutte over telefonen, om deres datter skal beholde sit navn, for det skal de give besked om med det samme.

– Vi har fastholdt begge hendes navne, Alice Fitia. Vi synes, at det er rigtigt fine navne, og Fitia betyder ‘den der er og skal elskes’ på malagassisk, fortæller Jacob.

Nogle uger senere får de besked om, at de nu er velkomne på Madagaskar, og få dage senere er de på vej for at hente deres datter.

LÆS OGSÅ: Spis dig til en bedre fertilitet

Solgt lige fra starten

12. april 2016

‘Kære Alice. Tiden flyver, og det er svært at få tid til at skrive. Vi har været på vores første tur i bil, og du blev meget begejstret, hver gang vi så køer (zebu) – du kvitterede gerne med et ‘muh’. Vi havde dårligt kørt 20 minutter og var lige kommet ud af byen, da du stolt sad med knappen til airconditioningen i hånden. Jeg kunne ikke lade være med at skraldgrine … Alice, vores lille pilfinger!’.

Efter det første møde begynder den nyslåede familie hurtigt at knytte sig til hinanden. De skal tilbringe cirka tre måneder på Madagaskar, mens den juridiske del af adoptionen falder på plads. Tiden bruger de på at rejse rundt på øen og gradvist lære hinanden at kende.

– Jacob og jeg var solgt fra starten og havde bare lyst til at kramme og kysse hende med det samme, tage hende ind til os og sige ‘jeg skal nok beskytte dig fra hele verden’. Alice tog mere stille og roligt imod os. Hun var ikke afvisende, men hun skulle bruge lidt mere tid på at åbne sig. Vi følte, at det foregik meget naturligt og roligt, fortæller Lill.

Der er dog også udfordringer forbundet med at blive forældre til et barn på halvandet år fra den ene dag til den anden. Alice har i begyndelsen svært ved at udtrykke sig, så Jacob og Lill kan forstå hende. Det bringer stor frustration frem hos den lille pige, som også har svært ved at modtage trøst.

– Børn græder normalt med lyd for at tilkalde sig deres forældres opmærksomhed, men Alice havde lært, at det ikke virkede. På et børnehjem kommer der ikke nødvendigvis en plejer med det samme, når børnene slår sig eller bliver kede af det. Det gør ondt at skulle lære sit barn at græde med lyd. Vi kunne se, at hendes ansigt fortrak sig i smerte, hvis hun slog sig, men hun ville ikke græde eller trøstes, fortæller Lill.

Efter 77 dage er papirerne på plads, og familien rejser hjem til Danmark. Lill og Jacob har forberedt familie og venner på, at det i begyndelsen kun er de to, der må røre Alice, og de frabeder sig uanmeldte besøg den første måned.

– Det bliver man rådgivet til. Alt, hvad der handler om trøst, at blive holdt, krammet, få bad, skiftet ble og have meget øjenkontakt, er forbeholdt forældrene i den første tid. Barnet må ikke være i tvivl om, hvem der er de primære kontaktpersoner, så alle andre skal lukkes langsomt ind, så hun selv kan lære at regulere det, forklarer Lill.

Alice falder hurtigt til i sit nye hjem, hun lærer flere og flere danske ord, og familiens hverdag ligner i dag mange andre børnefamiliers med nogle få undtagelser. Lill går hjemme på barsel, og Jacob begyndte at arbejde igen to uger efter hjemkomsten til Danmark – dog med høj fleksibilitet, for Alice har et stort behov for, at de er sammen alle tre.

– Hun laver ikke de store tårevædede afskedsscener, men i perioder reagerer hun i løbet af dagen på, at far har været væk i mange timer. Så kan hun godt finde på at slå på mig, fordi han ikke er her. Når han så kommer hjem, vil hun gerne give ham kys og knus, men så kan hun have svært ved at håndtere, at han er der. Der skal hun stadig lære at rumme og håndtere sine egne følelser, fortæller Lill.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

adoption

LÆS OGSÅ: Fertilitetsmesse skal bryde tabuer og aflive myter

Reaktion eller trodsalder

I forhold til andre mennesker er parret også opmærksomme på at hjælpe Alice til at rumme sine egne følelser og grænser.

– For nylig var vi på legepladsen, og mens hun stod i kø til rutsjebanen, begyndte pigen bag hende at nusse hende
i håret. Alice kiggede meget mærkeligt først på pigen og så over på mig, som om hun ville sige ‘er det her okay mor? For det synes jeg faktisk ikke’. Mange børn – og voksne – kan ikke lade hendes krøller være, og der skal vi som forældre også øve os i at sige fra. Det kan være grænseoverskridende at sige til en fremmed: ‘Gider du lade mit barns hår være?’. Men vi er nødt til det, for det viser også Alice, at det er okay at sige fra, siger Lill.

Imens hun og Jacob fortæller, løber Alice rundt i stuen og leger med fotografen, der skal tage billeder efter interviewet. Hun viser ham sit legetøj og griner højt. Indimellem kommer hun forbi sine forældre for at snuppe en bid af en bolle eller tegne med sine farver. En helt almindelig gavtyv af en toårig, der charmer – og brokker sig, når hun ikke får sin vilje.

– For os ER hun jo et helt almindeligt barn, og vi gør meget ud af ikke altid at give adoptionen skylden, hvis der er en udfordring. Vi prøver at være opmærksomme på, om det er adoptionsrelateret eller måske bare almindelig trodsalder, for vi ønsker en familie, hvor der er plads til at rumme vores forskellige reaktioner og dem, vi er, siger Lill.

Da parret skulle beslutte, om adoption var noget for dem, brugte de meget tid på at overveje, om de kunne elske et adoptivbarn som et biologisk barn. I dag er de ikke et øjeblik i tvivl.

– Alice er lige så meget vores barn, og lige så højt elsket, som hvis jeg havde haft hende i maven og hun var vores eget kød og blod, siger Lill.

Jacob nikker.

– Hun er en charmetrold med en skøn personlighed, og det har selvfølgelig gjort det endnu lettere at elske hende fra første sekund. Jeg plejer at sige, at vi kunne ikke have gjort det bedre selv. Hun er simpelt hen så fantastisk, siger han.  

LÆS OGSÅ: Adoption: ”Børn skal vide, hvor de kommer fra”

LÆS OGSÅ: Barnløs blogger: Er adoption en plan B?

dupa

Henter...