Andrea Elisabeth Rudolph
Foto: Peter Nørby | "Noget af det, jeg sagde til vores børn dengang, var, at når man har en baby i maven, har man to hjerter inde i sig, og det lille hjerte smitter af, så morens hjerte vokser. Det betyder, at der kommer mere kærlighed, også til dem."
Vores Børn

Andrea Elisabeth Rudolph

Andrea Elisabeth Rudolph: "Jeg har altid ønsket mig en stor familie"

Iværksætter Andrea Elisabeth Rudolph er ud af en stor søskendeflok. Nu har hun skabt sin egen moderne storfamilie med dine, mine og vores børn.

Af Marie Wiuff Kruse 16.mar.2017 Børn
Faktaboks

FAMILIEN

MOR Andrea Elisabeth Rudolph, 40 år, indehaver af Rudolph Care, mor til Isolde, 10 år

FAR Claus Møller Jakobsen, 40 år, sportskommentator og tidl. profes- sionel håndboldspiller, far til Oskar, 9 år, og Alma, 4 år

SAMMEN har parret Alfred, 1 år, og en baby på vej

BOR på Frederiksberg og har desuden en lejlighed i Aarhus

Andrea Elisabeth Rudolph har haft én konkret drøm, siden hun var helt lille. Den handler hverken om cremer eller karriere, men om noget ganske andet: En masse børn og en stor familie. Hun kommer selv fra en af slagsen. Som den tredje i rækken af en børneflok på seks. Og forholdet til hendes søskende betyder alverden.

Det lægger hun ikke skjul på, da hun en morgen inviterer indenfor i sin virksomhed, Rudolph Care. Vi sidder på kontoret i et baghus på Frederiksberg til en snak om den drøm, der lige nu er ved at forvandle sig til virkelighed. På armen har hun Alfred på 14 måneder, i maven vokser en ny lillebror eller lillesøster, og på en folkeskole ikke langt derfra giver hendes datter Isolde den gas som elev i fjerde klasse.

Alfred og den kommende baby har hun sammen med sin mand, håndboldspiller og sportskommentator, Claus Møller Jakobsen. Som også har Oskar og Alma på ni og fire år fra et tidligere forhold. Når foråret kommer, kan de nærmest stille med et håndboldhold.

– Jeg har altid været sindssygt glad for mine søskende. Det var min bror og mig, der som børn plagede om at få små søskende, så det var heldigt, at vores forældre var med på den, fortæller hun, imens Alfred bliver ekspederet ud af en vamset vinterdragt og får lov at gå på kravleopdagelse blandt bordben og reoler med skønhedsprodukter.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: “De er små i så kort tid, så NYD det!”

– Jeg passede mine små søskende meget. Mine forældre var begge selvstændige og tit på farten, og min lillebror og jeg havde hver især en cykelvogn på vores cykler, så vi kunne køre dem i børnehave, fortæller hun og erindrer turene ned ad de jyske grusveje, fra barndomsgården og ind til Askov.

– Jeg havde et stort ansvar for de to små, men det var et ansvar, jeg elskede at have og gerne tog.

Forelskelsesbørn, kærlighedsbørn og bonus

Andrea er familiemenneske med stort F. Og netop derfor var det også alt andet end nemt, da hun for ni år siden, i 2007, brød med sin daværende kæreste og faren til Isolde, Jacob Houlind. Det familieliv, hun var gået i gang med at skabe, forvandlede sig pludselig til noget ganske andet end det, hun havde forestillet sig og kendte hjemmefra.

– Isolde er lavet i bragende forelskelse – men en forelskelse, der aldrig udviklede sig til kærlighed. Det var det helt rigtige at gå fra hinanden, men samtidig en stor sorg. Det var ikke meningen, og ikke det, vi ønskede for vores barn. Og fordi jeg selv kommer fra en kernefamilie, følte jeg det som en falliterklæring. Jeg skammede mig over det, mindes Andrea.

I en periode var de kun to på familieholdet. Andrea vænnede sig til tosomheden omkring aftenbordet – når bamserne altså ikke også blev inviteret med – og Isolde vænnede sig til at følge med sin mor ud og af sted; til møder, middage og meget mere.

Andreas drøm om at få flere børn var ikke opgivet, men sat på standby. Og først da hun i 2012 stødte ind i Claus, blussede den for alvor op igen. Det var mødet med en sjælden og dyrebar kærlighed. En uomtvistelig en af slagsen, som hun selv beskriver det. Og blot tre år senere var Alfred på vej.

LÆS OGSÅ: Nybyggerne: Vi bygger et barndomshjem til Lily

– Jeg har aldrig været usikker på min morrolle, hvilket jeg tror har meget at gøre med, at jeg har så mange søskende og har haft et stort ansvar for dem, men med Alfred har jeg fået en endnu større sikkerhed og ro. Blandt andet fordi han er blevet til i et kærlighedsfyldt forhold, reflekterer hun og griber ud efter en dims, som hunden Charlie lige har haft fat i, og som Alfred nu ser ud til at ville smage på.

Med Alfred blev Andrea og Claus for alvor en familie. Samlet og sammenbragt. Udover parrets fælles lejlighed i København har de et hjem i Aarhus, hvor Oskar og Alma går i skole og børnehave. Hver anden uge kører Claus vest-over midt på ugen, og i weekenden samles de alle seks – enten der eller i hovedstaden.

Driften af de to hjem er en økonomisk sværvægter og en post, der blandt andet kan betyde, at familien må springe en ferie over her og der. Til gengæld prøver de at få det bedste ud af rejsetiden; få snakket, hørt musik og snuppet en tiltrængt lur oven på en lang uge. Det er patchworklivet anno 2016. Og for Andrea har mødet med Oskar og Alma betydet, at hun har skullet øve sig på en ny rolle – en rolle, som børnene med hendes egne ord har gjort det nemt for hende at indtage.

– Jeg lægger meget vægt på, at jeg ikke er deres mor, men at jeg er en ekstra. Og at jeg kan bidrage med noget andet, end deres mor kan. Jeg er utroligt opmærksom på at lave ting med dem – også hver for sig, for jeg tror, det betyder meget, at vi har enetid. Det giver en anden opmærksomhed og et rum til at snakke, også om nogle af de ting, der ellers kan være udfordrende og svære at tale om, fortæller Andrea.

For nylig hyggede hun og Alma alene derhjemme, imens Claus var i biffen med de store. Og i den allernærmeste fremtid skal hun og Oskar i gang med at læse Harry Potter, bare de to.

– Det handler om at opbygge en fortrolighed og vise dem, at jeg er på deres hold. Jeg holder ikke med hverken deres mor eller far, jeg holder med dem, siger hun og tvivler ikke, da hun bliver spurgt til tacklingen af bonusbørnkonflikter; dem har de heldigvis ingen af.

LÆS OGSÅ: Sådan viser du dit barn kærlighed uden ord

Kærlighed nok til alle

Selv om livet lyder let for Andrea, er hun naturligvis ikke kommet konfliktløst igennem det. Et brud, hvor børn er involveret, er som regel ikke gnidningsløst, og hos Andrea kom en masse følelser også i spil, da hun og Isoldes far brød med hinanden. Men hun landede sikkert på benene og lærte en masse af bruddet.

– Bruddet med Jacob gjorde mig klogere på, hvor vigtigt det er at prøve at være uselvisk og lægge gammelt nag og gamle historier bag sig. Selv om det kan være svært, og selv om man nemt falder ind i gamle roller.

– Jacob og jeg har haft mange snakke om netop de ting – snakke, der med tiden har betydet, at vi er blevet gode til at samarbejde og turde have tillid til hinanden. Og det er jeg sindssygt stolt af, fastslår hun og indskyder, at de skam stadig godt kan have forskellige holdninger til, hvor meget slik, der skal i Isoldes fredagsskål, hvor sent hun skal i seng, og hvad hun må se i fjernsynet.

– Men det er jo i småtingsafdelingen, og faktisk slet ikke noget, vi diskuterer. Det er bare små forskelle, som der kan være hos forældre, uanset om man er sammen som par eller ej, lyder det fra Andrea.

– Min egen erfaring betyder også noget i forhold til at stå på sidelinjen, nu hvor Claus’ skilsmisse ikke er så gammel. Jeg kan genkende en masse følelser – både i Claus og hos hans børn. Og jeg kan forsøge at hjælpe dem med at sætte ord på, finde roen i det.

Når man er børn af skilsmisseforældre, er der ifølge Andrea især én ting, der kan gøre ondt – følelsen af, at nogen er mere sammen med ens mor og far, end man selv er. Isolde har flere gange givet udtryk for, hvor fedt hun synes det kunne være, hvis de alle sammen – familier og bonusfamilier – flyttede ind i det samme hus. Og da Alfred meldte sin ankomst, var ‘mor-far-vægtskålen’ også et af de temaer, der dukkede op.

– Da vi skulle have Alfred, var de andre børn lidt bange for forandringen. Heldigvis gav de udtryk for det og stillede spørgsmål: Ville vi nu komme til at elske det nye barn mere, end vi elsker dem? Ville vi have tid til dem? Det er klart, at jeg allerhelst ville have haft, at de var faldet mig om halsen og havde syntes, det var fantastisk, men vi dealede med det og tacklede det, fortæller Andrea og tilføjer et minde fra tiden, hvor hun var gravid med Alfred:

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Kaninen, der så gerne ville stryge

– Noget af det, jeg sagde til vores børn dengang, var, at når man har en baby i maven, har man to hjerter inde i sig, og det lille hjerte smitter af, så morens hjerte vokser. Det betyder, at der kommer mere kærlighed, også til dem. Jeg tror, det beroligede dem – de troede, der var én portion kærlighed, som så skulle deles.

I dag kan de svære følelser, der er forbundet med at skulle undvære, stadig dukke op i Isolde, Oskar og Alma en gang imellem. For Andrea handler det om at være vågen og gerne komme børnenes bekymring i forkøbet – for eksempel i de situationer, hvor de bliver omgivet af andres babybegejstring og mærker en flig af den frygt, der viste sig, før Alfred blev født. Så tager de en snak – om hvordan kvaliteten af mor-far-tid sagtens kan være stor, selv om kvantiteten ikke altid er det.

Samtidig gør hun sit yderste for at vise overskud og give plads til de stunder, hvor de bare kan ‘være’ som familie. For eksempel ved at gå en tur i Zoo en helt almindelig eftermiddag eller lave aftensmad sammen alle sammen. Det handler på mange måder om at opmuntre til det stærke søskendeforhold, hun selv har mærket – og stadig kender til.

– Mine forældre har lært mig en masse om at være et ordentligt menneske, respektere andre og være generøs og uselvisk. Blandt andet ved at lægge stor vægt på søskendekærlighed og på at vi søskende skulle være gode ved hinanden. Det lykkedes, og derfor prøver jeg at give de samme værdier videre til vores børn, forklarer hun og nævner et eksempel på endnu en kærlig kæphest, hun har taget med sig hjemmefra:

– Min far og mor har aldrig behandlet os søskende ens, og jeg er opvokset med, at gaver absolut ikke behøver at være ens eller koste det samme. Min bror kunne godt få en julegave til 3.000 kroner, imens jeg fik en til 300 kroner, og det har der aldrig været noget ballade over.

LÆS OGSÅ: Far til tvillinger: "Det er hårdt, vildt og sindssygt"

Vi fik det, vi havde brug for på det tidspunkt, og der var ingen, der blev snydt, for det udlignede sig altid over tid, fortæller hun og indskyder, hvordan hun for nylig købte ‘bror-skjorter’, som Oskar døbte dem, til drengene, uden at pigerne fik noget.

– Det er okay at gøre forskel, og det er vores børn blevet vant til.

Prioriteterne på plads

Morgenen er blevet til formiddag, og Alfreds ellers sagte pludren har fået et skær af utilfredshed over sig.

– Er det ved at være sovetid for dig? spørger Andrea.

– Jeg ringer lige ned til pigerne efter hjælp, lyder det så.

Andrea er typen, der tager fat og fikser ting. Indimellem måske også lidt for hurtigt til, at andre kan følge med, hvis hun selv skal sige det. Da der i 2015 blev meldt barselsboom i Rudolph Care, og 75 procent af virksomhedens dengang fire fuldtidsansatte – inklusive Andrea selv – smed babykortet, tog hun en dyb indånding og skred til handling.

Det var en udfordring som så meget andet, og hun fik kørt midlertidige medarbejdere i stilling, gjort deltidsansatte til fuldstidsansatte, skåret ind til virksomhedsbenet og ikke mindst prioriteret.

– Det er nok en af de opgaver, der er sværest for os alle sammen – at prioritere. Det er en ting, jeg fokuserer på hver dag, i alle dele af mit liv, for jeg vil gerne alting. Drikke kaffe med veninder, træne, have tid med min mand, få noget fra hånden på arbejdet, lave en masse dejlig mad som smager godt og er nyt i forhold til sidste uge, lære Isolde at lave sine lektier selv og nå at putte på den fede måde. Og så er tiden ligesom gået, siger hun og griner.

– Jeg har lært, at jeg både arbejdsmæssigt og privat skal lade være med at ville alle tingene på den samme dag og i stedet dele det op. Derhjemme har vi lavet en nogenlunde fast madplan, vi køber takeaway, når der er pres på, og så er jeg blevet bedre til at hyre hjælp til rengøring og babysitning. Jeg har for eksempel lige booket barnepigen i to dage, hvor jeg får ekstra travlt med arbejdet, og så har jeg booket hende den tredje dag, hvor jeg absolut ingenting skal. Det er ikke fordi, hun skal passe Alfred hele dagen, men hun skal passe ham nogle timer, så jeg kan tage et karbad, mødes med en veninde og få lyskæderne ned fra loftet, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Sådan viser du kærlighed til dit barn

I det hele taget er praktik og planlægning noget, både hun og Claus har skullet øve sig på. Det ligger ikke naturligt til nogen af dem, og Andrea indrømmer gerne, at logistikken ofte er kommet bag på hende, for eksempel i forhold til planlægning af ferier, så de passer med de andre familiers kalendere.

På karrierefronten har de skruet det sammen, så de kan lægge deres timer på forskellige tider af døgnet – i hvert fald lige nu, hvor Andrea kan være tidligt på pinden, og Claus kan arbejde sen eftermiddag og aften, som håndboldkommentator på TV2 og midlertidigt medlem af et sjællandsk førstedivisionshold. Indimellem kan det godt smage lidt af ‘når min far kommer hjem, er min mor lige gået’.

Til gengæld er Andrea i takt med familieforøgelsen blevet bedre til at vælge, hvor hun lægger sin arbejdsenergi. Hun står op før resten af familien og tilrettelægger dagen i ro og mag, har én fast dag ved skrivebordet og resten ‘i marken’ og har for længst indset, at hun ikke er den, der skal besvare emails i Rudolph Care – det er de andre ganske enkelt bedre til.

Er det så den sidste?

Isolde dukker op i døren. Hun har fået tidligt fri fra skole, så hun kan nå at være med på de billeder, der skal skydes til artiklen. Hun smiler, giver hånd og smutter et par øjeblikke efter ned for at hente en udhvilet lillebror i barnevognen. Der er et årti imellem de to, og Andrea kunne sagtens mærke, at den slut-20’er-energi, hun drønede rundt med, da Isolde lå i maven, ikke var der, da hun blev gravid igen.

Hun var mere træt, kort og godt. Og selv om hun grundlæggende er et menneske, der ser muligheder frem for bekymringer, var hun spændt på, hvordan hendes krop ville reagere og hele. Heldigvis er hendes grundform god, hun kom sig hurtigere end frygtet, og i dag er hun ikke det mindste nervøs for at skulle gå det hele igennem en gang til. Heller ikke, når der bliver sendt småskælmske storesøstersignaler.

– Da Isolde fik at vide, at hun skulle være storesøster igen til foråret, rullede hun med øjnene og sagde smilende: ‘Okay – er det så den sidste eller hvad?’, fortæller Andrea.

Selv ligner hun én, der dårligt kan vente med at stå med sin lille nyfødte baby i armene.

– Det er det, jeg drømte om. Det er helt perfekt og lige præcis, som jeg gerne vil have det. Jeg glæder mig helt vildt til at få en baby til – og til at se, hvad det er for én.

LÆS OGSÅ: 5 råd til den gode skilsmisse

LÆS OGSÅ: Far, mor og barn – er vi ikke en rigtig en familie?

LÆS OGSÅ: Amalie: Sådan var min fødsel


Henter...