At leve med ADHD

”Nogle gange kunne det være godt med et snedkerbo ude i haven ligesom i Emil fra Lønneberg. Et sted, hvor vi kan sende ham hen og selv få lidt ro. For han taler stadig meget. Rigtigt meget,” smiler Antons stedfar, Peter Roth. Men bortset fra den megen snak er der meget, der er blevet meget lettere. Ved at lære at styre sin hjerne har Anton nemlig lært at styre sit temperament. Og hans forældre har fået mere ro.

At der var noget, der var anderledes ved drengen, observerede familien allerede, da Anton var 1 år gammel. Hvis andre voksne forsøgte at løfte ham op, blev han stiv i hele kroppen. Så snart han havde fået tænder, begyndte han at skære dem. Og da han kom i dagpleje, bad dagplejemoren om at få ham flyttet til en vuggestue. Et sted, hvor der var flere voksne. For Anton slog den pige, som han var i dagpleje sammen med.

Endnu værre blev det, da han kom i børnehave. Når forældrene kom for at hente ham, var det første, de blev mødt med, alt det, drengen havde gjort forkert. Han var for meget, forkert, for vild. Og når han en gang imellem ikke kom til den ugentlige springgymnastik, åndede kammeraterne lettet op.

”Han blev meget hurtigt det barn, som man læssede alt af på. Hvis der havde været en konflikt mellem børnene, var det altid Anton, der fik skylden. Det var en tid fyldt med sindssygt mange nederlag. Både for Anton og for os som forældre,” siger Peter Roth. Overtryk i hjernen
Da Anton i sommeren 2007 fik diagnosen ADHD, var det på mange måder en lettelse for forældrene. For det første var det rart at forstå, at forklaringen på, at han var så udadreagerende, og at det hele kørte på ham, var, at der var ”overtryk i hjernen”. For det andet kunne forældrene – med diagnosen i hånden – få nogle redskaber til at håndtere sønnen i hverdagen. Kost kunne gøre meget, for eksempel kan man ved at skære ned på sukker og gluten reducere den meget udadreagerende adfærd. Samme effekt følger ro og regelmæssighed. For eksempel er det guld værd at huske, at man skal tale stille og roligt til et ADHDbarn. Eller nogle gange tage en ”Time Out” og sætte et rum op for ham, hvor der ikke er nogle konflikter, og hvor han selv kan falde ned igen.

Derudover skulle forældrene overveje, hvilken behandling de ville sætte Anton i. Overalt, hvor de henvendte sig, var svaret: Ritalin. Men Antons forældre vægrede sig ved den behandling, da medicinen, som påvirker centralnervesystemet, kan have mange bivirkninger – blandt andet manglende appetit, mavepine, søvnproblemer, hovedpine og – på længere sigt – manglende vækst og indlæringsproblemer. Forældrene søgte derfor alternativer – og faldt over hjernetræning. Familien besluttede at spænde livremmen ind for at få råd til denne træning.

”Nogle mennesker bruger 300.000 kr. på en ny bil. Vi blev enige om, at vi godt kunne bruge op til 50.000 kr. på en hjernetræning, hvis det kunne give Anton et bedre børneliv. Vi følte, at det var en investering i Antons opvækst,” siger Peter Roth.

Behandling med resultater
Anton begyndte at træne sin hjerne. I starten ret så intensivt, og hurtigt begyndte resultaterne at vise sig:
”Han har fået større forståelse for andre og er også blevet mere kærlig, mere kontaktsøgende. Nu uddeler han krammekuponer med uendelig på,” siger Peter Roth, der fortæller, at Anton nu snildt kan sidde flere halve timer på sit værelse koncentreret om at bygge noget i Lego.

”Han har også fået flere kammerater og kan overskue at lege med flere på en gang. Når han mærker, at en situation er ved at spidse til, kender han nu sig selv så godt, at han ved, at han skal trække sig. Socialt har han endda fået så stor selvtillid, at han en gang imel- lem tillader sig at vælge legetilbud fra.”

Almindelig skole
I forbindelse med udredningen blev Anton tilbudt plads på en specialskole; en skole med meget blandede diagnoser og mange udadreagerende børn. Men efter et halvt års behandling med hjernetræning var Anton blevet rolig. Han slog ikke længere de andre børn i børnehaven, så Antons forældre ville ikke risikere tilbagefald ved at sætte ham i en skole, hvor hverdagen har indbyggede konflikter.

Valget blev derfor en almindelig klasse på den lille lokale kommuneskole. Skolestarten sommeren 2008 var hård, men siden er det gået over al forventning. Anton har en pædagog tilknyttet sig, og hun støtter ham i den ro, som han er ved at finde frem til. Hun ved, at Anton har ADHD. Det samme gør klasselæreren. Og de ved, at når han en gang imellem er oppe i det røde felt, så hjælper det ikke noget at diskutere med ham. For så kan man simpelthen ikke nå ham. De andre børn og deres forældre ved blot, at Anton har det problem, at han en gang imellem bliver rigtigt godt gal i skralden.

”Endnu har vi ikke fortalt ham, at han har en diagnose med ADHD. Han skal være inde i en vanvittig stabil periode, før vi gør det,” siger Peter Roth, der sammen med Antons mor er åndet lettet op. ”Når man har et barn med ADHD, er man som forældre rigtig, rigtig trætte. Når barnet har det bedre og falder til ro, så åbner sig pludselig en helt anden verden,” fortæller de.

Børn med ADHD
Anne Worning er direktør i ADHD-foreningen, og hun fortæller, at de tre mest stressfyldte ting i en ADHD-families liv er at etablere og fastholde rutinerne, at sørge for, at barnet får læst (og afleveret) sine lektier, og at sørge for, at barnet har et godt forhold til kammeraterne.

”Børn med ADHD har problemer med at følge de sociale spilleregler. De er så styrede af deres egne impulser, at de har svært ved at abstrahere fra dem. I sociale sammenhænge gør det, at de har svært ved at finde ud af den nødvendige vekselvirkning mellem at tage og give,” siger Anne Worning og konstaterer: ”Børnene bliver marginaliserede. Det er dem, som ikke bliver inviteret med til børnefødselsdag.”

Anne Worning peger på, at både i skolen og i forældregruppen er det vigtigt at holde fast i, at børn er forskellige. Både børnene og deres voksne skal lære at være rummelige, forstående og accepterende.

Se mere på www.adhd.dk – her er der også henvisninger til gode bøger, som I kan læse.

Anton er et opdigtet navn. Drengen og hans families rigtige navne er redaktionen bekendt.