Veer
SPONSORERET indhold

Av! Her er alt, du skal vide om veer

Ja, veer gør ondt, men hvordan føles de egentlig, og hvordan håndterer du dem? Jordemoder Nanna Harder hjælper dig med at få styr på din ve-viden.

Af:: Mette Seimann Simensen Foto: Getty Images
02. mar. 2023 | Børn | Vores Børn

Hvordan føles veer?

Veen føles som en kraftig menstruationsmurren, der primært sidder i lænd og nederst på maven lige over vores kønsben. Nogle kvinder oplever, at veerne stråler ned i balder og lår. Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, om du mærker mest til veerne i maven eller i lænden.

Når veerne er kraftigst, føler næsten alle kvinder, at de virkelig må fokusere på vejrtrækning under hele veen. Veerne vil for mange føles ligesom en bølge, der bliver kraftigere og kraftigere, indtil den topper, og derefter stille og roligt aftager.

Hvad er en ve?

En ve er en kraftig sammentrækning af livmodermusklen, hvor toppen af livmoderen, også kaldet fundus, bliver tykkere i toppen for at hjælpe barnet ned i bækkenet. Modsat de fleste andre muskler i vores krop er livmoderen ikke en muskel, vi kan styre, og derfor kan vi heller ikke styre, hvornår eller hvordan vores veer arbejder.

Hvad er en plukve?

Plukveen er en slags mini-ve, hvor livmoderen så at sige øver sig på fødslen. Plukveer gør ikke ondt og er ikke regelmæssige, men de kan godt være ubehagelige, fordi hele maven føles spændt, så længe det varer.

Plukveer opstår primært i tredje trimester, men kan for nogle kvinder komme gennem næsten hele graviditeten. De kommer hyppigst efter eller under aktivitet, stress eller lige efter orgasme. Begynder plukveerne at blive regelmæssige eller give menstruationssmerter på trods af hvile, skal du altid kontakte dit fødested.

Hvordan ved jeg, at jeg har rigtige veer?

Når veerne er regelmæssige. Det vil sige, at de varer et minut og kommer med ca. tre minutters mellemrum. Hvis det har forholdt sig således en times tid eller to, skal du kontakte dit fødested, for så er der god sandsynlighed for, at du er på vej i aktiv fødsel. Veerne skal desuden være så kraftige, at du puster imens. Vi jordemødre plejer at sige, at man ikke er i tvivl, når man er så langt i fødslen.

Hvad gør veerne?

Kort sagt hjælper veerne dit barn med at komme til verden. For hver ve blødgører og åbner først din livmoderhals og senere din livmodermund sig, samtidig med at dit barn glider længere ned i bækkenet, så det til sidst kan komme ud til dig.

Derudover giver dine veer dig en høj produktion af endorfiner, oxytocin og andre hormoner i kroppen, der alle sammen er gavnlige for dit barn og mentalt forbereder dig på at skulle blive mor. Så selvom de gør ondt, bringer de mange gode ting med sig, og det skal du huske på, når veerne er stride.

LÆS OGSÅ: Føde stillinger: Den seje, den komfortable og den klassiske

Hvor lang tid varer en ve?

Veer kan vare fra få sekunder til et par minutter i opstartsfasen af fødslen. I den aktive del af fødslen vil de vare omtrent et minut.

Hvor længe kan jeg have veer?

Specielt opstartsfasen kan variere meget fra kvinde til kvinde og kan vare fra et par timer til et par dage. Er det dit første barn, kan fasen sagtens vare et døgns tid, og derfor er det vigtigt at få hvilet, spist og drukket, når du mærker de første veer. På den måde sikrer du, at kroppen har energi at arbejde med under resten af fødslen.

Den aktive fase varer typisk fire til ti timer og begynder, når du har gode, kraftige, regelmæssige veer med et minuts varighed, i et interval af tre til fire minutter fra ve-start til ve-start, og din livmodermund har åbnet sig omkring fire cm. Du kan godt mærke veerne i denne fase!

Hvad gør jeg under en ve?

Vejrtrækning og afspænding er dine bedste redskaber under fødselsarbejdet. Træk vejret dybt ind, og pust roligt ud. Hver gang, du puster ud, spænder du af i kroppen. Fokuser på at spænde af i ansigt, hænder, balder, underliv og fødder. Den rolige vejrtrækning sikrer dig god iltning af blodet, hvilket i sig selv er en smule smertelindrende. Afspændingen sikrer, at du giver plads til, at barnet kan glide ned i dit bækken. Desuden vil smerten tiltage, jo mere du spænder op, så det er kun en fordel af slappe af i kroppen.

Sørg gerne for, at du i opstartsfasen hviler så meget, du kan gennem dine veer. I den aktive fase er det en god ide at komme op i forskellige stillinger, så du får hjælp fra tyngdekraften til at få barnet ned i bækkenet. Stå på alle fire i sengen, læn dig op ad din kæreste, kom op at sidde på en bold eller andet, der føles rart. Uanset hvor du er i fødslen, kan varme og massage hjælpe på en øm lænd eller mave, så sørg gerne for at have en god varmepude derhjemme, og træn en god massageteknik sammen med din partner.

LÆS OGSÅ: Fødsel: Er det nu?

Er veer det første tegn på, at fødslen går i gang?

Som regel vil en fødsel begynde med veer, men for ca. 20 procent vil fødslen begynde med vandafgang. De fleste får tiltagende veer herfra, og efter 24 timer vil 80 procent have fået spontane veer efter vandafgang. Resten bliver sat i gang.

Hvad er en presseve, og hvordan føles den?

Når pressetrangen begynder, skyldes det, at barnets hoved står så dybt i bækkenet, at det presser på endetarmen. Derfor føles det, som om du virkelig skal på toilettet. Når jordemoderen har vurderet, at du har åbnet dig 10 cm, og barnet står helt nede på bækkenbunden med hovedet, vil pressefasen begynde.

Her presser du frem for kun at puste under veerne for at hjælpe barnets hoved det allersidste stykke vej ud, så I kan møde hinanden. For mange kvinder føles presseveerne helt anderledes, end de andre veer, og formentlig lidt bedre, fordi du kan “arbejde med” på en anden måde. Pressefasen varer typisk 20-60 minutter, men kan godt tage lidt længere, hvis du for eksempel har fået en epiduralbedøvelse undervejs i fødslen.

Hvad er efterveer?

Efterveer sætter ind efter barnets fødsel. De gør (heldigvis!) ikke lige så ondt, som de andre veer, men livmoderen gør samme arbejde som tidligere, fordi den skal trække sig sammen, sådan at muskelfibrene i livmoderen kan lukke af for de små blodkar, der vil stå og pible fra det sted, hvor moderkagen har siddet fast.

På den måde sikrer livmoderen, at blødningen aftager efter fødslen. Jo flere gange du har født, jo mere arbejde skal der til for at få livmoderen trukket godt sammen, og derfor vil flergangsfødende som udgangspunkt have flere efterveer end en førstegangsfødende.

Hvorfor får jeg efterveer?

I forbindelse med fødslen af din moderkage peaker dit niveau af oxytocin i kroppen. Oxytocin er et lykkehormon, men det er også hormonet, der giver veer. Det er supersmart, fordi det på den måde både sikrer en lykkerus lige efter fødslen, når du for første gang ser dit lille barn i øjnene, men det sikrer også, at din livmoder laver efterveer og dermed standser blødningen effektivt.

Anbefalet til dig