Blog: Giv mig min frihed!

For en uge siden skete det. Jeg tabte min telefon og smadrede den. Fumlen i hånden, Isaks ivrighed og mor, der skal ordne flere ting på én gang. Fingrene der ellers prøvede at fange den, og de hjælpeløse stirrende øjne på den usynlige tyngdekraft, følelsen af, at der ingen vej er tilbage og den skrumpende frihed – BANG!

Kontakter, aftaler på kalenderen, beskeder, noter, videoer… det var nærmest store dele af mit liv, der var ved at falde på jorden dér. Mens jeg tænkte og følte, at friheden var blevet taget fra mig, gik det langsomt op for mig, at det var nu, jeg var blevet fri.

Udover alle de gemte oplysninger og fotos var der jo noget andet, som man pludselig skulle undvære. Facebook og Instagram, som jeg er begyndt at bruge mere, efter at jeg startede bloggen.

Ja, det var en ny verden, som jeg hurtigt blev grebet af og lærte, hvordan man kunne bruge for at komme i kontakt med nye mennesker – vildt spændende, og jeg var jo indstillet på, at det hele primært skulle plejes, når børnene var puttet om aftenen.

På trods af at jeg ikke er typen, der bruger sociale medier særligt meget, følte jeg pludselig, at der nu var noget, der var taget fra mig. En slags afhængighed. Hånden jeg normalt plejer at føre i lommen for at tjekke om der er nyt eller nyheder – og igen.

Et evigt dilemma

Jeg læste forleden, at man i gennemsnit gør det mindst 150 gange om dagen!

En afhængighed, der er blevet skabt – et liv uden for livet, hvor nogen vil os noget, og hvor vi måske vil nogle andre noget. Et sted, hvor det er lidt nemmere at være og leve, hvor alt foregår i et intimt forhold mellem dig og den – dér hvor livet foregår igennem billeder og skrift, på en skærm, på overfladen – et liv på overfladen.

Jeg ved, at det er mærkeligt at lyde så skeptisk over for sociale medier, når jeg selv benytter mig af dem, men det var faktisk hele tiden dilemmaet. For tro det eller ej, så ønsker jeg ikke at bidrage til det virtuelle overfladiske liv på nettet – i hvert fald ikke på en platform, som arbejder 24 timer i døgnet på at suge et liv udefra ind på en skærm.

Et eller andet sted synes jeg, at det er lidt klamt, at man hele tiden skal være aktiv på f.eks. IG for at få flere følgere. Og ja, det er jo dét, det handler om. Antal følgere. Antal likes. Tænk at nogen synes godt om dig. En anerkendelse. En følelse, der nogle gange redder din dag og andre dage gør dig helt flad.

Når man poster noget, håber man jo på at nogen ser det og “liker” det – man håber faktisk, at folk lige i det øjeblik sidder med telefonen og er “offline” (fra det virkelige liv).

Egentlig er det ret egoistisk af mig at håbe, at de andre ikke lever i “virkeligheden”, eller skal man bare acceptere at virkeligheden er blevet livet på sociale medier?

Træt af afhængigheden

Jeg er træt af det. Jeg er træt af at se faren på legepladsen, der er klistret til telefonen og tænker, at han er igang med at være sammen med sit barn efter arbejde. Barnet der bliver ved med at hige efter opmærksomhed eller hjælp til at få cykelhjelmen af, mens far taler i telefon eller er opslugt af den anden virkelighed. Jeg har lyst til at trykke på en knap.

Jeg er træt af, at halvdelen af folk skal sidde med deres telefoner, når vi er til familiesammenkomster – træt af hoveder der peger 50 grader nedad på S-togsstationer. Træt af fodgængeren eller manden på fortovet, som ikke er klar til at tage imod mit smil eller hilsen.

Åh nej, var du ved at gå glip af noget på telefonen? Ja, DIN virkelighed, dit barns forventningsfulde blik, fuglen der fløj forbi, blomsten der blomstrede for din skyld, pigen der smilte til dig – ikke hele dit liv, men det der måske i virkeligheden er med til at gøre din virkelighed virkelig.

Vi lever ingen af verdenerne fuldt ud, for på Facebook er der kun plads til de mest spændende nyheder med fangende overskrifter, og i “virkeligheden” er vi påvirket af denne tilgang eller mangel på tid, for vi kan jo ikke være helt til stede to steder. Faktisk har vi en affære. En affære med Facebook, Instagram, Twitter osv. Det er nye venner, som vi altid kan regne med. De er der, når vi klikker på dem, de svarer, når vi beder om det. De elsker os og vi elsker dem, for vi ved, hvor vi har dem – og de ved, at de har os.

Måden vi bruger Facebook

Jeg ved godt, at det hele tiden er oppe, det her med at vi bruger alt for meget tid på nettet. Jeg er ikke den første, men måske nr. 1 million, og måske tænker du, åh også dig, og det har vi jo hørt på.

Det interessante er, at uanset hvor meget vi hører om det, kan vi ikke bare lige lægge det fra os. OG jeg er nået til den erkendelse, at det ikke handler om at få folk til at stoppe med at bruge Facebook – for den har også mange gode sider. Vi skal nærmere tale om, hvordan vi bruger Facebook.

Jeg har gået rundt med en lånetelefon, hvor jeg bevidst har valgt ikke at downloade Facebook i en uge nu og har aldrig følt mig mere fri.

Mine toiletbesøg har aldrig været kortere og leg med børn har aldrig føltes mere ubegrænsede og uafbrudte. Fordi “klikket” ikke lige har været der, og jeg kun har tjekket Facebook om aftenen fra computeren.

I morgen får jeg min nye telefon. Nærmest en ny start på livet, hvor jeg skal vælge mine applikationer med omhu. Der er ingen tvivl om at Facebook ikke kommer til at pynte skærmen. 

Fællesskabet har mange styrker og lad os støtte hinanden i at gå til et sundt oprør mod Facebook. Ikke fordi det er vores fjende, men fordi vores liv fortjener bedre. 

Slet din Facebook-applikation fra telefonen og start din dag med at være mere fri.Tør du?

Læs mere på bloggen 2verdener.dk

LÆS OGSÅ: Facebook: Når mødre bliver til monstre

LÆS OGSÅ: Graviditetstegn: Sagt på Facebook

LÆS OGSÅ: Test: Er du god til nærvær?