Gravid uden for livmoderen
Foto: Privat | Stephanies graviditet uden for livmoderen blev fjernet ved en kikkertoperation, gennem fire små “kighuller” i maven.
Vores Børn

Gravid uden for livmoderen

Blog: Når graviditeten går galt

Blogger Stephanie Fisker mener, at vi skal være bedre til at tale om de graviditeter, der ikke går som forventet. Selv har hun oplevet at være gravid uden for livmoderen.

Af Stephanie Fisker 02.jan.2017 Børn

Når de første 12 uger af en graviditet er gået, kan vi endelig fortælle omverdenen, hvorfor vi de seneste måneder har været glade, trætte, usikre, kede af det, “syge” og alle de tusindvis af andre følelser gravide kvinder kan opleve.

Faktaboks

Stephanie er mor til Elva på 9 måneder og blogger på køkkenetpåkvisten.dk, hvor hun blandt andet deler ud af opskrifter, der gavner både helbred og humør. 

Find hende på Facebook og Instagram

Indtil da skal man helst give sig selv mundkurv på omkring det, der fylder aller mest inde i en. Måske endnu ikke bogstaveligt talt sådan rent fysisk, men det fylder. Meget.

Da jeg ventede Elva, havde jeg lyst til at fortælle alle,  jeg var gravid. Også, nok faktisk især, de første 12 uger.

Jeg syntes, det var svært at gå rundt med den hemmelighed og alle de følelser selv.

Men det gør man, fordi det bør man?! For hvad nu hvis graviditeten ikke ender lykkeligt med en baby i armene, så nytter det jo ikke noget, at man har delt graviditetsnyheden vidt og bredt. Men hvorfor egentlig ikke?

LÆS OGSÅ: De 10 største bekymringer som gravid

Tabu at tale om mislykkede graviditeter 

Hvorfor er det så tabuiseret at tale om de graviditeter, som går galt?

Mit indtryk er, at der bliver set skævt til de kvinder, som vælger at dele nyheden tidligt. Måske tager jeg fejl.

Måske er det også kvinderne selv, der ganske enkelt ikke ønsker at tale om det, hvis de oplever en spontan abort, en graviditet uden for livmoderen eller lignende. Fred være med det. Det er helt op til den enkelte.

Jeg mener til gengæld, det er et problem, hvis vi ikke tør tale om det, fordi vi er bange for modtagelsen.

Er vi berøringsangste? Kan vi kun lide at tale om de komfortable emner og de lykkelige slutninger?

Hver fjerde graviditet ender ikke med en baby efter ni måneder

15-20 % af alle graviditeter, hvor kvinden er klar over, at hun er gravid, ender med en spontan abort. Altså cirka hver femte graviditet. Det er ret mange. Ret mange kvinder som har nået at føle, de er gravide – med alt hvad det indebærer.

Faktaboks

15-20 % af alle graviditeter, hvor kvinden er klar over, at hun er gravid, ender med en spontan abort.

Men totalt set er det formentlig over halvdelen af alle graviditeter, der ender med en abort. Mange sker bare så tidligt, at kvinden endnu ikke ved, at hun er gravid.

Kilde: Patienthåndbogen på sundhed.dk

Hvad stiller man så op med tomheden? Hvor går man hen med den? Sidder man tilbage og føler sig helt alene?

LÆS OGSÅ: De 5 mest hyppige tegn på abort

Jeg ved ikke, hvad “man” føler, men måske ville det hjælpe at tale om det. For én ting ved jeg – du er i hvert fald ikke den eneste, der har været igennem det. Hvis det føles sådan, er det måske fordi de andre ikke taler om det.

Jeg siger ikke, man nødvendigvis skal gå offentlig på diverse sociale medier med nyheden, så snart man har tisset på en pind. Jeg siger bare, at der er mange graviditeter, vi aldrig taler om, fordi de ikke blev til noget. Men det var noget. Inde i en kvinde.

Jeg tror på italesættelsens kraft og jeg er ikke berøringsangst. Heller ikke når det gælder emner, som er ubehagelige eller gør ondt – og hverken om det handler om at lytte til dem, tale om dem eller selv fortælle om dem.

Graviditeten der gik galt

Nu vil jeg fortælle jer min historie om en graviditet som gik galt…

I november besluttede Kasper og jeg, at vi gerne ville have en baby mere. I slutningen af november sagde min mavefornemmelse mig, at jeg var gravid. Jeg plejer at være ret skarp, når det kommer til at mærke efter i min krop.

Så selvom adskillige graviditetstests og en menstruation modsagde min fornemmelse, havde jeg svært ved at tro på, jeg ikke var gravid. Jeg forsøgte dog alligevel at lægge det på hylden de efterfølgende par uger.

LÆS OGSÅ: Benedikte Kiær om de spontante aborter

Mandag 12. december rejste Kasper til Thailand, og den 17. december skulle Elva og jeg rejse til Sri Lanka, hvor vi skulle mødes med Kasper og tilbringe tre ugers ferie. Samme aften som Kasper rejste, tog jeg endnu en graviditetstest, da jeg ikke kunne slippe tanken om, at noget ikke var normalt. Denne gang viste testen svagt positiv.

Jeg havde blødt ‘on and off’ i næsten to uger, så jeg turde ikke rigtig tro på, det var en normal graviditet.

Min formodning var, at det var en spontan abort, og at graviditetshormonet var svagt, men kunne spores, fordi graviditeten var på vej ud af kroppen.

Den efterfølgende morgen ringede jeg til min læge og fik en tid til en scanning om torsdagen.

I dagene frem til scanningen tog jeg en graviditetstest hver morgen, og for hver dag blev de svagt men dog mere tydeligt positive, hvilket gav mig et lille håb om, at det måske alligevel kunne være en almindelig graviditet.

For mig stod det på daværende tidspunkt som et spørgsmål om, hvorvidt det var en almindelig graviditet eller en spontan abort. Det slog mig derfor noget ud, da lægen begyndte at snakke om graviditet uden for livmoderen og akut operation.

Ikke at han som sådan troede det var dét, men han var nødt til at gøre mig opmærksom på risikoen, da jeg jo var på vej ud af landet om under 48 timer.

Jeg fik taget blodprøver torsdag og fredag, som skulle gøre os klogere på hvordan graviditetshormonet udviklede sig.

Fredag formiddag sad Elva og jeg klar med kufferten og ventede nervøst på svaret.

En time før vores færge sejlede mod sjælland, fik jeg beskeden.. “Vi tror, det er en spontan abort, men der er en lille risiko for, det kan være en graviditet uden for livmoderen”.

Svært at leve i uvished

Så der sad vi. Håbet om en normal graviditet var slukket og vores rejseeventyr, som vi havde glædet os til i et år, var ødelagt. Jeg turde ikke tage afsted.

Hvis jeg valgte at rejse, risikerede jeg at være på Sri Lanka og skulle akut opereres – uden at være forsikret i øvrigt, da jeg kendte til risikoen inden afrejse.

Jeg var helt slået ud.

Jeg ringede til Kasper, som fik booket et fly hjem hurtigst muligt, og så gik resten af eftermiddagen med at ringe til de forskellige flyselskaber og “sælge vores billetter tilbage”, da vi ikke havde en afbestillingsforsikring.

Heldigvis var min veninde hos mig, og ikke mindst Elva, for jeg var så ked af det, at jeg havde svært ved at være mor.

LÆS OGSÅ: Besked til Netha, der led af angst: "Du burde få en abort"

Især uvisheden var forfærdelig. Min hjerne forsøgte konstant at finde svar og løsninger, men jeg standrede hele tiden samme sted – ved en masse hvis’er. Jeg vidste ikke, hvad det var, eller hvordan det ville ende.

Lørdag aften kom Kasper hjem, og det hjalp lidt. Han har en dejlig favn og en ro, som virker beroligende på mig.

Vi besluttede os for at få det bedste ud af ventetiden, som blandt andet stod på blodprøver hver anden dag.

Vi nød juletiden i Danmark, som vi ikke har oplevet de seneste tre år, da vi har holdt jul i udlandet. Vi nød, at vi trods alt, havde ferie sammen og ikke mindst nød vi vores fantastiske datter.

Uvisheden fyldte dog stadig. Op til hver eneste blodprøvesvar håbede vi, at tallet var så faldende, at man ville kunne konstatere at det “bare” var en spontan abort. Vi talte også om en lille rejse mellem jul og nytår, hvis vi fik vished inden. Gang på gang fik vi samme besked: “Vi tror, det er en spontan abort, men der er en lille risiko for, det kan være en graviditet uden for livmoderen”.

LÆS OGSÅ: Spis dig til en bedre fertilitet

På operationsbordet

Den 23. december fik jeg ondt og blev scannet på sygehuset. Der var stadig intet at se hverken i eller uden for livmoderen, da det endnu var for småt. Endnu engang blev vi sendt hjem med samme uklare besked.

Den 27. december fik jeg kraftige menstruationssmerter og jeg begyndte at bløde igen. Jeg ringede til lægen, som mente, det kunne være det sidste af graviditeten, jeg var ved at bløde ud. Han bad mig kontakte akutmodtagelsen, hvis smerterne tog til. Og det gjorde de. I løbet af kort tid og ret intenst.

Jeg blev indlagt, og de efterfølgende 6-7 timer gik med flere blodprøver, scanninger og store smerter.

På den sidste scanning kunne lægen se, at jeg havde en blødning i maven, at graviditeten sad uden for livmoderen og at en operation var nødvendig.

De havde travlt og ville vente med at operere mig til den efterfølgende morgen. I løbet af de efterfølgende timer, gjorde jeg det klart, at mine smerter var for voldsomme til at jeg kunne ligge sådan hele natten, og operationen blev langt om længe sat i gang.

Operationen foregik som kikkertoperation gennem fire små “kighuller” i min mave. Da lægen vækkede mig fra narkosen, fortalte hun, at de havde fjernet min ene æggeleder, at jeg havde mere end en halv liter blod i maven og at hun var meget glad for, de ikke ventede til dagen efter med at operere mig .

Den efterfølgende uges tid gik med at komme mig både fysisk og psykisk. De foregående uger havde været noget af en rutschebanetur, og jeg havde både brug for selv at bearbejde det hele og for at tale med andre om det.

Det viste sig, at mange af de kvinder jeg talte med, kendte til graviditeter som gik galt.

Og ved I hvad.. det var slet ikke så slemt at tale om. Tværtimod.

LÆS OGSÅ: Hvad er en spontan abort?

LÆS OGSÅ: Gravide kan vælge kønsabort med ny blodprøve


Henter...