Børn og foto: ”Skal du ik´ tage et billede, mor?”
Hvornår tager du billeder af dit barn? Forfatter og blogger på Vores Børn, Charlotte Heje Haase, gjorde en tankevækkende opdagelse, da hendes datter bad om at få taget et foto.
Faktaboks
Charlotte Heje Haase er forfatter til ”Mit livs største tigerspring – en barselsdagbog”.
Redaktionschef på Psykologi.
Hun er 38 år og bor sammen med sin kæreste, tre bonusbørn (på 11, 13 og 18 år) og datter på 2,5 år.
Min datter trasker ind på sin storebrors værelse. Han ligger på sengen, og hun ser sit snit til at kaste sig over ham og overdynge ham med kys og klem. Han hviner og prøver at undvige, men hun holder ham i et kærligt jerngreb om halsen.
Jeg kan ikke lade være med at grine, og så sker det, der bryder øjeblikkets magi og uskyld: Hun drejer ansigtet mod mig og spørger: ”Skal du ik´ tage et billede mor?”
Hun er 2,5 år.
Jeg føler mig nøgen og afsløret, for jeg stod faktisk lige og ærgrede mig over, at jeg ikke havde mobilen på mig og overvejede, om jeg kunne nå at tage et billede af omfavnelsen, hvis jeg løb ind i stuen og greb den!
Og så kommer en skamfuld erkendelse: Jeg troede, at jeg var ’bedre’ end det! Bare fordi jeg ikke knipser billeder af ungerne, når de ser søde ud, opstillede i smarte outfits med (påtagede) artige miner.
Hvilke billeder er det så, jeg tager, nu hvor jeg ikke tænder på sløjfer i rottehalerne og nystrøgede skjorter? Kommentaren fra familiens yngste medlem gør det lysende klart. Det er altid billeder, hvor hun krammer og er hengiven. Af relationer. Oftest af søskendeflokken, hvor de fysiske kærlighedserklæringer kommer helt spontant.
Opstillingsfælden
Når min datter kan zappe ud af et tilsyneladende intimt øjeblik for at spørge mig, om jeg vil tage et billede, så har jeg ubevidst vist hende, hvilken opførsel jeg værdsætter. Hvad der er betydningsfyldt for mig. Hun er særlig elsket, når hun er kærlig!
Jeg krummer tæer.
Fordi jeg har været så forhippet på ikke at rose ungernes udseende eller gå efter de perfekte øjeblikke, var jeg blevet blind for, at jeg selv i den grad er røget i ”opstillings”-fælden.
Da jeg var gravid med min datter, som er min førstefødte, var mit højeste ønske, at hun og hendes dejlige søskende (fordelt over to andre mødre) ville holde af hinanden. At de ikke ville skelne mellem halv og hel. Det er i den grad gået i opfyldelse. Men måske jeg tager flere billeder af deres hyggestunder end andre mødre. Måske fordi det er en fortælling, jeg ønsker at forstærke …
Øver mig
Gang på gang er ungerne et spejl. Signaler, som vi forældre ikke engang er bevidste om, vi sender, tager de til sig. Det går op for mig, da vores datter, der ikke engang har smidt natbleen endnu, afkoder mine præferencer uden at blinke.
Nu øver jeg mig på, at nyde nuet og IKKE at tage billeder af de stunder, som burde være uforglemmelige i kraft af deres autenticitet – fremfor styret og fremhævet af en ivrig mor, der oplever alt gennem en linse.
Det lykkes halvdelen af gangene.
Prøv at bladre igennem dine fotografier. Hvornår tager du billeder af dine børn?
LÆS OGSÅ: Foto-tips: Sådan fanger du et pletskud af dit barn
LÆS OGSÅ: Foto-humor: To voksne brødre genskaber barndomsminder
LÆS OGSÅ: Fødsel i foto: Bliver det en lille Birk?