Naturoplevelser
SPONSORERET indhold

Børnefamilier søger ud i det grønne

Kolonihaver er meget eftertragtede, ligesom børnefamilier valfarter til byhaver og byoaser for at give ungerne et grønt alternativ til stenbroen. Det er godt at give dine børn naturoplevelser, men adgang til egen have er ikke afgørende for det gode barneliv, lyder det fra både natur- og familievejleder.

Af:: Louise Graa og Lea Holtze Foto: Istock
13. okt. 2016 | Børn | Vores Børn

Ventelisten til at erhverve sig et kolonihavehus er efterhånden længere end køen til en koncert med Justin Bieber. Især kolonihaver i og omkring de store byer er ekstremt populære, og det er primært børnefamilierne, der rykker ind – også selvom det koster hundredetusindvis af kroner at give ungerne mulighed for et grønt alternativ til opvæksten i en lejlighed.

Thomas Neumann, der er naturvejleder med særligt fokus på børn og børnefamilier i Danmarks Naturfredningsforening kan godt forstå dem:

LÆS OGSÅ: På med hue, baby!

– Drømmen om en lille have, hvor børnene kan få græs under fødderne, og hele familien kommer lidt væk fra byens stress og jag, er tiltalende for mange forældre, fortæller han.

Men de svært tilgængelige kolonihaver er ikke den eneste måde at slippe poderne ud i det grønne og give dem naturoplevelser. Der er er også byhaver, som skyder op mange steder i asfaltjunglen, og grønne områder som Byoasen på Nørrebro i København, hvor man kan klappe får og kaniner. De giver en sikker og overskuelig måde at komme ud i naturen, og det er vigtigt, at børnene lærer at begå sig dér, mener Thomas Neumann.

– Det er lige så vigtigt som at lære at svømme. Naturoplevelser lærer børn at se, hvornår isen kan bære, om en gren kan holde, og om en algegrøn sten er glat. Det er erfaringer, børn skal gøre sig, siger han.

Skru ned for ambitionerne

Thomas Neumann har fuld forståelse for, at det kan være en stor mundfuld at nå ud til skov og strand, når opvasken, indkøbene og madlavningen står i kø oven på en lang arbejdsdag. Men langt mindre kan også gøre det, understreger han.

– Man kan gå ned i den lokale park og lidt uden for stierne, hvor man kan finde en knækket gren og samle en kogle op. Man kan lade sine børn hoppe i vandpytten i gården. Det er faktisk nok, siger han og har også gode bud på, hvordan man kan tage naturen med op i lejligheden, hvis det er det, overskuddet rækker til.

– Hvis man skræller en kartoffel og stikker en fjer i enden på den, har man en fugl, og lige nu kan man også finde kastanjer og lave dyr ud af dem. På den måde kan man bruge noget fra naturen, kigge på det derhjemme og glæde sig til, at man skal derud igen, siger han.

Det gode børneliv er ikke nødvendigvis et liv med adgang til egen have, istemmer familievejleder Lola Jensen. Og der er derfor ingen grund til at idyllisere det.

– Det vigtige er, at erstatningen for manglende hus og have ikke bliver en Ipad. Derimod kommer barnet, der ikke bor på landet, eller som bruger mindre tid i en have, måske mere ud til andre ting – biblioteker eller kunstmuseer for eksempel, siger hun og tilføjer:

– Det er ikke egoistisk, når man som forælder elsker bylivet og vælger at beholde det. Man behøver ikke kompensere for sit valg ved at få en kolonihave. Hvis man skal ændre sit liv for at leve op til forestillingen om, at børn må og skal være meget i naturen, er der ikke noget at sige til, at dagens forældre bliver stressede.

Men dermed ikke sagt, at man ikke skal prioritere at bruge de omkringliggende muligheder som skov, strand og park, når familien har fritid sammen, understreger hun.

– Naturen giver anledning til dybe samtaler og tid til hinanden. Man kan bare sagtens opnå det samme ved at give sig god tid, når man går hjem fra institutionen, kigger på gråspurvene og rører ved små grønne totter, der er brudt op gennem asfalten. Kun opfindsomheden sætter grænser, og man må endelig ikke lade sig begrænse af sine forestillinger om det gode barneliv, siger hun.

LÆS OGSÅ: 5 fede apps der får bevægelse, natur og oplevelser

LÆS OGSÅ: Efterårsferie: 9 oplevelser i naturen

LÆS OGSÅ: Blog: At være nøgen, eller ikke at være nøgen