Fantasivenner og superkræfter - der er en mening med galskaben

I min familie var vi i en lang periode fem personer med ved middagsbordet: min mand, mig selv, vores to børn og Birse. Birse var konen til min dengang fireårige søn. Hun var et usynligt medlem af familien, og hun boede i et gult hus med hvidt tårn ved Sluseløbet tæt på tilkørslen til E20. Birse har jeg både luftkysset godnat og købt adventsgaver til. 

Men da min søn fyldte fem, holdt Birse pludselig op med at komme på besøg. Han var simpelthen vokset fra hende. De fleste børn opfinder usynlige venner og fortæller historier om oplevelser, de slet ikke har haft. Men hvad betyder fantasien egentlig for vores børn?

Ifølge børne- og familieforsker Per Schultz ­Jørgensen er svaret: Afsindigt meget.

– Det er i fantasien, at børn forsøger at prøve deres verden og virkelighed af. De afprøver mulighederne og leger med verden, og derfor spiller fantasien, drømmene og uvirkeligheden en meget stor rolle i deres liv. Børn har i deres selvudvikling brug for at opbygge en indre forestilling om verden, og om hvad der sker i den, siger han og forklarer, at når de leger og drømmer og ‘sprænger ting i luften’, så eksperimenterer de med selvforståelsen, og det er vigtigt at få udfoldet sig der.

LÆS OGSÅ: Sådan opdrager du robuste børn

Stærkere end Batman

Børn finder ofte på historier a la ‘min far er stærkere end Batman’. De prøver at iscenesætte sig selv ved at fortælle nogle spændende ting, forklarer eksperterne.

– Den slags fantasihistorier ser man ­typisk blandt større børnehavebørn. Det er en historiefortælling, hvor de positionerer sig: ‘Jeg er én, der kan noget. Én, der har oplevet noget.’ Det er noget, der kommer helt instinktivt til dem, og de ­bliver revet med af det, forklarer børnepsykolog John Halse.

Hvis man tilfældigvis overhører, hvad børn på fem-seks år snakker om, så vil man høre, at de ofte fortæller noget, som ikke er helt rationelt eller sandt. Blandt andet fordi de fabulerer og bliver revet med af, hvad de andre siger, fortæller John Halse.

– Det er ikke altid på et bevidst plan, og der er stor forskel på, om man er fem eller 13 år. Husk, at børnehavebørn stadig er små børn. Det er vigtigt at være lidt overbærende med deres fantasihistorier.

Gå med på legen

Hvordan skal man så forholde sig til det, når ens treårige fortæller, at han kan flyve, eller ens fireårige spiller stangtennis med en imaginær ven?

– Man skal gå lidt med på legen og sige ‘nå, hold da op, det lyder da fantastisk’. Hvis barnet digter meget, så kan man være lidt mere tilbageholdende, prøve at aflede og så gå videre. Men det er vigtigt, at man ikke udbryder ‘det er ikke sandt, det, du siger. Nu skal du ikke lyve!’, siger John Halse.

Det er nemlig vigtigt, at barnet ikke føler sig udskammet og forkert, forklarer han.

– Man kan i stedet spørge ‘hvor var det, du så en julemand, der fløj oppe i ­luften?’ og så få noget rationelt ind i stil med ‘det har jeg aldrig selv været ude for’. Man kan tale om det ved spørge ‘hvad, hvor og hvem?’. Så får man lidt realisme ind i det, så barnet selv tænker lidt over tingene. Men man skal aldrig spørge de mindre børn hvorfor. ‘Hvorfor siger du det, Emil?’. Det kan Emil på fem år ikke sige noget om, råder John Halse.

Bevidsthed om virkeligheden

Børnehavebørn lever nemlig i en blandet verden af fantasi og virkelighed. Men de kan sagtens møde og forholde sig til virkeligheden, selv om de også fantaserer og fabulerer, fortæller børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen.

LÆS OGSÅ: 6 power-apps der styrker og udfordrer kreativitet og fantasi

– Børn kan godt fra tre-firesårsalderen møde nogle krav, som rummer den faktiske virkelighed, for eksempel skal de lære, at de skal tage deres tallerken af bordet og hænge jakken op på knagen. De skal lære at tilpasse sig. De to spor – den faktiske virkelighed og fantasien – kører side om side frem til tre-firesårsalderen . I den periode kan børn ikke nødvendigvis skelne mellem virkelighed og fantasi, forklarer Per Schultz Jørgensen.

Men fra femårsalderen begynder den faktiske virkelighed stille og roligt at tage over.

– Den bliver mere og mere dominerende og skal også være det. Men man har stadig sommetider brug for at gå ind i en drømmende fantasiverden, selv om man er fyldt fem eller ti eller 15 eller 50 år. Man skal bare vide, at der er forskel på de to verdener, og det skal børn være klar over fra omkring femårsalderen: ‘Nu er jeg i en drømmeverden, hvor jeg leger og snakker med mig selv, hvor stenene på jorden kan tale, og jeg kan flyve’. Det er en dejlig fantasi, men børn på fem år skal vide, at det er en fantasi, siger Per Schultz Jørgensen.

Han forklarer, at man kan teste, hvorvidt børnene oplever forskellen, ved blandt andet at tale med dem om det. Man skal konfrontere dem med virkeligheden og stille spørgsmål.

– Spørg stille og roligt. Sig ‘fortæl mig noget mere; hvad skete der så?’. Lad samtidig børnene møde virkeligheden med almindelige krav fra den rigtige verden ved at sige ‘du skal hænge din cykelhjelm op, du skal rydde op efter dig og tage af bordet’, siger Per Schultz Jørgensen.

Når fantasien tager overhånd

Eksperterne er enige i, at en vis portion superkræfter og tryllestøv er positivt i et barns liv. Men de mener også, at der kan være situationer, hvor fantasifuldheden tager overhånd.

– Børn bliver mere fantasifulde, hvis den verden, de er i, er skræmmende. Hvis de lever et liv, der er umenneskelig hårdt eller traumatiserende, kan de blive fristet til at blive for længe i en drømmeverden. Og så bliver den jo et faresignal, fordi den er et tegn på, at barnet har problemer, siger børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen.

– Omvendt er der børn, der bliver presset så hårdt af forældrene, at de slet ikke får lov til at være i drømmeverdenen. Det er vigtigt, at forældre er rummelige over for børnenes fantasi og behov. Man skal prøve at fornemme, hvornår ens barn har brug for at være i drømmeverdenen og lege, og hvornår han har brug for at blive kaldt tilbage til virkeligheden, siger han.

Sig noget mere

Det kan man blandt andet gøre ved at snakke med barnet. Man skal gå ind i barnets verden og bede ham om at uddybe, hvad der foregår, forklarer Per Schultz Jørgensen.

– Man kan sige ‘fortæl mig noget mere. Hvad skete der så?’. Man skal følge barnet. Det kan være, han har en faretruende fantasi, hvor der sker grimme ting, og så kan man snakke med ham om det. Der er en god metode, der hedder ‘at spejle barnet’. Det betyder, at man forsøger at tolke barnets indre: ‘Du bliver vist rigtig ked af det, når det grimme uhyre løber af sted med de små får’. Man skal altså give plads for barnets følelser og hjælpe ham til at få styr på dem.

LÆS OGSÅ: 10 lege der styrker dit barns fantasi

Når fantasien bliver til løgn

Hvor går grænsen så egentlig? Skal vi hylde vores børns fantasi, når småkagedåsen pludselig er tom, fordi ‘småkagerne fik småkagevinger og fløj ud af køkkenvinduet’? Eller når en slåskamp i børnehaven bliver bortforklaret?

– Når man snakker om løgn, er det vigtigt at skelne mellem den bevidste løgn, som handler om at unddrage ansvar, og fantasiløgnene. Det er bevidst løgn, når barnet siger ‘det var ikke mig, der slog Peter henne i børnehaven’. Der må man sige ‘der var altså fem andre børn og to voksne, der så, at det var dig’. I den konfrontation ligger der også nogle signaler i, at det ikke går an at finde på den slags historier. Men man skal passe på med at komme med de der løftede pegefingre og moralisere og skælde ud. For så kommer der skyld og skam ind i barnet, som vil tænke ‘hvad er der galt med mig, siden jeg fortæller den slags historier?’, forklarer børnepsykolog John Halse.

Han bakkes op af børne- og familie­forsker Per Schultz Jørgensen:

– Grænsen går der, hvor fantasiverdenen bliver et tilflugtssted; når børn på fem-seks år prøver at forklare sig ud af noget ved hjælp af fantasi. Men det er barnets bedste metode, så man skal ikke afstraffe. Man skal i stedet sige ‘fortæl mig om det her’. Få sat ord på det, og sig så ‘en anden gang skal du bare komme og fortælle mig om det. Du behøver ikke at være bange, for jeg har også prøvet det før’.