9 måneder - Dea om sin graviditet
SPONSORERET indhold

Dea fra 9 måneder: Ingen havde fortalt mig, at jeg ville gro hår ved brystvorterne og navlen

Dea Nebelong fra 9 måneder har aldrig følt sig så stor og smuk samtidig, selvom hun tog 30 kilo på under graviditeten, og hun følte et ansvar over for den lille i maven. Læs om hendes graviditet her.

Af:: Freja Sofie Madsen Foto: Privat
21. apr. 2017 | Børn | Vores Børn

Hvad kom mest bag på dig ved graviditeten?

Der skete nogle fysiske ting med min krop, som jeg ikke synes, folk snakker om. Jeg vidste på forhånd, at jeg sandsynligvis ville få vand i kroppen og blive hormonel, men der var ikke nogle, der havde fortalt mig, at jeg ville gro hår ved brystvorterne og navlen.

Så snakkede jeg med lægen, der fortalte, at det gør alle. Jeg pruttede også helt vildt meget, og de sidste par måneder af graviditeten var mine led meget bløde, så om natten vågnede jeg med fingrene ude af led. Det havde jeg heller ikke tænkt over inden graviditeten, men det sker jo, fordi ens krop skal være klar til at udvide sig og føde et barn. Hver gang jeg fik en ‘skavank’, tænkte jeg faktisk, det var sindssygt sejt, fordi det var min krop, der fortalte mig, at der var gang i den.

Hvordan var du påvirket af hormoner?

Jeg er alene, men jeg blev gravid med en fyr, jeg har elsket i mange år, og graviditeten gjorde, at jeg fik en helt fornyet forelskelse i ham. Jeg har hele tiden levet mit liv efter, at vi ikke skal være sammen og indstillet mig på, at det er okay. Så når mine hormoner har råbt ‘du skal være sammen med dit barns far!’, så har jeg forsøgt at leve med en accept af, at kroppen skriger det, men at hjernen siger, at det er okay, vi ikke er sammen.

Derudover har jeg aldrig følt mig så stor og smuk samtidig. Jeg tog 30 kilo på under graviditeten, men jeg følte mig fin, dejlig og fyldt med overskud. Der var selvfølgelig nogle ting, jeg ikke kunne, som at bære tunge ting, men hvis jeg var tvær, så lagde jeg mig til at slappe af, og så fik jeg det som regel godt igen.

LÆS OGSÅ: Katrine fra 9 måneder: "Jeg tror, jeg er god til at føde"

Ændrede du din livsstil?

Jeg fik et ansvarsforhold over for den her søde, lille person, jeg ikke havde mødt endnu, og en uendelig lyst til at spise vitaminpiller til tiden og spise så sundt som muligt. Derudover gjorde jeg de samme ting, som jeg ellers ville have gjort. Jeg var ude blandt venner og familie helt op til fødslen.

Er der noget, du ville have gjort anderledes?

Det er sjovt, men jeg synes, jeg gjorde det helt perfekt. Jeg ville gøre det om og om og om igen.

Hvad er dit bedste råd til andre gravide?

Jeg ville undersøge, hvilke forholdsregler der er gode at tage – hvad der er godt at gøre, og hvad du helst skal undgå. Jeg ville blive ked at det, hvis jeg ikke havde gjort det, og barnet fik nogle skavanker, jeg måske kunne have undgået.

LÆS OGSÅ: Rikke fra 9 måneder: “Jeg savner at have min krop for mig selv”

LÆS OGSÅ: Camilla fra ‘9 måneder’: “Jeg glæder mig til at opleve endeløs kærlighed”

LÆS OGSÅ: Min fødsel: I pressefasen måtte jeg droppe al forfængelighed