"Det er bare kold kaffe ..." og alle de andre løgne, jeg fortæller mit barn
Lyver du også for dit barn? Hvis du siger 'nej', så lyver du, mener blogger Therese Bach Eriksen.
Jeg husker meget tydeligt den dag, hvor min mor tog en af os søskende i en løgn og sagde “det er da ikke sådan, jeg har opdraget jer”, hvortil jeg – ret kæphøj (man var jo teenager, ikke) – svarede “jo, det har du”. Jeg tror, hun blev ret paf over svaret, for der blev stille – i hvert fald i et øjeblik. Det fik os desværre ikke ud af den klemme, vi var kommet i, men jeg tror, min mor indså, at vi nu var kommet til det tidspunkt, hvor vi kunne gennemskue de små løgne, vi en gang imellem fik serveret fra vores forældre. For dem fik vi.
Alle forældre lyver, og påstår du noget andet, så lyver du. Det tror jeg helt oprigtigt. Jeg er i hvert fald en af dem, der lyver for mine børn. Jeg har især lagt mærke til det de sidste par dage, og der har minimum været en håndfuld løgne, der er blevet serveret fra mig eller andre familiemedlemmer til mine to drenge. Lad mig komme med et par eksempler.
Jeg er vild med cola, og det hænder, at jeg gerne vil have et glas til det stykke franskbrød med Nutella, som jeg påtænker at indtage til morgenmad. I håb om at undvige spørgsmål eller kommentarer af mit valg af drikkevare prøver jeg at kamuflere det i et kaffekrus. Så heldig var jeg dog ikke forleden, hvor en af drengene stillede sig foran mig, pegede på mit krus og spurgte “hvad har du der?”. Mit svar var: “kold kaffe”. Spørg mig ikke, hvorfor jeg svarede sådan.
Faktaboks
Therese Bach Eriksen er mor til to drenge fra marts 2012 og november 2013 og blogger på happyhousewife.dk
LÆS OGSÅ: Børn falder ikke for løgne
Måske ville jeg ikke indrømme, at jeg havde prøvet at snyde mig til en omgang ubemærket cola, måske var jeg flov over at drikke noget så usundt så tidligt på dagen. Hvilket i sig selv er komplet idioti. For det første var det sunde tog kørt langt væk, da jeg hev glasset med Nutella frem. For det andet kan mine børn kan ikke engang lide sodavand, så min søn ville højst sandsynlig ikke have krævet det samme til børnene, eller hvad jeg nu var bange for.
Løgn med løgn på
Jeg kan også finde på at fortælle mine børn, at Tivoli, legelandet, biblioteket, eller hvad end de ønsker at besøge, er lukket, hvis det ikke kan lade sig gøre at tage dertil. Eller hvis jeg bare ikke gider at tage derhen.“Gæsterne kan ikke komme før du har hvilet dig lidt”. Det har jeg sagt en del gange efter vores ældste søn stoppede med at sove til middag. Jeg ved ikke, om I kan genkende det, men når vi skal have eftermiddagsgæster er det ekstra vigtigt, at han får hvilet sig lidt – ikke kun fordi, at han bedre kan holde til at have gæster hele eftermiddagen og aftenen, men også så jeg kan få lidt tid til afslapning eller tid til at forberede nogle ting, inden gæsterne kommer. Man tænker måske ikke over dette som en løgn, men nu er det jo sådan, at gæsterne kommer klokken 15, uanset om drengen har hvilet eller ej. Det ved han bare ikke endnu.Vi må heller ikke glemme alle de klassiske “hvide” løgne, som vi voksne gang på gang gentager til hinanden; “nej, hvor ser du godt ud – den frisure er meget … ehm … dig“, “det smager rigtig godt – jeg kan bare ikke spise mere”, eller “det vil jeg da gerne!”.Det kan godt være, at man kan snyde både modtageren og børnene med sådanne hvide løgne, men på et eller andet tidspunkt vil børnene fange, at mor og far ikke altid mener det, de siger (man kunne fx komme til at brokke sig i bilen til sin ægtefælle, mens børnene og deres lange ører sidder på bagsædet.) Så jo, vi opdrager vores børn til at være løgnere. Men gør det noget? Er det altid det bedste at sige sandheden? I min optik er det er ok, når der ikke er nogen, der tager skade af det, og når det ikke drejer sig om vigtige sager. Så ser jeg det blot som en del af de sociale spilleregler, som man skal lære at navigere rundt i. Børnene skal selvfølgelig også lære, at der medfølger konsekvenser, hvis man lyver – bl.a. kan folk miste tilliden til én, hvis man lyver meget, og i sidste ende kan man miste venner, hvis man lyver for dem. Jeg prøver også, så godt jeg kan, at forklare tingene ligeud, hvis manden og jeg diskuterer, hvis jeg er ked af det, er syg, eller lignende – men det er lige så meget for, at børnene ikke skal være usikre på, om situationen har noget med dem at gøre. Forklaringen kommer dog i en børnevenlig udgave. Selvom man fortæller dem sandheden, behøver de jo ikke alle de beskidte detaljer.Kan det svare sig at være ærlig?
For et par dage siden prøvede jeg faktisk noget nyt; at være brutalt ærlig i en situation hvor jeg ellers ville have smidt en lille løgn. Jeg havde besøgt vores slikskab og spottede to mint-chokolader i en skål. Dem nød jeg til en kop kaffe, mens drengene legede i stuen. Pludselig kom vores ældste søn ind på køkkenet, og han så straks chokoladepapiret på køkkenbordet. Han spurgte naturligvis “hvad er det”.
I min hjerne poppede det svar op, som jeg normalt set ville give ham: “Det er chokoladepapir fra i går – kan du huske, at vi fik sådanne nogle, da vi havde gæster?”. Det ville han ikke have tænkt yderligere over. I stedet valgte jeg som nævnt den brutalt ærlige metode: “Det er papiret fra de to chokolader, der var tilbage fra i går. Dem har jeg lige spist”.
Han kiggede på mig med sine store, brune øjne, der pludselig var fyldt med tårer, og gik skuffet væk fra mig uden at sige noget … Suk. Nu er det nok ikke noget, han tager skade af, men næste gang tror jeg faktisk, jeg går tilbage til plan A, og stikker ham en lille hvid løgn.
Så kan det være at børnene på et tidspunkt i fremtiden prøver at komme udenom en klemme, de er kommet i ved at påstå, at vi har lært dem, at det er ok at lyve, men den snak må vi jo tage på det tidspunkt. Nu tror jeg, at jeg skal have en kop kold kaffe.
LÆS OGSÅ: Lyver du også for dit barn?
LÆS OGSÅ: Skal vi skide på sandheden?