"Det er ofte hårdere at være sammen med mine børn end at gå på arbejde"

Karriere og familieliv. En ligning, der er så håbløst besværlig at få til at gå op. Med mindre du er typen, der har det helt fint med at lade dine børn være i daginstitution fra klokken ni til sytten hver dag. Måske fungerer det vitterligt for nogen. Jeg kender dem bare ikke. Jeg oplever tværtimod, at virkelig mange i min omgangskreds, inklusive forældrene i mine børns institutioner, bliver helt lettede og ser det som en anledning til selv at lukke op, når jeg åbent beretter om, at jeg er lykkelig for ikke at have et fuldtidsarbejde i de år, hvor mine børn er små.

Børn, Netto og ulvetime er en dårlig kombi

Sandheden er, at jeg altid har troet, at jeg ville være karriere-typen. Og jeg vil da også gerne arbejde mere intenst om nogle år, når mine børn får deres egne liv, men lige nu er det bare ikke det vigtigste for mig. For jeg vil gerne have en hverdag, hvor jeg ser mine børn, har overskud til at tale med min mand, og ikke død og pine er nødt til at slæbe mine børn med i Netto, på apotek og i helsekostbutik i ulvetimen, hvor alle er trætte.Min mand og jeg prioriterer at være sammen med vores børn. Og ikke i en vagtskifteordning, hvor jeg passer ungerne, mens han løbetræner eller arbejder over, hvorefter jeg tager til yoga eller ser en veninde, så snart han sætter foden inden for døren. Vi er sammen – alle sammen på samme tid.LÆS OGSÅ: "Moderne forældre har rigtig mange bolde i luften"Lyder det idyllisk, rosenrødt og som utopi for dig og din familie?Det ER på en måde rosenrødt, men samtidig er det overhovedet ikke. Det har krævet nogle ofre, og det er langt fra altid idyllisk. Vi sidder ikke nødvendigvis over hjemmebagte speltboller eller med et smil på læben over Halfdan Rasmussens ‘ABC’.Vi er nemlig nødt til at tænke over, hvad vi bruger af penge, og vi bor på 84 kvadratmeter. Vores børn deler værelse, og mor og fars soveværelse er meget lille. Vi har fraprioriteret det store hus, bilen og Thailands-turen hver vinter for at kunne være sammen i hverdagen, og den udgør trods alt størstedelen af livet.Vi sover trygt om natten, for vi ville stadig kunne bo i lejligheden, selv om den ene ikke tjener penge i en periode. Vi har dermed en såkaldt buffer.

Børn er (også) hårde, krævende og udfordrende

Det er imidlertid ikke den rene idyl at være sammen med ungerne så meget, som vi er det. Vores søn og datter bliver for eksempel ofte uvenner. Det øger støjniveauet til upassende højder. Som forældre ender vi derfor tit i nogle situationer, hvor vi ikke aner vores levende råd. Indimellem er det også voldsomt kedeligt at være så meget sammen med sine unger – ofte leger de selv, og så kan jeg føle mig til overs. I hvert fald for en (kort) stund. Så snart jeg kaster mig over mig-ting, så som at læse avis, har de pludselig brug for mig (som regel allerede når jeg slår op på lederen på side to). Og indrømmet: så drømmer min mand og jeg om at komme mere ud blandt andre voksne.Men hvem siger, at alt skal være perfekt, før det er godt? Hvorfor er det blevet sådan, at alt skal være glansbillede-perfekt, før vi er en succes som familie?At være sammen med mine børn er hårdt, krævende og ofte temmelig udfordrende både fysisk og psykisk. Derfor fyldes jeg nogle gange af lettelse mandag morgen, når jeg sætter mig med mit arbejde. Ofte er det bare hårdere at være sammen med mine børn end at passe mit job.LÆS OGSÅ: Jeg bliver en bedre mor, når jeg er væk fra mine børnDet er ikke ensbetydende med, at jeg ikke elsker mine børn, men det er måske snarere et udtryk for, at jeg sætter lighedstegn mellem det perfekte familieliv og ’så let som en leg’.I så fald er det ikke så mærkeligt, at jeg får lyst til at begrave mig i arbejde, for derhjemme føler jeg mig ikke nødvendigvis som en succesmor, når jeg ikke kan få mine børn til at sove, når min femårige stadig ikke vil lade lillesøster lege med sine ting, og min mand og jeg snerrer ad hinanden. På hjemmefronten bliver jeg i den grad udfordret som menneske.

Uperfekt på den perfekte måde

Jeg ville ønske, at jeg kunne blive bedre til at sige til mig selv, at det er ok. Det gør ikke noget, at det er hårdt. Det gør ikke familielivet mindre perfekt eller mindre vigtigt, at jeg er sammen med mine børn, uanset om dagen er henrivende eller hård. For jeg tror på, at børn har brug for at være så meget som muligt sammen med deres forældre, når de er små.

At min søn og min datter ofte bliver uvenner hænger sammen med, at de er så tætte, som de er. De er meget sammen og ryger derfor også mere i totterne på hinanden. Ligesom at jeg også skændes mere med min mand end med en ven, jeg ser sjældent. Og selvfølgelig ved min mand og jeg ikke altid, hvad vi skal gøre i en given situation. For vi er mennesker, og vi har ikke stået i den situation før. Kedsomheden er heller ikke kun skidt, for ved at være der så meget for børnene rent fysisk, giver jeg mine dem tryghed og en indre ro, der vil følge dem fremover. Imens krydser jeg fingre for, at de voksne mennesker, jeg ikke ser så meget i de her år, også er der, når jeg kommer ud på den anden side.

Uden hensigten at fornærme (alt for mange) vil jeg vove den påstand, at hvis flere af os turde tillade sig at være uperfekte sammen med vores børn – at det ofte er nok bare at være fysisk tilstede sammen – så ville vi nok i virkeligheden komme nærmere det perfekte, for så ville vi kunne overskue at være mere sammen. For det uperfekte samvær er ofte godt nok. Også for mine børn.

LÆS OGSÅ: Familielivet er et projekt, der skal planlægges – og være perfekt

LÆS OGSÅ: Debat: Bør vi arbejde mindre?

LÆS OGSÅ: Går vores liv kun op i arbejde frem for familie?