Det er ok at være uenige om opdragelse

Min mand mener, at de skal spise den mad, der er på bordet, mens jeg uden at blinke stikker dem en rugbrødsmad. Og så har vi balladen, for hvem har ret? Det er vi aldrig rigtig blevet enige om. Kender du problemet? Så velkommen i klubben af det flertal af forældre, der er uenige om børneopdragelsen.

Mange par formår at holde uenighederne nogenlunde i skak, men for nogle vokser de sig så store, at man ender med at gå fra hinanden. Og det sker faktisk for rigtig mange.

Knap 47 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og ifølge psykolog  og forsker Tea Trillingsgaard vil en tredjedel af de børn, der bliver født i dag, opleve, at deres forældre bliver skilt.

Heldigvis kan jeg trøste mig med, at netop spisesituationen, som er en evig kilde til uenighed hjemme hos os, er det mest typiske konfliktområde i småbørnsfamilier. Det fortæller psykolog med speciale i småbørnsforældre Heidi Agerkvist. Pyha, så er jeg altså ikke alene om at synes, at det kunne være rart at få en hyggelig familiemiddag, og at konflikten kan være svær at håndtere.

LÆS OGSÅ: Aftensmad: Guide til en hyggelig familiemiddag

– Vi forældre bliver ofte målt på spisesituationen, når vi er sammen med andre mennesker, og det er en af forklaringerne på, at det er så ømtåleligt et område, siger Heidi Agerkvist.

– Det er tydeligt, om man har styr på ungerne, og derfor kommer der et imageaspekt ind over. De skal sidde ordentligt, de unger, for  det skal se pænt ud. Der er bare det ved det, at situationen omkring spisebordet er et af de få områder, hvor et lille barn selv har noget at skulle have sagt helt fra starten – simpelthen fordi barnet selv bestemmer, om det vil åbne munden eller ej. Så når din treårige som en naturlig del af sin udvikling prøver det af, træder mors og fars forskelligheder tydeligt frem.

Byd ueningheden velkommen

Den gode nyhed er, at der ingen grund er til panik, fordi vi er uenige om opdragelsen.Ifølge Heidi Agerkvist ville det være mærkeligt, hvis vi kunne mødes om alting. Vi kommer jo med forskellige ting i bagagen og er med stor sandsynlighed blevet opdraget forskelligt af vores egne forældre. Paradoksalt nok er forskellighederne netop noget af det, vi tiltrækkes af hos hinanden.

– Det er ikke selve uenigheden, der er skadelig for kærligheden mellem os; det er måden, vi kommunikerer om problemerne, der er afgørende for, hvordan vores kærlighedsliv klarer sig, siger Heidi Agerkvist.

En omfattende dansk undersøgelse, som har fulgt 300 førstegangsforældre i foreløbig syv år, peger i samme retning: Det er ikke uenigheden i sig selv, der er problemet. Det er måden, vi taler sammen om det på, der er afgørende for, om vores forhold overlever at gå fra at være to til tre.

– Der er to ting, der har afgørende betydning for, om et par bevarer tilfredsheden med forholdet over tid, siger psykolog og en af forskerne bag undersøgelsen Tea Trillingsgaard.

– Den første handler om parrets evne til at kommunikere konstruktivt. Den anden vedrører parrets psykiske tilstand.Ifølge undersøgelsen er de par, det går bedst for, dem, der seks måneder efter fødslen stadig kan kommunikere godt og konstruktivt med hinanden.– Det vil sige, at de kan tage hul på en konflikt på en stille og rolig måde, kan blive ved emnet og undgå at blive personlige og kan afslutte diskussionen på en måde, hvor de stadig har god kontakt til hinanden, siger Tea Trillingsgaard.

LÆS OGSÅ: Lær din mand at sætte ord på sine følelser

I undersøgelsen fandt hun og forskerkollegerne også ud af, at når den konstruktive kommunikation fungerer efter fødslen af første barn, virker den som en beskyttende faktor for forholdet de efterfølgende to år

.Med andre ord: Kan I som par finde ud af at tale konstruktivt sammen om jeres uenigheder, har I de bedste forudsætninger for at blive sammen. Blandt andet ved at lære at sætte ord på sine følelser.

Konklusionerne er forskerne kommet frem til ved blandt andet at observere de hundredvis af forældrepar, filme deres kommunikation og følge deres forholds udvikling via spørgeskemaer.

– De par, der klarer sig dårligst, er dem, som bruger personlig kritik, eller hvor en eller begge parter trækker sig fra at diskutere problemerne, når de dukker op.

I sit arbejde som privatpraktiserende psykolog oplever Heidi Agerkvist også, at forskellen på ‘gode’ og ‘dårlige’ skænderier er afgørende. Det dårlige skænderi er kendetegnet ved, at I skændes for at få ret. Gør I det, ryger I straks ud i en kamp, som skaber afstand frem for fællesskab.

– Par, der står stejlt på hver sin holdning og begge vil have ret, risikerer at miste fornemmelsen af at være på samme hold, og det kan på sigt få konsekvenser for følelsen af intimitet og samhørighed, siger hun.

Det gode skænderi

Det gode skænderi er det, hvor I bevarer respekten for den anden og bliver ved med at gøre jer umage for at lytte.

– De par, der klarer sig bedst, er dem, der ved, at de begge spiller en vigtig rolle i familien. Dem, der har tillid til hinanden og tror på, at de vil hinanden det bedste, siger Heidi Agerkvist.

– De kan godt være uenige, men hvis de formår at diskutere med respekt for hinandens forskelligheder, kan uenigheden tjene til udvikling og gensidig inspiration i stedet for at være konfliktoptrappende.

Men hvad gør I så, hvis alt fra puttetider og bordskik til sukkerpolitik og skærmtider skal diskuteres?

Heidi Agerkvist slår fast, at det først og fremmest handler om at få problemer og konfliktområder frem i lyset og få talt om dem. De bliver kun værre, hvis I forsøger at ignorere uenighederne.

Hun foreslår, at I finder en rolig aften, hvor små ører ikke kan lytte med, og taler jer frem til, om I kan finde et kompromis. Hvis ikke, kan I aftale, at I konsekvent afprøver den enes model i en måned og derefter den andens. Det kan være at stå fast på et nej, selvom man har lyst til at sige ja.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Åh nej, nu glemte jeg at sige ja!

– Naturligvis skal I bakke hinandens metoder op. Derefter kan I i fællesskab vurdere barnets reaktioner og forhåbentlig ad den vej finde en løsning. Uanset hvilken løsning I vælger, tør jeg godt love, at barnet ændrer adfærd i positiv retning, hvis I formår at skabe ro om situationen, siger Heidi Agerkvist og fortsætter:

– I behøver ikke at være enige på det overordnede plan – far må stadig gerne synes, at man skal spise alt på tallerkenen, selv om kompromiset lyder, at det er okay bare at smage. Det er bare vigtigt, at I begge tager ansvar for beslutningen og bakker op om den løsning, I har valgt.

Alene om projekt familieidyl

Med lidt træning og gode råd kan vi forhåbentlig blive bedre til at takle de uenigheder, vi har, når det gælder opdragelsen af vores børn. Men hvordan kan det egentlig – sådan helt grundlæggende – være, at det, der for de fleste er livets højdepunkt, nemlig forældreskabet, samtidig kan være så ødelæggende for kærlighedslivet og udløse så mange skænderier?

Både Heidi Agerkvist og Tea Trillingsgaard mener, at vi skal vende os mod den tid, vi lever i. Allerede før graviditetstestens to streger bliver vi nemlig mødt af et forventningspres uden lige.

– Flere årtier tilbage kan vi se, at faldet i parforholdstilfredshed bliver større og større. Det peger på, at vores aktuelle tid har en betydning. Den individualiserede kultur, som vi lever i, er vanskeligt forenelig med det fællesskab, som det at få et barn kræver, siger  Tea Trillingsgaard.

Hun henviser til en australsk opgørelse, der viser, at et lille barn føjer 35 ekstra arbejdstimer om ugen til en familie.

– De 35 arbejdstimer hører fællesskabet til, så det er klart, at det bliver sværere at varetage sit individuelle livsprojekt, hvad enten det er karriere, socialt liv, sport eller andet. Det kan hurtigt skabe grobund for utilfredshed og skænderier, siger Tea Trillingsgaard.

Heidi Agerkvist supplerer:

– Der er status i at få børn, og der er håb, drømme og forventninger knyttet til det. Vi er eksponerede på sociale medier, samtidig med at vi paradoksalt nok i vores familieliv er meget alene. De storfamilier, vi for nogle årtier siden levede i, hvor man fik hjælp og viden leveret videre gennem generationer, findes stort set ikke i dag, siger hun.

Vi er som par i langt højere grad end nogensinde alene om vores familieprojekt, og det er et hårdere arbejde, end mange forestiller sig på forhånd.

Ofte lever vores egen familie slet ikke op til de glansbilleder, vi får præsenteret af vennerne på Facebook. Det kan skabe en tvivl og en usikkerhed og lægge pres på parforholdet, for er vi virkelig de eneste, der skændes og ikke har styr på det her familieværk?

Spørger man Heidi Agerkvist, er et af rådene til at undgå kærlighedsfælderne, at I skal lukke af for al udenomsstøjen og mærke efter, hvad der føles rigtigt for jer.

LÆS OGSÅ: 7 råd: Undgå kærlighedsfælderne, når I får børn

– Ja, det lyder lidt hippieagtigt, men de par, der kommer hos mig, råder jeg til at følge hjertet og glemme hjernen for en stund. De skal spørge sig selv: ‘Hvilken hverdag drømmer jeg om?’ ‘Hvad er rigtigt for mig?’. Og ‘hvad kunne være første skridt?’. Det handler om at ændre sin tankegang, så man giver plads til sig selv og slipper den dårlige samvittighed over ikke at være god nok, som i hvert fald mange kvinder slås med.

Har du lyst til at prøve det af og få fokus drejet væk fra småskænderier og hen på, hvad der kunne give dig og jer energi, foreslår Heidi Agerkvist, at du begynder med at lave en liste over ting, som giver dig energi.

Det kan være alt fra at købe friske blomster med hjem, gå til fodbold eller nyde ti minutter alene i soveværelset med benene oppe til at tage på weekendtur med din kæreste.

– Når du tanker dig selv op med energi, får du overskud – også til at klare hverdagens uenigheder med rummelighed og respekt. På den måde glæder du ikke bare dig selv; du giver også din partner og dit barn en gave.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ

LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og trusler

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: “Jeg savner at være en familie”