Pille bussemænd
SPONSORERET indhold

Det skal du vide om dit barns næse

Snabel, snude, ­næb, tryne, tud, horn. Kært barn har mange navne. Vi tager dig ved næsen på en tur rundt i ­snudeskaftets univers.

Af: Mai Helene Lykke Foto: Getty Images
30. sep. 2016 | Børn | Vores Børn

Luftvejenes filter

Næsen er hovedindgangen til luftvejene. Den er beklædt med en slimhinde, som indeholder mange små blodårer. Næsen ­filtrerer, fugter og opvarmer luften, inden den passerer ­videre ned til lungerne, ligesom den filtrerer for insekter, ­pollen, bakterier og andre urenheder.

Ansigtets rensningsanlæg

Slimhinden er en del af en slags rensningsanlæg i næsen, som virker ved, at der dannes slim, som fanger de partikler, der kommer ind i næsen. Snot er et sekret af afstødte slimhin­de-celler, hvide blodlegemer, støv og andre urenheder. Når ­snottet tørrer, bliver det til skorper, og de skorper er dem, vi kender som bussemænd.

LÆS OGSÅ: Sygt barn: De 12 uundgåelige sygdomme

Alle gør det

Alle piller næse – dronningen, den flotte far fra vuggestuen og den perfekte mor fra Instagram. Nogle gør det bare mere skjult end andre. Det er helt naturligt at pille næse, for når der sidder noget og irriterer, er det rarest at få det ud.

Snotnæse

Børn piller oftere bussemænd og har en markant højere snotnæsefrekvens end voksne. Det skyldes et endnu ikke færdigudviklet immunforsvar og en mindre god håndhygiejne. Så når fingrene har været på opdagelse – og du ved selv, hvor mange steder de fingre er i ­løbet af en dag – så følger bakterier og virus med retur. Med ekstra snot og flere bussemænd til følge.

LÆS OGSÅ: Snot og forkølelse – hvad er fup og fakta

En ært i næsen

Man kan næsten se det for sig: et barn og en ært – eller en perle. Og en pludselig lyst til at prøve at se, hvad der sker, når man putter den op i næsen. Hvis uheldet er ude, og ærten sidder fast, eller du ikke kan se den, så lad være med at pille for meget. Ring hellere til egen læge eller vagtlægen, og få en aftale om at komme forbi og få taget ærten ud. Jo mere I piller, desto sværere kan den være at få ud.

LÆS OGSÅ: Hvornår må du lyve for dit barn?

Blæs den ud

I nogle tilfælde – men kun hvis du kan se ærten – kan du lokke dit barn til at puste den ud selv med et friskt fnys eller nys. Du kan også forsøge dig med et såkaldt motherskiss, hvor du, lidt ligesom ved kunstigt åndedræt, lægger din mund over dit barns mund, holder for det ­næsebor, der ikke har fået besøg af ærten, og blæser hårdt en enkelt gang. På den måde kan du måske puste ærten ud. Du må kun prøve en eller to gange. Ellers kontakt lægen.

Kan ende i lungerne

I langt de fleste tilfælde er det ikke ­farligt at få en ært i næsen. Men hvis den sidder i svælget, kan den potentielt ende i luftrøret i stedet for spiserøret og derefter i lungerne, hvis barnet ­kommer til at suge den ind. Det er farligt, så kontakt lægen, hvis ærten sidder så langt inde, at I ikke kan se den. Dog er det en skrøne, at ærten kan ende i hjernen – det kan den ikke.

En stinker

Det kan ske, at dit barn glemmer at ­fortælle, at han har puttet noget op i næsen. Med tiden vil I opdage det, når næsen bliver tilstoppet og ildelugtende. Og der kan gå infektion i det. Hvis du har mistanke om en gemt ært eller perle i næsen, så kontakt lægen, som kan fjerne fremmedlegemet med eksempelvis en pincet, tang eller sug. Det kan være lidt ubehageligt, men det gør sjældent ondt.

Lad dem pille

De fleste af os er opdraget til, at det ikke er pænt at pille næse. Men det er ikke en opfattelse, videnskaben deler – i stedet skal vi bare lade børnene pille, for ­næsepilleriet er et symptom på, at der er noget, der irriterer derinde. Og så skal det jo ud. Næsepilleriet skal nok holde op af sig selv, fordi det på et eller andet tidspunkt bliver socialt uaccep­tabelt – det er de færreste teenagere, der piller næse til klassefesten. Rens eventuelt næsen med saltvand, og lær ungerne at pudse næse. Hvis den lille piller næse i ekstrem grad, så få lægen til at kigge på det.

Puuuuust

Snottet flyder, og dit barn snøfter og snøfter. Men pudse næse, det gider han ikke. Det kender vi godt, så her kommer et lille pudse-næse-kursus. Trin 1: Start med at lære ham at puste luft ud, først med munden. Kombiner det for eksempel med at puste med sæbebobler eller en bordtennisbold hen over bordet. Trin 2: Pust luft ud af næsen. Vis, at man kan lukke det ene næsebor og kun puste luft med det andet. Trin 3: Kombiner nu øvelsen med snotpapir, hvor det altid er spændende at se, hvad der kommer med ud. Trin 4: Husk at vaske hænder bagefter.

Snot – året rundt

Går dit barn rundt med ellevetaller under næsen året rundt, eller trækker han kun vejret gennem munden, så er det en god ide at få næsen tjekket hos en øre-næse-hals-læge (kræver henvisning fra egen læge). Det kan nemlig være et symptom på polypper eller noget andet, der lukker til på bagsiden af næsen.LÆS OGSÅ: Jonas får dræn i ørene

Næsen følger med

Næsen vokser i takt med resten af kroppen. Det vil sige, at næsen hos piger stopper med at vokse i cirka 16-årsalderen, mens det er lidt senere hos drenge, hvor det er cirka 18 år. Hos nogle mænd vokser næsen dog hele livet.

Bussemænd som vitaminer?

En tysk lungespecialist mener, at bussemænd styrker immunforsvaret, fordi du på den måde fodrer dig selv med bakterier og virus, lidt ligesom med vaccinationer og derved bliver mere modstandsdygtig. Men der er ingen videnskabelige beviser for, at I kan erstatte vitaminpillerne med bussemænd derhjemme, for når bussemænd spises, ryger de ret hurtigt i maven, hvor mavesyren nedbryder dem, og derfor er teorien ikke ­videnskabeligt bekræftet.

Brækket næse?

Børn er så bløde i skelettet, at de yderst sjældent brækker næsen. Men hvis du oplever, at næsen er skæv, er det en god ide at ­kontakte lægen, så barnet kan blive ­undersøgt.

Blodtud

På skadestuen er næseblod en af de hyppigste skader, børn kommer med. Hvis I ikke kan stoppe blødningen, skal I kontakte egen læge eller vagtlægen, som kan sende jer videre til skadestuen, hvor de vil tjekke, om der er sket skade på den væg, der adskiller de to næsebor, eller om der er en blodansamling ved næseskillevæggen.

Sådan stopper du næseblø­dning

Hvis blodet fosser, så hjælp dit barn med at komme op at sidde. Tryk næsen sammen fra side til side med hovedet let foroverbøjet, og hold trykket uafbrudt i nogle minutter. På den måde vil de fleste blødninger standse i løbet af nogle få minutter. For at standse blødningen hurtigere, kan du forsøge at holde en kold klud over næseryggen, ­eller I kan prøve at lade nogle isterninger smelte
i munden.

Kilder: Jesper Højager Fabech Bille, uddannelsesansvarlig overlæge, ekstern lektor på Øre-næse-hals-afdelingen på Aarhus Universitetshospital, Anette Bäckström, afdelingssygeplejerske fra skadestuen på Aarhus Universitetshospital, sundhed.dk og videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: I institution for første gang

LÆS OGSÅ: Sundhed: Du slapper heeeeeeelt af …

LÆS OGSÅ: Madlavning med de mindste