"Det var vildt at opleve en jordemor, der havde tillid til min krop"
Anne valgte at føde på privat klinik efter en barsk første fødsel. Anden gang var hun meget mere tryg.
Faktaboks
Baggrund
Annes første fødsel var dramatisk; hun blev sat i gang, der kom elektroder på babyens hoved, der var mange mennesker i rummet, og hun var utryg og kunne ikke arbejde med veerne. Denne gang håber hun på en anderledes fødsel og har fravalgt hospitalet til fordel for en lille klinik med en privat jordemor, som hun kender og er tryg ved.
Klokken tre om natten dagen før termin går vandet. Nervøsiteten melder sig med vandet, for hvad skal der ske nu? Jeg har ikke prøvet selv at gå i fødsel før, så jeg ringer straks til min jordemor, Anne, men jeg har ikke veer endnu. Hun beder mig gå i seng igen, men jeg kan da ikke sove! Veerne begynder så småt, og de bider lidt, men jeg kan godt holde det ud endnu.
LÆS OGSÅ: Den samme fødsel oplevet som far og jordemor
Klokken 7.45 er der fire minutter mellem veerne. Nu gør det ondt, og jeg har brug for tryghed og hjælp, så vi kører ned til klinikken. Jeg slapper med det samme mere af, da jeg ser Anne. Hun masserer min lænd og opfordrer mig til at stole på min krop. Jeg når at tænke, at det er mærkeligt, at hun ikke undersøger, hvor langt jeg er i fødslen, men ellers gør det så ondt, at jeg kun kan koncentrere mig om at trække vejret gennem veerne. Kasper pumper fødekarret op, og jeg kommer i det klokken ni. Åh, det lindrer!
LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel: “Jeg ville have en unik oplevelse”
Anne siger pludselig, at jeg gerne må presse, hvis jeg føler for det. Allerede? Jeg føler, det går rigtig stærkt. Men så kommer presseveerne, og jeg kan ikke lade være med at presse med. Jeg ‘falder væk’ mellem veerne og bliver faktisk lidt bange for, om det er normalt. Anne siger, at det er min krop, der samler kræfter, og jeg stoler på hende, selv om det er ubehageligt. Klokken ti begynder jeg for alvor at presse. Det gør vanvittig ondt, og jeg føler ikke, at der sker noget, selv om jeg presser løs.
Pres – NU!
Jeg er ved at give op efter en time. Jeg er udmattet og føler ikke, der er nogen fremgang, uanset hvor meget jeg presser. Anne har sagt, at jeg skal følge min krop – men pludselig siger hun: ‘NU skal du presse!’. Jeg kan mærke, at det er alvor, men når ikke at tænke over hvorfor – jeg presser bare, uden presseveer og med et brøl, for jeg fornemmer, at nu skal babyen ud.Klokken 11.20 føder jeg og trækker selv babyen op af vandet. Hun ligner storesøster på en prik, tænker jeg. Lige så lille og fin. Nogle minutter senere går det op for mig, at det er en dreng – og at han vejer knap fem kilo! Havde Anne fortalt mig det under fødslen, ville jeg nok have været mere opgivende; jeg ved ikke, om jeg kunne have fået ham ud. Lillebror er glubende sulten, og jeg har heldigvis mælk klar, da jeg stadig ammer storesøster, så han sutter løs og sover så i flere timer.Hold op, hvor gør de efterveer ondt! De vælter ind over mig, og jeg priser mig lykkelig for, at lillebror sover tungt. Ved 13-tiden prøver jeg at rejse mig, fordi jeg skal på toilet, men det sortner for mine øjne, jeg er ved at besvime. Jeg bliver forskrækket og ked af det, for jeg havde drømt om, at vi skulle være hjemme til eftermiddagskaffen, og jeg vil hjem nu. Anne tager mit blodtryk 800 gange, men jeg får det ikke bedre og når at tænke, om jeg ender på hospitalet alligevel.LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Fødselsøvelser der durVed 17- tiden siger Anne, at hun kan blive nødt til at indlægge mig, og jeg ryster og græder, for jeg har det så skidt og kan ikke overskue en firesengsstue uden ro. Men hun ringer efter en anden jordemor, og de får mig sammen på benene. Det er, som om jeg får mere ro i kroppen, da der er en ekstra person, så en kan holde øje med lillebror, mens de to andre hjælper mig.Sejt at føde kæmpe krabat
Fødslen har gjort sindssygt ondt, og det var ubehageligt at have det dårligt bagefter, men det har også været vildt at opleve en jordemor, der havde tillid til min krop i stedet for at gribe ind med medicin og instrumenter som under min første fødsel. Det gjorde mig tryg, selv om jeg var i smerte. Det var det eneste, jeg ønskede af denne fødsel: at føle mig tryg. Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg var ved at føde en kæmpe krabat, ville jeg nok ikke have følt mig så tryg, så jeg er glad for, at jeg ikke anede noget om det.
Men nu synes jeg, det er ret sejt, at jeg har klaret at føde et barn på knap fem kilo. Jeg kunne ikke have gjort det uden Kasper‚ han var min klippe – bortset fra da han næsten besvimede. Vi havde jo været i gang hele natten uden vådt eller tørt. Han synes vist også, det er ret hårdt at føde.
Faktaboks
Tal din fødsel igennem
Hver en fødsel er unik, men du kan godt have en fornemmelse af, at din fødsel var ekstraordinært dramatisk eller ualmindelig, selv om den – ifølge din jordemor – er gået lige efter bogen. Der kan også være ting, du ikke husker, og du kan have masser af spørgsmål til forløbet, og så kan det være rart at få talt fødslen igennem med din jordemor. Har du behov for det, så ring til dit fødested, og bed om efterfødselssamtale – du har krav på det.
Kilde: Jordemor Anne Ruby.