Dit barns sanser: Følesansen
SPONSORERET indhold

Dit barns sanser: Følesansen

I den spæde begyndelse er hud mod hud med mor eller far den bedste måde at stimulere følesansen. Senere er det skønt for baby at føle kattens bløde pels, tjekke regnormens konsistens, mærke mudderet mellem fingrene eller lade regnen dryppe på ansigt og hår.

Af:: Malene Lundahl, Vores Børn, september 2010
21. sep. 2010 | Børn | Vores Børn

Forestil dig, at du aldrig havde haft tøj på, aldrig havde mærket luft mod din hud eller fornemmet et kærtegn. At det at få tøj på var en enorm oplevelse, og at et kærligt strøg over ryggen satte en eksplosion af sanseindtryk i gang.

For slet ikke at tale om, når du for første gang mærkede efterårsblæsten mod kinderne eller det kolde pust fra et åbent vindue. Sådan er virkeligheden for det nyfødte barn, som aldrig har prøvet andet end at ligge i din beskyttende mave. Pludselig får kroppens følesans stimulanser fra alle fronter – via svingende temperaturer, tryk fra at ligge eller blive båret og tøjets friktion mod huden. En vild cocktail efter ni måneder i livmorens tempererede vandland!

Undersøge og beskytte
Følesansen kaldes også den taktile sans. Den registrerer varme, kulde, smerte og tryk og genkender strukturer i overflader, former og konsistens. Sansen stimuleres især gennem kroppens største organ, huden, men også gennem sanseceller i slimhinder, for eksempel i munden. Følesansen beskytter og undersøger. Den beskyttende følesans får barnet til at trække hånden til sig, hvis det rører en brændenælde eller kommer for tæt på stearinlyset. På den måde beskytter følesansen baby mod farlige situationer. Den undersøgende følesans er en medfødt refleks, som får den lille til at mærke sig frem helt fra starten. Det er for eksempel den undersøgende følesans, der gør, at selv få minutter gamle børn kan føle sig frem til mors bryst og den livsvigtige mælk. De to følesanser, den beskyttende og den undersøgende, er sammen med til at sikre barnet overlevelse og til at lære barnet om kropsfornemmelse: Hvad hører med til min krop, og hvad gør ikke?

Hud mod hud, tak
Barnets taktile sans udvikler sig enormt det første leveår – fra den første sårbare tid, hvor sansen er helt ‘jomfruelig’, til din tumling et år senere har gjort sig en masse erfaringer med kroppen. I den første tid er hud mod hud noget af det skønneste, du kan udsætte dig selv og baby for. Ved fødslen bliver alle raske nyfødte da også som det første lagt op på mors bryst.

Dels beroliger det baby at høre den velkendte lyd fra mors hjerte og mærke de vuggende bevægelser fra hendes vejrtrækning oven på en anstrengende fødsel. Dels styrker de intense øjeblikke det følelsesmæssige bånd imellem jer. Det er kort sagt naturens genvej til at sikre overlevelse for den nyfødte. Hud mod hud er også med til at stabilisere babys blodsukker, reducere stresshormoner og give en roligere vejrtrækning. Faktisk viser erfaringer fra hospitaler, at syge eller for tidligt fødte

børn ofte kommer i markant bedring, blot ved at få direkte hudkontakt på mors bryst. Ammer du, har

du og baby naturlig hudkontakt via bryst og mund, men også flaskebørn har glæde af den tætte kontakt. Læg barnets kind, så den hviler mod din bare arm eller mave, mens den lille får flaske. Far kan også lade baby ligge nøgen på brystkassen med et tæppe over. Nu kan baby ikke bare mærke sin fars hud, men også høre hans hjerte og indsnuse hans trygge duft– ren lykke for begge parter.

Bedre motorik og balance

Som baby bliver større, vil især følesansen i munden blive en dominerende måde at lære verden at kende på. Først er det hænderne, baby sutter på, og siden alt inden for en armslængdes rækkevidde – fra fødderne og babylegetøjet til hundens hale og din mobiltelefon.

Forskning viser, at børn, der får trænet følesansen, styrkes motorisk og bliver bedre til at bevæge sig. Huden bombarderes med sanseindtryk, når den lille rod vælter sig rundt i sofaens pudeland eller plasker vildt i badet, og det sætter turbo på udviklingen af blandt andet evnen til at balancere og udføre præcise bevægelser.

Ligesom din tale bliver ulden efter en bedøvelse hos tandlægen, så bliver dit barns bevægelser også ‘uldne’ og upræcise, hvis følesansen ‘bedøves’. Så pil tøjet af den lille, og kom i gang med at stimulere følesansen under fødderne, på ryggen, i hovedbunden, på hænder og arme – over hele kroppen.

Læs på næste side, hvordan du kan stimulere dit barns følesans

Sådan stimulerer du babys følesans

0-3 måneder

– Læg baby hud mod hud på fars eller mors brystkasse. Træk vejret roligt, og nyd samværet.

– Børst babys hoved med en blød babybørste. Det forebygger arp og udvikler følesansen.

– Bær eventuelt den lille i en slynge eller bæresele. I har tæt kontakt, og samtidig stimuleres motorik og kropsbevidsthed via dine bevægelser.

3-6 måneder

– Pust baby blidt, når I pusler, for eksempel på den bare numse, på halsen eller i ansigtet.

– Klø baby på ryggen, og nyd det salige udtryk i det lille ansigt.

– Lad baby mærke dit hår glide hen over ansigtet. Frynserne på et tørklæde kan også bruges.

6-12 måneder

– Lad den lille mærke havens græsplæne, strandens sand eller stuens gulvtæppe under de bare fødder.

– Tag baby med i brusebad, og mærk sammen vandet mod den nøgne hud. Hold godt fast på den lille glatte krop!

– Giv baby en afslappende massage før sengetid ved for eksempel at ælte arme, ben, hænder og fødder blidt.

1-3 år

– Leg med isterninger på en varm dag: Kør dem op og ned af barnets arme eller ben, eller lad dem smelte i munden.

– Tegn figurer i håndfladen eller på ryggen – en sol, en blomst eller et regnvejr, som prikker blidt.

– Leg føleleg ved at tage bind for øjnene eller gætte ting i en pose. Giv forskellige ting med varieret struktur, for eksempel en nopret appelsin, en kold metalske eller en blød tot vat.

– Giv den lille en fjer, og lad ham kilde dig eller sig selv under fødderne, på maven eller under hagen.

– Leg, at barnet er et brød, som skal bages: Først skal ‘dejen’ æltes, så prikkes, så pensles, og til sidst skubbes ind i ovnen og tages ud igen. Til sidst skal barnet/brødet spises – af mor.

Kilde: Læge Pernille Pedersen