Lugtesans
SPONSORERET indhold

Dit barns sanser: Lugtesansen

Babys lille opstopper er et organ med stor betydning. Dit spædbarn bruger lugtesansen til at lære dig at kende og finde frem til din mælk, og i takt med at barnet bliver større, lagrer dufte sig som gode og dårlige minder i den lille hukommelse.

Af:: Malene Lundahl, Vores Børn, maj 2010 Foto: Colourbox
08. jul. 2010 | Børn | Vores Børn

Har du prøvet at stikke næsen ned til en nyfødt for at indsnuse lugten af mælk og blød babyhud? Så ved du, hvor fantastisk duften af baby er. Den må være den reneste og mest uspolerede duft i verden, og den går lige i hjertet på de fleste – i hvert fald af hunkøn.

LÆS OGSÅ: Dit barns sanser: Smagssansen

Lugtesansen er en basal sans, både hos børn og voksne. Den kan ikke ‘slås fra’ og påvirker dig på både positiv og negativ vis ved at sende signaler til din hjerne om det, der omgiver dig. For os voksne er lugtesansen én blandt mange sanser, men for din nyfødte trold er næsen det vigtigste af alle sanseorganer. Det er nemlig via lugtesansen, at din baby både finder mad og skaber relationer til sin nære omverden, forklarer ledende børnelæge på Hvidovre Hospital Klaus Børch.

“Allerede i fostertilstanden er lugtesansen meget veludviklet, hvilket siger noget om sansens vigtighed rent overlevelsesmæssigt,” forklarer han.

“Lugten af mælk stimulerer nemlig lysten til at sutte, og for en nyfødt er det en livsnødvendighed at kunne tage føde til sig fra første dag. Små børn er så at sige afhængige af at kunne lugte, hvorimod for eksempel synssansen først færdigudvikles i løbet af de første tre måneder.”

Forskning viser desuden, at for tidligt fødte, som udsættes for duften af mælk, sutter længere og hurtigere bliver udskrevet fra hospitalet.

Den usynlige navlestreng

Også på andre områder spiller lugtesansen en vigtig rolle i forhold til at skabe en god start på livet. Din baby bruger nemlig sin næse til at knytte bånd til dig og far via jeres kropslugt. Allerede i din mave kan baby ‘smage’ din duft, når fostervandet passerer gennem mund og svælg. Din kropslugt, dine spisevaner og dit stofskifte er den lille altså allerede bekendt med inden fødslen.“Forsøg med spædbørn viser, at de vender hovedet mod mors lugt, selv i sovende tilstand. Babyen kan altså tydeligt skelne mellem sin mor og andre kvinder, hvilket også forklarer, hvorfor den lille er mest tilbøjelig til at falde til ro i netop dine eller fars arme. Der føler barnet sig simpelthen tryggest,” forklarer Klaus Børch. På samme måde får for tidligt fødte altid et stykke tøj, et ammeindlæg eller lignende med mors duft med sig i kuvøsen for at skabe et element af tryghed og genkendelse i det sterile hospitalsunivers.

Hud mod hud

Den usynlige duft-navlestreng går også den anden vej. Forskning viser nemlig, at også du selv vil kunne genkende lige præcis din babys duft blandt mange spædbørn. Lidt ligesom du måskepå lang afstand kan afgøre, om det er dit barn, der græder.“Den nyfødte er afhængig af omsorg og kærlighed, og derfor har naturen indrettet det så smart, at en mor meget hurtigt skaber tætte bånd til sit barn via babys unikke duft. Dermed minimeres risikoen for, at den nyfødte bliver forladt af sin mor,” fortæller Klaus Børch.LÆS OGSÅ: Dit barns sanser: SynssansenEn måde at styrke duftrelationen mellem jer selv og baby på er at lade baby ligge hud mod hud på brystet af både dig og far. På den måde kommer I helt tæt på hinanden, og du får endda lejlighed til at nyde babys nøgne, bløde hud. Den nære kontakt kan dyrkes helt fra fødslen og gerne dagligt. Husk ikke at være for ivrig med vaskekluden i de første intense dage – hverken på jer selv eller den nyfødte.

Farvel til Chanel

Det er især i den første tid, at de tætte bånd mellem dig og dit barn knyttes. Derfor er det ifølge sygeplejerske Lotte Nørreslet på Neonatalafdelingen på Hillerød Sygehus utrolig vigtigt, at du er opmærksom på forstyrrende dufte, som kan ‘overdøve’ din egen kropsduft.“Jeg plejer at sige til nybagte forældre, at de skal begrænse brugen af parfume eller som minimumundlade at påføre den på de områder af kroppen, som barnet er mest i kontakt med. Hvis du ikke er villig til at sige helt farvel til Chanel no. 5, så sprøjt den for eksempel i nakken i stedet for på brystet,” råder hun – og dét er i det hele taget en god idé langt op i barndommen, hvor du nusser og kysser dit barn dagligt.Sanserne hos en nyfødt er helt rene og jomfruelige, og kunstige dufte som fars aftershave, din dyre håndcreme eller cigaretrøg kan virke meget voldsomme. Faktisk vender små børn ofte hovedet væk fra stærke dufte. Derfor opfordrer Lotte Nørreslet også til at tænke over, hvilke duftstoffer der ellers omgiver barnet i dagligdagen.LÆS OGSÅ: 9 gode stykker babylegetøj der udvikler og styrker barnet“Din baby er jo ligeglad med, om sengetøjet dufter af lavendel. Hun vil faktisk foretrække, at det dufter af din mælk eller fars armhule,” siger hun.“Kunstige duftstoffer, som findes i alt fra babycremer og bleer til skyllemiddel og legetøj, øger tilmed risikoen for, at dit barn udvikler allergi og overfølsomhed. Prøv så vidt muligt at undgå dem helt.”

Sætter turbo på hukommelsen

I takt med at dit barn bliver ældre, integreres lugtesansen med de øvrige sanser, blandt andre synssansen, som bliver mere dominerende. Men dit barn vil gennem hele sin opvækst bruge næsen til at skelne godt fra dårligt, farligt fra ufarligt.“Lugtesansen er en vigtig vej til at lære om vores omverden. Barnet bruger for eksempel sin lugtesans til at identificere ‘farlige’ genstande, det møder på sin vej,” fortæller børnelæge Klaus Børch.“Ting, som lugter dårligt, for eksempel fordærvede madvarer, ekskrementer fra dyr eller skrappe kemikalier fortæller instinktivt barnet, at det er farligt og ikke skal puttes i munden.”Næsen er også en genvej til hukommelsen – noget, de fleste voksne vil kunne nikke genkendende til. Duften af hyben kan pludselig fremkalde minder fra barndommens stranddage, eller den skønne duft af nybagte pandekager får billeder frem fra mormors hyggelige stuer.“Hukommelse og lugtesans er tæt knyttet, og forsøg med rotter viser, at man kan ændre adfærd ved at blive påvirket positivt eller negativt med duftimpulser. Kroppen husker allerstærkest med lugtesansen, og minder, som er knyttet til en duft, er dybt lejret i hukommelsen – fra vi er ganske små.Derfor vil et liv uden lugtesans også være et fattigere liv med færre oplevelser,” siger Klaus Børch.LÆS OGSÅ: Fuld fart frem: Derfor løber børn i stedet for at gå

Stimulér dit barns lugtesans

0-1 årBrug så lidt parfume og anden kunstig duft som muligt i den første tid. Lad den nyfødte ligge hud mod hud på dit bryst, så I kan lære hinandens kropsdufte at kende. Vær kritisk over for duftstoffer i vaskepulver, creme og legetøj. Skån babys jomfruelige lugtesans for kunstige dufte, som også kan være allergifremkaldende.1-2 årTag din baby med ud at dufte til blomsterbedets flor, det nyslåede græs eller den våde jord. Lad også den lille dufte til maden, når I er i køkkenet sammen. Snus til ingefæren, kaffeposen, den nyskrællede mandarin eller bollerne i karry.2-3 årLav et lille krydderurtebed med for eksempel persille, timian, rosmarin og basilikum, som I kan plukke af og dufte til. Har I ingen have, så køb krydderurter i potter til vindueskarmen. Sæt fokus på lugtesansen, når I leger ude: Hvordan dufter forårets første erantis, tangen på stranden om sommeren eller de våde blade om efteråret?3-5 årLeg ‘gæt en duft’. Giv barnet bind for øjnene, og præsentér hans næse for en appelsinskræl, en stang kanel, et friskbagt brød eller en kvist lavendel. Inddrag også gerne ‘ubehagelige’ dufte som stærk ost, røget fisk eller et rengøringsmiddel.

Problemer med lugtesansen

Meget få børn fødes uden at kunne bruge næsen. Kun yderst sjældent kan en hjerneskade, en medfødt defekt eller en luftvejssygdom skade lugtesansen. Oplever du, at dit barn ikke reagerer på for eksempel stærke lugte, skal du søge læge for at få undersøgt den lille for blandt andet polypper.