Dramatisk fødsel
SPONSORERET indhold

Min fødsel: Dramatisk fødsel i Holland

Særlige regler og en ­dramatisk biltur var blot en lille del af ­Diannes fødsel på hollandsk.

Af:: Kristine Høeg Foto: Privat
24. apr. 2017 | Børn | Vores Børn

Jeg flyttede til Holland for cirka fire år siden, da jeg blev tilbudt et spændende job, og jeg har boet her lige siden, så det er naturligvis også her, jeg fødte. Og det var noget af en oplevelse, da jeg hverken taler sproget eller kender deres sundhedssystem. Det skulle vise sig, at det er meget anderledes end det danske.

Min graviditet var gået rigtig godt, men jeg var blevet kæmpestor, og jeg havde fået at vide, at mit barn også ville blive rigtig stor. Så i dagene op til fødslen var jeg både spændt og bange, for jeg havde hørt en del skrækhistorier. Jeg havde besluttet mig for, at jeg gerne ville have smertebehandling undervejs, men det blev slet ikke aktuelt – selv om fødslen gjorde rigeligt ondt.

Jeg vågnede kl. 03.31 ved de første veer, men allerede der gjorde det så ondt, at jeg ikke kunne sove videre. Jeg gik nedenunder for at se en film, mens resten af huset sov. Hver gang jeg fik en ve, rejste jeg mig op og lavede cirkelbevægelser med hofterne, hvilket mindskede smerterne lidt. Jeg var ofte på toilettet, og kvalmen havde også meldt sig.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: "Hun måtte tilkalde en læge, da jeg var bristet"

Den hollandske 1-1-5-regel

I Holland kommer jordemoderen hjem til dig inden fødslen, og man går efter den såkaldte 1-1-5-regel. Den betyder, at du først ringer efter jordemoderen, når du i en time har veer, der varer et minut, og at der er fem minutter mellem hver ve. Derfor sad jeg og skrev ned på et stykke papir, så jeg kunne følge med i, hvornår vi skulle ringe.Jeg vækkede først min mand, lige inden jeg ringede til jordemoderen, og vi besluttede os for at lade min mor, der var kommet til fødslen, sove videre. Jeg tog et varmt brusebad, mens vi ventede på jordemoderen, men jeg brød mig ikke om det, så det virkede slet ikke afslappende.Da jordemoderen ankom, var jeg tre centimeter udvidet, og i Holland må man først komme på hospitalet, når man er mindst seks centimeter udvidet.Jeg brugte tiden på at forsøge at slappe af og lindre smerterne, blandt andet ved at sidde på en bold, mens min mand hjalp ved at give mig massage og hårde tryk på lænden. Jeg prøvede også et karbad, og det virkede godt på smerterne.LÆS OGSÅ: Min fødsel: Først skete der intet – så gik det stærktMin mor vågnede omkring klokken 05, mens jeg lå i badekarret, så hun fik noget af et chok, da hun opdagede, hvor langt vi var kommet. Hun spurgte jordemoderen, hvor længe veerne havde varet, og da hun hørte svaret, fortalte hun overrasket, at begge hendes fødsler kun havde taget fire timer fra start til slut. Det fik min jordemor i aktion. Hun fik mig op fra badet med det samme, så hun kunne se, hvor langt jeg var – det viste sig, at jeg 10 centimeter udvidet. Hun spurgte, om jeg stadig ville på hospitalet, for så skulle vi straks af sted.I Holland er det meget normalt at føde hjemme – helt op mod 30 procent af alle fødsler er hjemmefødsler – men jeg havde på forhånd besluttet at føde på hospitalet. Nu kom jeg dog i tvivl. Det var jo gået så godt frem til nu.Heldigvis rådede min mand mig til at holde fast i det, jeg havde ønsket – og hospitalet var kun 15 minutters kørsel væk.

Lille størrelse med lungebetændelse

Det var ikke nogen rar biltur – det var så ubehageligt at sidde ned. Jeg fandt bagefter ud af, at jordemoderen havde sagt til min mand, at han selvfølgelig skulle overholde færdselsloven, men ellers træde sømmet i bund.

Nærmest i samme øjeblik vi ankom til hospitalet, gik jeg fra udvidelsesfasen til pressefasen – og det gjorde bare afsindigt ondt.

På grund af smerterne udviklede jeg en mental blokade, der gjorde, at jeg ikke kunne presse. Der gik halvanden time, før jeg begyndte at presse – og det var kun, fordi jordemoderen havde talt med store bogstaver. Jeg kunne ikke ligge på ryggen, så hun fik mig op på alle fire, og det fungerede supergodt. Det var så underlig en proces; jeg kunne mærke min søns hoved bevæge sig nedad – som et enormt tryk hele vejen igennem. Min mor og min mand var så vigtige i pressefasen, de blev med at støtte og heppe på mig – mine uundværlige cheerleaders. I løbet af en halv time var min lille skat ude.

Lille Erik – han er opkaldt efter min afdøde far – blev lagt på mit bryst, men desværre ikke ret længe. Det viste sig, at moderkagen ikke kom ud, og pludselig var den en masse læger omkring mig. Det havde der ikke været før, da det er meget normalt, at fødende i Holland ikke ser en eneste læge undervejs, hvis bare fødslen forløber normalt.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: "Det er sgu sådan, man føder et barn!"

Jeg blev kørt til operationsstuen, og samtidig undersøgte de Erik, som også pludselig var blevet sløj. Jeg nåede dog ikke rigtigt at opfatte situationen, da jeg blev kørt væk i en fart. På opvågningsstuen blev jeg ved med at spørge efter min søn, og da jeg kom tilbage til vores stue, fandt jeg ud af, at han var født med lungebetændelse og skulle have antibiotika.

Han var tilkoblet en masse slanger, og det var uhyggeligt at se min nyfødte søn sådan – men han fik det langsomt bedre. Efter ti dage på hospitalet var vi endelig klar til at tage hjem. Jeg føler mig så heldig og velsignet, at jeg har en sund lille guldklump. Han bliver bare dejligere og dejligere hver eneste dag. 

LÆS OGSÅ: Graviditeten set igennem fars øjne

LÆS OGSÅ: Gravid som 40-årig: Graviditeten har lukket mig ind i kvindernes inderkreds"

LÆS OGSÅ: De 10 største bekymringer som gravid