Efterfødselsreaktion
Foto: Privat | Mette Aaen fik en efterfødselsreaktion, da hun blev mor til datteren Lærke.
Vores Børn

Efterfødselsreaktion

Mette fik en efterfødselsreaktion: ”Jeg var sikker på, Mads og Lærke var stillet bedre, hvis jeg ikke var her”

Mette Aaen oplevede en følelse af magtesløshed, når hun var alene med sin lille datter. Alligevel mente hendes læge ikke, at en ressourcestærk mor som hende kunne have en efterfødselsreaktion.

Af Mette Aaen 04.okt.2017 Børn

Efter en nem graviditet fødte jeg min datter Lærke i sommeren 2016. Fødslen var stort set ukompliceret med hjælp fra rigeligt lattergas. Jeg havde inden da læst om, at nogle mødre ikke blev ramt af denne her totale lykkefølelse, når de havde født deres barn, men jeg havde da alligevel regnet med, at jeg selvfølgelig ikke faldt i den kategori. Så da jeg lå der med Lærke på min mave og ikke på nogen måde svævede på en lyserød sky, blev jeg ret forbavset over mig selv. Få minutter efter fødslen af min datter havde jeg allerede fejlet som mor første gang.

Fejlslået amning

Jeg var et menneske, der gerne ville gøre alting perfekt ‐ 100%. Så da amning kom op og køre nogle dage efter, vi var kommet hjem fra barselshotellet, var jeg glad og stolt ‐ for en god mor ammede da sit barn. Amning var meget energislugende, jeg faldt ofte i søvn undervejs, men så længe Lærke var mæt, gik det nok. Men så ramte brystbetændelsen første gang. Med næsten 41 i feber startede jeg op på penicillinkur, desværre uden information om, hvor ondt spædbørn kan få i maven af penicillin. Så da Lærke have skreget næsten uafbrudt i 10 dage af, hvad jeg troede var sult, og jeg i takt med Lærkes gråd havde følt mig mere og mere uduelig som ammende mor, havde jeg fejlet som mor så mange gange, at det ikke kan tælles på to hænder. Og da sundhedsplejersken fortalte, at Lærke ikke havde taget nok på, og at jeg skulle amme endnu mere, fik jeg banket godt og grundigt ind i mit hovede, at jeg var en fiasko, og at jeg nok aldrig skulle være blevet mor. Den påstand blev desværre bakket op af alle dem, som påtalte, hvor lille og smal Lærke var, eller de, som kommenterede på, om ikke hendes gråd skyldtes sult.

Da Lærke var tre måneder og stadig ikke tog nok på, var sundhedsplejerskens eneste råd at amme hver eneste gang Lærke lavede et klynk, dvs. fire gange i timen. Jeg lykkedes stadig ikke med at give hende i nærheden af nok mad og var nu sikker på, at jeg ikke var den rette mor for Lærke. For hvilken god mor kan ikke opfylde sit barns basale behov? Når hun klynkede havde jeg mest af alt bare lyst til at lade hende ligge, for hvad hjalp det at tage hende op, når jeg alligevel ikke var god nok hverken til at amme eller trøste mit sultne barn. Min første redning blev en anden sundhedsplejerske, som efter fire måneders amme‐nedtur foreslog mig noget, jeg i min vildeste fantasi aldrig havde forestillet mig skulle ske; at give Lærke en flaske med modermælkserstatning ‐ tak!

LÆS OGSÅ: Amning eller flaske: Det rammer hårdt, når andre mener, du ikke gør det godt nok

Ulykkelig og magtesløs

Tilbage i tiden, da Lærke var kun tre uger, startede Mads i nyt job. Desværre et job som bød på rigtig meget overarbejde. Ordningen var sådan, at Mads kunne bruge sit overarbejde til at afholde afspadsering ‐ men desværre ikke, når han selv ville. Hver gang Mads ringede hjem og sagde, at der var overarbejde igen i dag, græd jeg af magtesløshed i telefonen. Jeg følte mig som laveste prioritet og svigtet af min eneste klippe, og jeg trængte til, at nogen tog sig af mig, bare mig. Mads forsøgte at yde sit bedste både på hjemmefronten og på sit nye arbejde, og for ham var det hårdt at føle sig utilstrækkelig hjemme og samtidig forpligtet på arbejdet. Månederne med overarbejde fik desværre lov til at fortsætte alt for længe, og selvom Lærke nu fire måneder gammel fik flaske, men også blev ammet ‐ for det synes min sundhedsplejerske bestemt jeg skulle fortsætte med ‐ var det ikke fryd og gammen hjemme hos os.

Jeg havde det tit svært med, at hun skulle røre ved mig. Babyer i den alder vil gerne have lov at røre ved mors næse, mund eller hår, men jeg kunne ikke holde følelsen af at blive udnyttet ud. Når Lærke krævede noget af mig herhjemme, følte jeg samme magtesløshed, som da jeg ikke formåede at stille hendes sult. Når hun var træt, kunne jeg ikke overskue at lægge hende ud i barnevognen, for tænk hvis hun ikke ville sove, og jeg blev nødt til at tage hende op igen, hvilket var endnu mere uoverskueligt end en træt baby. Når jeg fik taget mig sammen ‐ for det skal man jo ‐ til at vugge hende i søvn i barnevognen, var det ofte med tårerne trillende ned af kinderne af ren og skær ulykkelighed, som jeg ikke vidste hvor stammede fra. Jeg var tit meget nervøs, når hun sov uden for huset nede ved gaden, for tænk hvis nogen stjal barnevognen, hvor hun sov i. På den ene side ville jeg være fri af alle mine bekymringer, og på den anden side ville jeg for alvor og for evigt være stemplet som dårlig mor, hvis det skete. Og gud ske lov for at det aldrig blev til virkelighed.

Jeg havde det også godt hver dag! Når Mads kom hjem fra arbejde, og jeg fik løftet lidt af byrden fra mine skuldre, var jeg rigtig godt tilpas. Med Mads i min nærhed vidste jeg inderst inde, at jeg var god nok, både som mig og som mor. Jeg kunne ikke genkalde de følelser, jeg havde haft i løbet af dagen, det virkede alt sammen meget uvirkeligt, og jeg kunne mærke, hvordan jeg elskede Lærke og følte glæde over at være en familie på tre. Heldigvis havde jeg også en fantastisk mødregruppe, hvor det var tilladt at sige, når moderskabet gjorde ondt. Dagene med mødregruppen reddede min barsel fra at drukne i følelser af magtesløshed og svigt.

For ressourcestærk til en efterfødselsreaktion

Lærke var ellers et nemt barn. Hun sov godt både om dagen og natten. Erkendelsen af og kommentarerne om, hvor nem hun var, gjorde næsten følelsen af at være uduelig endnu værre, for hvordan kunne jeg være så dårlig en mor, når mit barn ikke engang havde kolik eller lignende. Det var medvirkende til, at jeg ikke sagde noget om, hvor skidt jeg havde det, når sundhedsplejersken var på besøg, for hun kunne jo se, at mit barn var nemt og kunne det hun skulle. Og jeg ville jo også gerne fremstå som overskudsmor, der både havde gjort rent, ryddet op og koordinationstrænet med Lærke i løbet af formiddagen.

Da Lærke var otte måneder gammel, skrev jeg alligevel en sms til min sundhedsplejerske. Jeg var ulykkelig, jeg følte ikke, at jeg slog til, og jeg var sikker på, at både Mads og Lærke var stillet bedre, hvis jeg ikke var her. Når jeg gik over vejen, håbede jeg, at en bil ville overse og køre mig ned, for om ikke andet havde jeg nok et spinkelt håb om, at nogen da så ville tage sig af… mig. Sundhedsplejersken sendte mig til lægen og var egentlig ret bekymret. Hos lægen blev vi enige om, at det vist ikke var så slemt, og at sundhedsplejersken nok havde overdrevet lidt, sådan en ressourcestærk mor ‐ et stempel man får hos lægen ved starten af graviditeten ‐ får jo ikke en fødselsdepression.

Det samme gjaldt resten af det offentlige sundhedssystem ‐ for alting så jo rimeligt godt ud udefra. En måned senere, ni måneder efter jeg blev mor, måtte jeg aflevere et sovende barn i sin barnevogn i den vuggestue, hun sammen med mig havde besøgt to gange. Jeg magtede ikke længere at have ansvaret for hende, selv ikke når hun sov. De efterfølgende dage var jeg ikke alene med Lærke. Bedsteforældre og en mor fra mødregruppen var på skift hos os, indtil Mads havde fri fra job ‐ ”Hvor lavt kan man synke som mor?”, tænkte jeg, selvom jeg godt vidste, det var nødvendigt. Dagen efter tog Mads med mig til lægen. Det her var altså ret alvorligt, selvom jeg sov om natten, var ressourcestærk og havde et nemt barn. Lægen henviste mig til den private psykiatri, og min anden redning blev en privat psykoterapeut hos GAIAinstituttet, som hjalp mig på vej ud af min efterfødselsreaktion.

Efterfødselsreaktion dækker over mange ting

Betegnelsen efterfødselsreaktion dækker over mange reaktioner, herunder fx. fødselsdepression, men bestod i mit tilfælde nærmere af tankemæssige forstyrrelser, såsom tvangstanker og vrangforestillinger i større og mildere grader. Heldigvis er det ikke nødvendigt at have en bestemt diagnose for at få hjælp i privat regi, man kan godt bare have det svært.

Hos psykoterapeuten lærte jeg meget om mig selv og de tanker, jeg har gået med det seneste år. Mit ønske om at være perfekt, gjorde mig sårbar i min nye rolle som mor, hvor jeg konstant selv fodrede mine tanker om ikke at være god nok. Jeg var for eksempel sikker på, at mine svigerforældre syntes, at deres søn havde valgt forkert, da han valgte mig som mor til sine børn. Alt hvad de sagde af, for mig at se, alt for rosende ord og komplimenter, opfattede jeg som falske stikpiller til, hvor skidt jeg klarede det, og at jeg ikke levede op til hverken deres eller mine egne forventninger. I dag ved jeg, at det ikke er sådan, det hænger sammen.

En god nok mor

Mit største wake up call fik jeg til et foredrag med en mor, der havde haft en fødselsdepression. Med tegninger, der symboliserede hendes “ikke god nok”‐identitet og hendes “god nok”‐identitet, lærte jeg, at det ikke er holdbart at leve af andres anerkendelse. Hvis de dage, hvor jeg får ros og anerkendelse for det jeg gør eller de valg jeg tager, er de eneste gode dage, spilder jeg alt for mange dage i mit liv på at bebrejde mig selv og være ulykkelig. Jeg har været nødt til at ændre min basis‐selvopfattelse fra “ikke god nok” til “god nok”, til ikke at have behov for at gøre alting rigtigt og hele tiden være dygtig nok, og til at forstå at jeg har været og er en god nok mor, ud fra de præmisser, jeg har haft. Jeg prøver at forstå, at jeg er god nok i kraft af den jeg er, og ikke det jeg gør. Og så øver jeg mig i ikke at bekymre mig om, hvad andre tænker om mig. Af en eller anden årsag tror jeg altid, at alle andre tænker de værste tanker, jeg har om mig selv ‐ og dét er om noget spild af tid.

Moren til foredraget fortalte om, hvordan de nu havde indrettet deres familieliv sådan, at de ikke behøvede at gøre alting rigtigt. De så sig selv og hinanden ud fra et 80%‐syn. Det betød, at de ikke længere rettede på hinanden. Det var okay ikke selv at være helt perfekt, og at det var okay at ens partner heller ikke gjorde alting helt perfekt. Så længe de gjorde hver deres til 80%, var det mere end rigeligt. Vi har hjemme hos os taget dette princip til os, og derfor kører vi ikke længere på fuldt blus, og det føles faktisk rigtig godt at have skruet vores forventninger til os selv og hinanden en tand ned. Vi øver os i bare at slappe af i at være os selv og vide, at vi er gode nok. Det sidste år har været det værste og det bedste år i mit liv.

Udover at have fået vores dejlige Lærke, er jeg også glad for at have lært så meget om mig selv, men jeg er ked af at mine værste tanker om mig fik lov at få så meget fat og i så lang tid, som de gjorde. Mads og jeg har lært, at hjemme hos os behøver vi ikke være så korrekte, og vi behøver ikke gøre og sige alting til perfektion. Og så har vi lært, at modermælks‐ erstatning i en flaske er langt bedre end en amning, som ikke fungerer. Vigtig viden ‐ med ro i sindet udvider vi nemlig familien med en lille ny til marts 2018.

LÆS OGSÅ: Nybagt mor: Jeg isolerede mig mere og mere, for hvem gider have besøg af et barn, der bare skriger

LÆS OGSÅ: olik: Albert græd 10 timer i døgnet

LÆS OGSÅ: Lær at tyde din babys gråd

dupa

Henter...