Få et barn der strutter af selvværd

Til gengæld er det allerede nu, at du – og pædagogerne nede i vuggestuen – kan begynde at lære ham, hvordan han håndterer sådan en situation, og at han har ret til at sige fra. Sæt dig ned på hug, og sig for eksempel: ‘Karl, jeg kan se, du sad og legede godt. Så tog Viktor din bil. Det må Viktor ikke. Når han gør det, så sig: ‘Stop, Viktor’.

LÆS OGSÅ: Når far siger ja, og mor mener nej

– Vis gerne dit barn, at han kan tage hånden frem, når han siger stop eller nej. På den måde giver du ham et konkret redskab til at håndtere situationen og det overordnede budskab: Du har ret til at sætte en grænse. Samtidig siger du til Viktor, så begge børn kan høre det: ‘Viktor, se, hvor ked af det, Karl blev, fordi du tog hans bil. Nu giver vi Karl bilen og finder en anden god bil til dig.’

Når du har vist børnene, hvordan de kan takle sådan en situation sådan cirka en trillion gange, vil du  pludselig en dag opleve, at Viktor – eller Karl – selv kan klare ærterne.

En to-treårig med et godt selvværd vil på en god dag skynde sig at gemme den eftertragtede bil bag ryggen og give den anden et andet stykke legetøj. Når det sker, ruller du bare den helt store røde løber ud og roser barnet for, at det selv fandt på det!

… hugger et andet vuggestuebarns bil og får at vide,
at det må han ikke?

– En toårig, der hugger en bil og måske kommer til at vaffe lidt til den anden, mens han gør det, har bare set den der enormt lækre bil, han simpelthen må have fingrene i. Han har ikke lært konversationens kunst eller at have empati for andre endnu. Det er OKAY i hans alder, og ikke udtryk for hverken godt eller dårligt selvværd, at han gør det.

– Det er til gengæld nu, du skal sætte ind, hvis du gerne vil have, at han bliver et barn, der hviler i sig selv – altså et barn fuld af selvværd. Pas på med ikke at tolke det som, at det barn der råber højest og får, hvad han vil have er ‘fuld af gåpåmod’ og ved, ‘hvad han vil’.

– Et godt selvværd viser sig (også) i, at man hviler i sig selv, og at man er i stand til at se tingene fra andres perspektiv (det er godt nok flot en bil, men lige nu er der en anden, der har lov til at lege med den).

– Det er klart, at en toårig ikke forstår alt det endnu, men det er, når barnet er mellem to og tre år, det skal lære det. Tænk sådan på det: Vi trækker på smilebåndet af en toårig, der gør det, men en fireårig vil ikke blive elsket for den adfærd! Så lær ham at respektere andres grænser inden da – det er også en væsentlig del af at ave et godt selvværd.

– Det lærer du ham for eksempel ved at sætte ord på sin ubændige trang til det, den anden har. Sæt dig ned på hug og sig: ‘Jeg kan se, du gerne vil gerne have den bil, men vi skubber ikke. Nu får Karl bilen igen, og vi finder en anden til dig.’

– Du beskriver egentlig bare situationen for dit barn og viser, at det er okay at have lyst til noget, men at det ikke er okay at overskride et andet menneskes grænser. Det kan godt være, dit toårige barns verden bryder sammen de første 10 eller 20 gange, du siger sådan. Men vid da, at det er et naturligt udviklingsforløb, fordi et barn fra omkring toårsalderen begynder at forstå, at det har en selvstændig vilje, og at det er muligt at sige ja og nej til ting.

… spørger sin gode ven i børnehaven, om de skal lege, men får et ‘nej, jeg vil ikke lege med dig i dag’ som svar.

– Når man er fire år, er det da dødærgerligt, hvis ens bedste ven ikke gider at lege! Et børnehavebarn, der bliver afvist, vil selvfølgelig blive skuffet, måske også græde eller bare brumme lidt skuffet og spørge: ‘Hvorfor vil du ikke ha’ mig med?’.

LÆS OGSÅ: Sådan sikrer du, at dine børn bliver venner for livet

– Men det, der karakteriserer et barn med godt selvværd er, at hans verden bryder ikke helt sammen over det. Han finder på noget andet, måske med lidt hjælp fra de voksne. Men han magter afvisningen og formår at finde på noget andet selv. Måske kaster han sig over legokassen selv, eller også finder han nogle andre, som godt vil lege.

– Et barn med dårligt selvværd vil derimod gå i opløsning over en afvisning og enten reagere aggressivt og ødelægge det flotte sandslot, som han ikke selv må være med til at bygge. Eller også henter han en voksen og fortæller grådkvalt: ‘Jeg må ikke være med’ og har meget svært ved eller magter ikke selv at komme sig over skuffelsen.

LÆS OGSÅ: Forstå dit barns valg af venner

– Hvis du oplever, at dit barn reagerer sådan, kan du hjælpe ham ved at sige: ‘Vi kan lige spørge igen, om du må være med’, men hvis det andet barn siger nej igen, kan du hjælpe med at komme ud af følelsen ved for eksempel at sige: ‘Prøv at se, der er ikke plads til dig lige i den her leg, men det er ikke, fordi de ikke kan lide dig. Nu hjælper jeg dig med at finde på noget andet sjovt, du kan lege’.

– På den måde lærer dit barn både at se tingene fra andres perspektiv, at det ikke er ham, der er noget galt med, og at han har masser af andre muligheder. Måske kan du hjælpe ham med at komme med ind i nogle andre børns leg eller vise ham noget sjovt, han selv kan lave. På den måde lærer du ham også, at det afvisende barn ikke er den eneste i verden, man kan have det godt sammen med.

Er det udtryk for godt selvværd, når …

… den toårige prøver at tage magten ved at vil bestemme det hele over både kammerater, søskende og forældre?

– En toårig, der vil bestemme alt … nøj, han ved nok, hvad han vil. Han skal nok komme frem i verden. Eller hvad? Vi har en tendens til at tro, at det er udtryk for godt selvværd, når børn allerede som toårige kan tage lederskab. Lige indtil de vil bestemme, om I skal køre i klapvogn eller på cykel hen til vuggestuen, eller om at andet barn må synge eller ej …

– Pointen er, at det ikke har noget med selvværd at gøre. Man er nødt til at forstå, at børn i den alder er små solkonger: De tror, de har uanede evner. Men samtidig har de også rod i deres små hoveder: Hvad kan jeg bestemme og ikke bestemme?

– Det er her, du som den voksne skal sætte ind og tage lederskab og hjælpe din toårige med at regulere, hvad han kan og ikke kan bestemme. ‘Nej, mor bestemmer, at vi cykler’ og ‘jo, Alma må gerne synge, det bestemmer hun selv.’

– Det er de første små, men vigtige byggesten til at lære at sætte sig i andres sted – en evne der er en væsentlig del af det at have og et godt selvværd.

– For at barnet kan opbygge et godt selvværd og tro på, at også han har ret til at være den, han er, med de ønsker og behov han har, er det dog også vigtigt, at vi voksne ikke knækker barnets naturlige tro på sin ret til selvbestemmelse.

– Lad for eksempel dit barn selv bestemme, om han vil spise kartofler med ske eller gaffel, og om han vil kravle eller gå op ad trappen. Prøv at tænke i, at alt, hvad han selv evner, det får han lov at bestemme. Og ros, og sig, at det er utroligt flot, når han selv klarer noget.

– Tænk også i, om det han gerne vil, er noget, han magter. Er han faktisk for lille til selv at komme op ad den trappe eller for usikker på benene til at hoppe i sofaen og ender med at falde eller slå sig gang på gang, vil det føles som et nederlag.

– Render et lille barn hele tiden ind i nederlag, som han ikke magter, knækker det selvværdet – det giver en ringe tro på egne evner, hvis man hele tiden falder og slår sig. Så vil dit barn hele tiden hoppe i sofaen – med risiko for igen at falde og slå hovedet ned i sofabordet, så giv ham alternativer: ‘Det er farligt at hoppe i sofaen, kom nu går vi ind til mors og fars seng/henter en madras, så du kan hoppe der i stedet for.’

– Her lærer du dit barn at finde på alternativer – samtidig med at du beskytter dit barn.

… den fireårige derhjemme går rundt og siger ‘nej’ og ‘det er mig, der bestemmer’ til alt og alle?

– En fireårig skal ikke bestemme, om han må se tv, om han vil med hjem til mormor, eller hvornår han skal i seng. Det er ikke udtryk for godt selvværd, at han vil bestemme.

– Som forælder er du nødt til at træde et skridt tilbage og se: Ja, han er en glad elsket dreng, der tør sige sin mening. Men hans evne til at læse og se andres perspektiv skal trænes. Ligesom han skal til at lære at sætte sig selv lidt til side.

LÆS OGSÅ: Sådan taler du dig ud af hverdagskonflikter med dit barn

– Hvis dit barn ikke kan det i en alder af fire år, er det med at komme i gang. Det skal man begynde at lære, fra man er omkring to år – men husk, det er aldrig for sent!

– Som voksen er du nødt til at bestemme dig for, hvor meget dit barn må bestemme – og så klart og tydeligt at give udtryk for det: ‘Jeg bestemmer, at du skal i seng nu.’ Så kan det godt være, han smider sig ned på gulvet og græder hjerteskærende de første mange gange, for hvis han selv har bestemt det før, ER det en stor forandring i hans liv. Men hold fast.

– Hjælp han med at sætte ord på andres følelser, hvis han ikke selv har lært at se det: ‘Det kan godt være, du ikke har lyst til at tage hjem til mormor nu. Men nogle gange skal du gøre noget for andre – både mormor og jeg bliver rigtig kede af det, hvis du ikke vil med. Så nu tager vi af sted!’

– Et barns selvværd er først rigtig godt, når han kan tage de udfordringer, der er i livet, uden at hans verden bryder helt sammen, og når han kan tåle skuffelser og afvisninger.

– Det betyder ikke, at dit barn ikke må blive lidt skuffet eller irriteret over, at han lige var midt i noget sjovt, og så pludselig skulle hjem til mormor eller i seng, men han skal, med din hjælp, lære at acceptere de følelser og finde en måde at komme ud af følelsen på.

LÆS OGSÅ: Rør ved dit barns krop

LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og trusler

LÆS OGSÅ: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!