Palle Stefansen på hospitalet med sin søn, som han var alene om at tage sig af. Foto: privat
Vores Børn

Far var alene med nyfødt: ”Efterfølgende havde jeg rigtig svært ved at give slip på ham”

Palle Steffensen oplevede pludselig at stå alene med sin nyfødte søn det første døgn, mens hans kone måtte igennem en alvorlig operation.

Af Fortalt til Amalie Nebelong 18.aug.2015 Børn
Faktaboks

Palle Stefansen er 32 år og bor i Holstebro med sin kone Louise og deres to sønner, Oliver på 5 år og Zander på 1 ½ år.

Hele optakten til fødslen af min første søn var præget af bad luck. Ved nakkefoldsskanningen fik vi en meget nedslående nyhed om, at risikoen for, at han ville få Downs syndrom, var høj.

Det var meningen, at vi den efterfølgende uge skulle have taget en fostervandsprøve for at få slået fast, om han havde det eller ej. Så midt i vores store glæde over endelig at være blevet gravide, efter at have prøvet i to år, blev vi meget bekymrede og måtte veje for og imod med hensyn til, om vi skulle beholde barnet eller ej.

LÆS OGSÅ: Hun var tæt på at dø under fødslen

Skæbnen ville dog, at sygeplejersken, der havde foretaget nakkefoldsskanningen, havde taget fejl af tallene. Så da vi kom ind efter en uge præget af splittelse, blev vi selvfølgelig enormt lettede.

Det gik galt

Efter fejlen med nakkefoldsskanningen kunne vi mærke, at det bekymringshelvede, vi havde været igennem, havde lagt en dæmper på glæden ved graviditeten. Vi havde fået en skidt start, og det havde sat sine spor i os. Efterfølgende, hver gang der var noget, der føltes det mindste forkert, røg vi op i det røde felt med det samme.

Trods den svære start var vi ikke forberedte på, hvad der siden ville komme til at ske.

Selve fødslen gik fint. Men umiddelbart efter gik det galt.

Vores søn blev lagt op til min kone, og vi var begge rørt til tårer. Det var så dejligt. Men hurtigt efter kunne jeg godt fornemme, at sygeplejersken og lægen, der var blevet tilkaldt, da min søn blev taget med sugekop, begyndte at blive lidt mere urolige og snakkede om, at moderkagen havde sat sig fast, og at min kone derfor blødte rigtig meget. Mere end hvad godt var. Min kone havde rigtig ondt og virkede meget konfus over alt det, der skete. Pludselig var der jo fem sygeplejersker og en læge i lokalet, der stod og diskuterede på kryds og tværs og ringede rundt. Det hele var meget forvirrende, og jeg stod på sidelinjen og så til.

LÆS OGSÅ: Fars fødselsoplevelse: “Jeg følte mig som en verdenshersker”

Jeg hørte lægen sige til min kone, at hun skulle hasteopereres. Nu. For hun havde mistet rigtig meget blod, og at de  skulle derfor have opereret moderkagen fri. Hun fik lige lov til at holde vores søn, mens de gjorde alting klar. Derefter tog de ham ligeså stille fra min kone og lagde ham over i mine arme. Så sagde de: ”Tillykke, du er blevet far”.

De fortalte mig, at der ville komme nogen ind til mig om lidt – men for mig gik der et splitsekund, og så stod jeg pludselig helt alene med vores baby på stuen.

Jeg kunne se på min kone, idet de tog  vores nyfødte søn ud af hendes arme, at det var meget hårdt for hende. Hun havde forventet, at vi skulle ligge sammen med vores søn i starten, som jo er meningen, at man gør lige efter en fødsel. Dén situation blev taget fra hende dér, og det var hun bestemt ikke glad for.

Pludselig troppede hele familien op

Jeg var mutters alene på stuen med min søn i armene. Og min erfaring med børn er lig nul.

Jeg holdt ham og gik lidt rundt på stuen med ham. Men så begyndte han at græde. Og han græd rigtig meget. Så jeg forsøgte at tysse ham lidt til ro og ae ham lige så forsigtigt. Det hele var meget forvirrende.

Efter, hvad der føltes som hundrede år, kom der en sygeplejerske ind og førte min søn og jeg hen til en stue, hvor vi kunne overnatte. I samme øjeblik kom mine svigerforældre, mine forældre og noget andet familie på barselsbesøg.

Vi havde lovet at give familien besked, når vandet var gået, og når han var blevet født, men jeg havde ikke forventet, at de ville troppe op med det samme. Men dér stod de altså.

LÆS OGSÅ: Din fødsel – set med fars øjne

Samtidig med, at de stod og ønskede tillykke, skulle jeg for første gang give min søn en ble på, en hue og en body. Oven i anede jeg ikke, hvad der var sket med min kone, for jeg fik ingenting at vide. Så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare på familiens mange spørgsmål. De spurgte jo selvfølgelig, hvor Louise, min kone, var henne, og jeg kunne godt se på især min svigermor, at hun var meget bekymret.

Sveden piblede ned af mig, og jeg havde det bare sådan, ”skrid med jer – gå nu”, for jeg havde virkelig ikke brug for, at familien var der lige dér. Det var enormt voldsomt.

Efter et par timer fik vi at vide, at min kones operation var gået godt, men at hendes tilstand var kritisk, da hun havde mistet rigtig meget blod og derfor var på intensivafdelingen. Jeg fik lov til at besøge hende lidt senere med Oliver, vores søn, i armene, da hun var vågnet op. Hun kunne ikke holde ham, da hun var fyldt med slanger over det hele. Og hun havde det skidt med det, for hun ville så gerne have lov til at holde sin søn. Men hun fik set ham, og vi fik kysset godnat, og så gik jeg tilbage til vores stue med Oliver.

Min søn suttede på min brystvorte

Den første nat, havde jeg forventet, at vores søn skulle ligge hos min kone. Men det blev hos mig.

Jeg blev instrueret i at smide trøjen og lægge Oliver på min brystkasse., hvilket jeg gjorde. Og så lå vi dér. Efter et stykke tid kunne jeg mærke noget, der trak i mig på brystkassen. Og da jeg kiggede ned, så jeg min søn ligge og sutte på min brystvorte. Så jeg fik tilkaldt en sygeplejerske, der fik sig et godt grin og derefter hentede noget mælk til min sultne dreng.

Jeg var et følelsesmæssigt vrag det første døgn, hvor jeg var alene med vores søn. Jeg skiftede imellem at være ovenud lykkelig for at være blevet far til den her skønne lille dreng og samtidig være rigtig ked af det og meget bekymret. Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvad nu hvis hun går bort? Hun når lige at have født ham, så går hun bort, og så står jeg helt alene. Rigtig mange tanker fløj rundt, og jeg sov kun meget lidt. Én ting var, at jeg sprang op, hver gang han gav bare et lille pip fra sig, og så var der alle tankerne. Jeg kunne slet ikke finde ro.

LÆS OGSÅ: 8 vigtige opgaver for far under fødslen

Da det første døgn var gået, og jeg havde fået en rytme, kom min kone ned på stuen. Hun kunne gå, og hun kunne holde vores søn. Det var hun rigtig glad for. Men det havde også påvirket hende dybt, at hun det første døgn ikke havde haft mulighed for at knytte et bånd til sit barn. Hun var blevet snydt for den der helt særlige kontakt, der opstår den første tid lige efter en fødsel. Og det lykkedes da heller ikke at få Oliver til at tage hendes bryst.

Det kom bag på mig, at jeg som mand kunne have det sådan

Vi blev der i en del dage, da min kone skulle være under opsyn.

Det nærer mig den dag i dag, at jeg kunne have det sådan, men jeg kan huske, at jeg tænkte: “Giv mig ham. Han skal over til mig nu”. For jeg ville holde ham, bære ham rundt, skifte ham osv. Rollerne var byttet rundt. Jeg havde fået den rolle, som min kone skulle have haft. Og jeg havde i langt tid svært ved at give slip på ham.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver din fødsel IKKE som på film

Det kom bag på mig, at jeg som mand kunne have det sådan. En sygeplejerske bad mig på et tidspunkt om at gå en tur, fordi hun kunne fornemme, at det var vigtigt, at min kone også fik mulighed for at skabe et nært bånd til vores søn. Og det kunne hun ikke, når jeg var der. Først var jeg sur på sygeplejersken, men jeg gik selvfølgelig den tur – for at hjælpe min kone.

Det var en turbulent tid, og min kone var tæt på at udvikle en fødselsdepression oven på forløbet.

Når vi ser tilbage på dén tid, er vi nærmest forundrede over, at vi kom igennem forløbet, som var et følelsesmæssigt kaos for os begge. Oplevelsen på hospitalet var frygtelig i sig selv, men så at komme hjem og skulle finde en ro og en rytme oven på den oplevelse var en kæmpe udfordring.

I dag er Oliver 5 år og Zander, vores yngste søn, er 1 1/2 år. Ved vores søn nummer to gik det hele, som det skulle, og min kone oplevede den der helt specielle første stund, som hun ikke havde haft med Oliver.

LÆS OGSÅ: Fem x nybagt far: Sådan var MIN fødsel

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det mistænkeligt, når man reagerer på at få et barn?

LÆS OGSÅ: Derfor følte jeg, at det var tabubelagt at fortælle om min nemme fødsel

dupa

Henter...