Far var jordemor ved Mias lynfødsel

– Så kunne jeg godt se, at der måske var optræk til noget, men jeg tog det roligt. Det tager jo lang tid første gang, fortæller Mia.

– Jeg havde en tid på hospitalet til tjek samme dag, fordi jeg var over termin, siger hun.

LÆS OGSÅ: Fars fødselsoplevelse: "Jeg følte mig som en verdenshersker"

Hun sender kæresten, Micky, på arbejde. Hun har godt tjek på det der med fødsler, mener hun selv. Fødselsforberedelse har hun sprunget over, men hun har været med til en venindes fødsel og tænker ‘det kan jeg godt klare – på et hospital, altså!’.

– Jeg havde da hørt om, at man kan føde hjemme, men det kunne jeg ikke forholde mig til, siger Mia.

– Jeg syntes også, det var lidt spændende at skulle ud på hospitalet. Og mere trygt.

Hun tager hen til sin søster, men der går ikke ret lang tid, før spændingerne tager til. Ondt gør de stadig ikke, synes Mia, men det føles ubehageligt, så hun ringer for en sikkerheds skyld til fødegangen på Hvidovre Hospital.

– De mente sagtens, jeg kunne vente og bare komme til den planlagte tid, og det stolede jeg på. Men jeg ringede alligevel til min kæreste for at få ham med. ‘Er du sikker på, det er veer?’ spurgte han for tyvende gang den dag. Og for første gang var jeg sikker, fortæller Mia.

En udstillet gris

Først lidt småveer, så et tjek på fødegangen, måske en lille gåtur, og så – en baby bliver født under jordemorens kyndige vejledning på en fødestue. Sådan har Mia forestillet sig sin fødsel. Men da hun nu sidder i venteværelset, kan hun godt fornemme, at sådan ender det ikke.

– Alle omkring mig havde ondt, og det skal man jo også have, når man skal føde. Det havde jeg bare ikke, og jeg følte mig forkert; som om jeg ikke havde ret til at være der, fortæller Mia, der får et chok,
da hun efter flere timers venten endelig bliver undersøgt.

‘Gode veer og fire centimeter åben. Du skal ind på en fødestue’ siger jordemoren til hende. Hold da op, det går stærkt, tænker Mia og Micky. Men på fødestuen kommer Mia igen til at vente sammen med kæresten og sin søster, der skal med til fødslen. Og vente. Hun føler sig fjollet

– Jeg sad på briksen og følte mig som en udstillet gris. Jeg kunne høre andre kvinder skrige af smerte, mens jeg bare sad og ventede på, at der skulle ske noget. Det gjorde der bare ikke. Jeg følte slet ikke, jeg kunne være i min egen krop. Jeg ville bare hjem, husker Mia.

LÆS OGSÅ: Smertefri fødsel – sådan!

Først får hun dog et klyx, et bad og et tjek. Stadig fire centimeter åben. Der er intet sket i alle de timer, de har været på hospitalet. Nu insisterer Mia på at komme hjem, for hun tror ikke, der vil ske fremskred i fødslen, hvis hun bliver på hospitalet.

Hendes krop vil ikke samarbejde, føler hun. Jordemoren insisterer dog på at give hende en pillecocktail med for at tage toppen af smerterne. Som Mia ikke har. Men hun går med til det. Bare hun kan komme hjem nu, så hendes krop kan slappe af.

Kroppen tager over

Klokken 19.30 – efter seks lange timer på hospitalet – er Mia atter hjemme i sin trygge hule. De lufter hunden og tænker, at den fødsel vist har lange udsigter.

Alligevel beder hun Micky om at gå ind til naboerne – som er hans forældre – og sige, at de skal holde sig væk.

– Jeg havde ikke lyst til, at nogen skulle se på mig. Jeg havde veer, og de kunne mærkes, men min hjerne accepterede ikke rigtigt, at jeg var i fødsel, fortæller Mia, der sluger pillerne som aftalt og putter sammen med kæresten på sofaen for at se en film.

Klokken er omkring 21. Filmen er nået til introteksterne, og som et lyn fra en klar himmel vælter voldsomme smerter ind over Mia. Hun kan dårligt få vejret for de konstante mavepustere.

LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel: "Jeg vil have en unik oplevelse"

– Veerne slog luften ud af mig, og jeg skreg og skreg, fordi det gjorde så vanvittig ondt, husker Mia.

– Micky gik i panik. Han prøvede at få mig ud i bad eller tilbage til hospitalet. Men det ville jeg ikke, for så skulle vi sidde der igen og vente, husker Mia.

– Hvad jeg tænkte på, ved jeg ikke, for vi skulle jo være kørt. Men jeg tror, min krop tog over.
Hun går dog omsider med til at tage et bad. Med Mickys hjælp får hun tøjet af, og han nærmest løfter hende ud i brusekabinen, hvor hun sætter sig påknæ. Stå kan hun ikke. Micky løber ud for at hente en stol, og i samme sekund kommer den første presseve.

Ud med svigermor

– ‘Fuuuck’ tænkte jeg bare. ‘Du må ikke presse, du må ikke presse!’ messede jeg i hovedet, men selv om jeg kæmpede imod, kom jeg til at presse med, og jeg tror også, at vandet gik. Det gjorde vanvittigt ondt! beretter Mia.
Når hun fortæller om fødslen, må hun have Mickeys hukommelse til hjælp, for det er ikke alt fra de overvældende timer fyldt med smerte, der står klart.

– Mickey kom styrtende tilbage, flåede mig ud af badet og kæmpede for at få mig i tøjet, så vi kunne komme på fødegangen. Men jeg kunne ikke. Det pressede afsindigt, og jeg kunne ikke koncentrere mig om andet, fortæller Mia, der ikke er i tvivl om, at naboerne må have fået sig en på opleveren den aften.

Hun skriger så højt, at selv en tyk termorude ikke kan holde stand. Svigermor har lugtet lunten og kigger ind, men flyver ind til sig selv på Mias brøl om, at hun skal gå UD.

– Hun var bare bekymret, men jeg magtede hende ikke, forklarer Mia.

– Da jeg endelig fik taget mig sammen til at rejse mig fra sengen og få tøj på, faldt jeg sammen i Mickys arme, for nu skete der noget. ‘Hun kommer nuuu!’ fik jeg skreget til ham.

LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel – bliv mor hjemme i stuen

Og det gør hun. Mia når kun at kaste sig tilbage på sengen og flå bukserne af, før toppen af et hoved titter ud mellem hendes ben. Midt i kaosset får hun beordret Micky til at ringe til fødegangen, så han i det mindste har en jordemor i røret, som kan guide dem.

– Jeg anede ikke, hvad jordemoren sagde. Min krop pressede bare, og jeg kunne ikke holde det tilbage, selv om jeg holdt på babyens hoved, husker Mia.

– Og så kom hun. Micky nåede akkurat at smide telefonen på sengen, da Melissa nærmest fløj ud. Han greb hende og lagde hende på sengen.

Få sekunder efter drister svigermor sig til at komme tilbage. Heldigvis. For hun har ro til at få pakket den nyfødte pige ind i et håndklæde og lægge hende op til Mia. Klokken er 22.07, og ambulancen er på vej. Men Mia er nervøs.

En poseklemme på navlen

– Jeg græd. Det gjorde vanvittig ondt, selv om hun var ude. Og hvorfor skreg hun ikke, som babyer skal? Hun gryntede, og jeg var skrækslagen for, at der var noget galt. Der var jo ingen fagfolk til at tjekke hende og sige ‘tillykke, det blev en velskabt pige’, forklarer Mia.Jordemoren i telefonen guider Micky til at afklemme navlesnoren med en poseklemme fra køkkenskuffen, og 13 minutter efter ankommer ambulancen. Mia skal føde moderkagen på hospitalet, og lille Melissa skal tjekkes.– Godt, det var en mørk aften! griner Mia ved tanken om sig selv i undertrøje, nettrusser, klipklapper og en navlesnor dinglende ud over trussekanten på vej ned til ambulancen.Hendes krop ryster ukontrolleret af adrenalin og chok.LÆS OGSÅ: Smertefri fødsel – sådan!– Jeg havde været bange, fordi jeg manglede en jordemor til at hjælpe mig. Det var egentlig ikke en dramatisk fødsel, for alt gik jo godt. Men jeg er lidt ked af, at det gik så stærkt og ikke blev, som jeg havde forestillet mig. Almindelig – det var min fødsel i hvert fald ikke!På hospitalet føder hun moderkagen og får et par sting. Endelig bliver den lille baby tjekket igennem af fagpersoner, og svaret kommer lidt forsinket: ‘Tillykke, en velskabt pige!’– Endelig turde jeg være lykkelig. For vi havde det alle godt, fortæller Mia, der efter fem timer bliver sendt på barselsgangen, hvor familien bliver til næste eftermidag.

Toast og flag, tak!

For halvandet år siden blev Mia gravid igen. Lykkerusen over de to magiske streger blev dog afløst af minderne om den første ekspresfødsel, der ellers efterhånden blot var et fjernt minde.

– Det gik pludselig op for mig, at jeg faktisk følte mig snydt. At jeg ikke havde ikke fået den fødsel, jeg havde forventet. Alle siger, at jeg har fået en unik oplevelse i stedet, men alligevel føler jeg mig frarøvet min drømmefødsel, forklarer Mia, der bevidst fravalgte en hjemmefødsel anden gang.

– Jeg ville gerne opleve den tryghed, jeg manglede sidst, ved at være på et hospital. Med en jordemor, der kunne guide, og hvor mit barn blev tjekket, så jeg kunne være sikker på, at der ikke var noget galt, forklarer hun.

– Og så selvfølgelig bakken med toast og flag! griner hun.

Det fik hun. Næsten. Marleys fødsel begyndte nemlig i stil med første fødsel også om morgenen med spæde veer, og da Mia kom til tjek, var hun fire centimeter åben.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Otte timer over tid men kun tre timer undervejs

Men veerne gjorde ikke ondt, Mia var utilpas ved at opholde sig på hospitalet, og efter flere timer havde der, ligesom første gang, ingen udvikling været i fødslen.

Hun insisterede derfor på at tage hjem, trods jordemorens protester. Hjemme gik der også kun kort tid, før hun mærkede det velkendte godstog af vilde veer, der kom bragende ind over hende.

Anden gang nåede hun dog fødegangen – 25 minutter senere var lillebror ude.

– Jeg fik min hospitalsfødsel, siger Mia og smiler.

– Det gik vanvittigt stærkt, og ligesom første gang kunne mit hoved ikke følge med. Men denne gang havde jeg i det mindste ikke så store forventninger; det turde jeg ikke. Og det var godt, for det var heller ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig fødsel nummer to.

Mia har efterfølgende fået at vide, at hendes første barn, Melissa, sandsynligvis har været såkaldt stjernekigger. Hun har måske stået en anelse skævt i bækkenet hele dagen, men da hun først er svuppet på plads, er det gået stærkt.

Når Mias gravide veninder i dag beder om et godt råd, kan hun ikke lade være med at joke lidt. ‘Tag på fødegangen, når det gør ondt!’ driller hun.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Træk vejret, eller ti stille!

Måske skulle hun have fulgt sit eget råd og være blevet på hospitalet under begge sine fødsler i stedet for at være taget hjem i lejligheden. Så var Melissa ikke kommet til verden i dobbeltsengen.

– Men det vigtigste er jo, at man lytter til sin egen krop, siger Mia.

– Jeg insisterede på at tage hjem, fordi jeg kunne mærke, at min krop igen ikke ville samarbejde, og fødslen nærmest gik i stå, mens jeg var på hospitalet, forklarer hun – men tilføjer:

– Men nu er det jo heldigvis ikke alle, der føder så pludseligt og hurtigt som jeg.

LÆS OGSÅ: Fødsel i foto: Bliver det en lille Birk?