Farshad Kholghi
En stolt farmand! Skuespiller Farshad Kholghi med lille nyfødte Augusta. Foto: Klavs Bo Christensen
Vores Børn

Farshad Kholghi

Farshad Kholghi: “Jeg var panisk angst for at blive far”

I årevis kunne tanken om børn få koldsveden til at pible frem på skuespiller Farshad Kholghis pande. I dag er han lykkelig far til Augusta.

Af Eline Holm, Vores Børn Plus nr. 4, 2014 20.jun.2014 Børn
Faktaboks
  • Forfatter, skuespiller, satiriker og foredragsholder.

  • Gift med jurist Lea Frederiksen, 29 år, og far til Augusta Arianna på syv måneder.

  • Født 17. maj 1971 i Teheran,Iran. Flygtede i 1984 sammen med sine forældre til Danmark.

  • Kendt fra filmene Nordkraft,Pizza King og Der er en yndig

    mand samt satireprogrammer på DR2, blandt andet OPS (Oplysning om Perkerne til Samfundet) og Yallahrup Færgeby.

  • Deltager i den offentlige debat som fortaler for vestlige frihedsidealer og modstander af eftergivenhed over for islamisk ideologi.

  • Har skrevet bøgerne Verden er ét land (2007) og Tre gange dagligt mod depression (2011).

Farshad Kholghi har ikke engang siddet ned i fem minutter. Han har lige nået at bestille en latte, tage jakken af og sætte sig til rette på caféstolen for at fortælle om sin oplevelse af at blive far. Så er det, som om han ikke kan vente længere: Han hiver sin iphone frem.

“Du kan lige se et billede af hende,” siger han og skubber telefonen over bordet med forventningens smil malet i ansigtet.

Jeg tager imod den – lidt befippet, for trodsalle de interview, jeg har lavet med såvel kendte som helt almindelige mennesker om at være mor/far/familie, er det faktisk første gang, personen på den anden side af bordet udviser så stor iver efter at fremvise billeder af den, det hele egentlig handler om: barnet. Jeg betragter displayet, som viser en rundkindet baby med krøller, et stort smil og mørke øjenbryn, ligesom farens. Hun sidder på armen af sin mor – ligeledes krølhåret og køn, men med et lyst, nordisk udseende.

LÆS OGSÅ: Far, du er fantastisk!

Augusta, Farshads Kholghis syv måneder gamle datter, og hustruen, Lea Frederiksen, er virkelig en yndig, lille familie, og mine beundrende udbrud er oprigtige. Jeg bemærker, at Augusta minder om min egen datter i den alder – hun ligner nærmest en etårig, som hun sidder der med sin imponerende hårpragt og de buttede kinder.

Og så er det lige før, vi skifter roller, Farshad Kholghi og jeg. Han påbegynder i hvert fald et mini-interview om mine familieforhold; vil vide, om jeg har flere børn (ja, en søn og endnu en dreng i maven), og så: ‘Må jeg lige
spørge, hvor langt er der imellem dem?’

Ja, det må han da – tre et halvt år mellem nummer et og to, og så bliver der fire et halvt år mellem nummer to og tre, forklarer jeg. ‘Er det godt?’ fortsætter han. En længere udveksling af erfaringer og holdninger til aldersforskel og store/små søskendeflokke følger.

Forlod familien i Iran

Han er virkelig interesseret, og et øjeblik føles det mere, som om jeg er i mødregruppe end på arbejde. I mødregruppe med Farshad Kholghi. Den havde jeg ikke lige set komme – specielt fordi jeg har læst i en sidebemærkning i et interview, at han i mange år ikke ville have børn. Nu virker det, som om tankerne om børn og familie fylder uendelig meget for ham. Jeg spørger undrende, om der allerede nu er planer om familieforøgelse.

“Ja! Altså, ikke at vi har sat dato på, men det skal vi,” fastslår han.
“Jeg kunne virkelig godt tænke mig som gammel – jeg ved godt, jeg er lidt halvgammel – men rigtig gammel at kunne sige ‘nu kommer børnene hjem.’ Og så kommer der syv børn ind ad døren. Det kunne være fedt”.

Selv er Farshad Kholghi, som er født og opvokset det meste af sin barndom i Iran, enebarn. Det var urolige år med revolution og krig, og af frygt for, at der skulle ske ham noget, tillod forældrene ham ikke at løbe ud på gaden og lege med de andre børn.

Derfor underholdt han mest sig selv; var verdensmester i at opbygge små universer og rollelege, hvor han selv udfyldte samtlige roller. En evne, han har brugt i sin professionelle karriere som skuespiller, satiriker og foredragsholder, hvor han er vant til at stable fortællinger på benene og leve sig fuldstændig ind i sin historie. På den måde har det haft sine fordele at blive tvunget til, helt alene, at være kreativ og bruge sin fantasi.

LÆS OGSÅ: Far fortæller: “Skat, skal vi spille Sorteper om ungerne?”

Men de bedste barndomsminder har Farshad Kholghi fra familiefesterne, hvor huset uden for Teheran blev fyldt med onkler, tanter, fætre og kusiner.
Når hjemmet genlød af stemmer, larm og latter, havde han det godt. Der blev dog sat en brat stopper for de store familiesammenkomster, da Farshad Kholghi var 13 år, og han sammen med sin mor og far måtte flygte til Danmark. Forældrene tilhørte bahai-religionen, som blev forbudt, da islamisterne kom til magten, og derfor var det ikke længere sikkert for dem at være i Iran. Siden har Farshad Kholghi ikke set de fleste af sine slægtninge fra hjemlandet, og måske derfor fylder tankerne om en stor familie for ham nu, hvor han selv er blevet far. Præcis hvor stor er op til forhandling med hustruen, medgiver han.

“Hun er nok ikke med på ideen om syv børn, men vi tager det ét barn ad gangen,” griner han.

Overfaldet og nedbrudt

Drømmen om en børneflok er en ny. I betragtning af at han er 42 år, fornærmer man næppe nogen ved at sige, at Farshad Kholghi er blevet far i en sen alder. Mens han var i 30’erne, og alle andre omkring ham avlede, var det nemlig slet ikke det, han ville.

“Alle i min vennekreds fik børn i de år. Det var fint og hyggeligt, men jeg var virkelig – jeg vil ikke sige anti-børn, men virkelig glad for, at det ikke var mig, der stod med den dér snottede unge og en lorteble,” husker han.

Farshad Kholghi havde rigeligt i at lege hyggeonkel for de andres børn for en stund og så ellers styrte hjem til sin lejlighed på Østerbro, hvor han kunne være alene med sine cd’er, gå på dates og dyrke singlelivet.

Når han ser tilbage, var det et ensomt – og måske lidt tomt – liv.Men samtidig var der en tryghed i ikke at være afhængig af nogen, ikke at lade nogen komme for tæt på. Han havde en rutine og en comfort zone, som han kalder det, og den skulle ingen, og da slet ikke et barn, bryde ind i.

LÆS OGSÅ: Projekt blestop – er I klar?

Modviljen mod at knytte sig til andre mennesker brød for alvor ud, efter at Farshad Kholghi i 2001 medvirkede i DR2-programmet OPS (Oplysning om Perkerne til Samfundet). Det forholdt sig satirisk til fordomme om indvandrere og integration og var upopulært i visse islamiske kredse. En aften på Nørrebro blev han overfaldet af en gruppe andengenerationsindvandrere.

“De følte, at jeg gjorde nar ad islam, og det overfald repræsenterede alt det, jeg var flygtet fra i Iran. Det fundamentalistiske. Efter det røg jeg fuldstændig
ned,” fortæller han.

Slog op på grund af børn

Begivenhederne fra Iran, som han havde fortrængt i årevis, kom bragende tilbage. Revolutionen, krigen, flugten. Oplevelsen af at blive revet væk fra alt det, han kendte, at miste sit faste holdepunkt. Blive tvunget til at starte forfra i et nyt land med et nyt sprog som ung teenager. En morgen kort efter overfaldet vågnede Farshad Kholghi ved, at han rystede, hans hjerte hamrede, og han hulkede ustyrligt.

Sådan havde han det i månedsvis: Tog ud på jobs, var ‘på’ og fik folk til at grine, men faldt grædende sammen, når han kom hjem. Det tog mange psykologtimer, men til sidst kom skuespilleren frem til, at han led af decideret angst. Angstanfaldene fortsatte i årevis – og i kølvandet på dem en frygt for den ultimative måde at binde sig til, og risikere at miste, andre mennesker: at få børn.

“Det var nemmere at lukke af, når nogen kom for tæt på. Jeg hægtede mig fast i en tryghed, min sikre base, som ingen skulle pille ved. Jeg fandt ud af, at jeg var lykkelig, når jeg ikke var afhængig af den der følelsesmæssige relation til andre, og derfor var tanken om børn så fjern fra mig,” husker han.

LÆS OGSÅ: LÆS OGSÅ: Lina Rafn om angst, eufori og lortebleer

Forsøget på at holde familielivet ud i strakt arm kulminerede, da Farshad Kholghi måtte bryde med en kæreste gennem længere tid, fordi hun ville have børn. Han holdt fast i sit nej, og så gik de fra hinanden, selv om det var smerteligt. Det var et nederlag, at han ikke kunne få det til at fungere, og efter bruddet gik han i gang med at skrive bogen Tre gange dagligt mod depression, en delvist selvbiografisk fortælling om livet med angst.

Ved at tale og skrive om sin tilstand – samt de fortsatte psykologtimer – fik han det gradvist bedre, og da han var i gang med at skrive de sidste to kapitler, sad han en aften på en café ved søerne. Der mødte han Lea. De faldt i snak, og hun inviterede ham ud. Et par dage senere sad han over for hende på Riccos Kaffebar i det indre København, klokken var otte om morgenen, det var første date, og noget var pludselig helt forandret.

“Vi sad og snakkede, og ret hurtigt slog tanken mig: ‘Ved du hvad, jeg vil med glæde lytte til de ting, du fortæller, for evig og altid. Og jeg vil også have
børn med dig.’ Det kom ud af det blå, men sådan havde jeg det”.

Tænkte ‘shit!’

Farshad Kholghi havde fundet sin soul mate, som han kalder hustruen. En status, han dog kun tillod sig selv at give et andet menneske, fordi han var klar til det. Tankerne om familie virkede pludselig ikke så skræmmende længere, men med sine dengang 27 år havde Farshad Kholghis udkårne ikke ligefrem travlt med at få familieprojektet sat på skinner.

Der var intet pres, og måske netop derfor kom det naturligt, efter at parret havde kendt hinanden i to år. Lea blev gravid, og Farshad Kholghi så pludselig sig selv tage hovedspring ud i det største ansvar, det ultimative commitment af dem alle.

“I starten, under graviditeten, kunne jeg godt tænke ‘shit’. Men det føltes samtidig så rigtigt. Jeg kunne ikke lade være med at elske den familie, jeg var i gang med at skabe. Når jeg nu er i situationen, når jeg ser Augustas smil, når jeg skifter den der ble fyldt med bummelum, så kan jeg ikke lade være med at smelte og tænke ‘det skal nok gå’.”

Farshad Kholghi er dog godt klar over, at den store forældreopgave ligger foran ham. Augusta er endnu så lille, at dagligdagen roterer om de basale ting: søvn, mad, trøst, ren ble. Den virkelige udfordring kommer, når hun begynder at få sin egen vilje. Så er det, at man bliver nødt til at træde i karakter som forældre – at opdrage sit barn. Det er ansvar i Farshad Kholghis verden, og han har da også allerede gjort sig en masse tanker om, hvordan han vil håndtere opgaven. Først og fremmest er det vigtigt for ham, at Augusta lærer de værdier, han selv lever efter: Næstekærlighed. Høflighed. Venlighed. Nysgerrighed.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Er skældud ok eller no-go?

Præcis hvordan han vil angribe udfordringen med at banke et sundt værdisæt ind i datteren, ved han ikke helt endnu. Især fordi han af natur nok mere er en hyggelig onkeltype end en autoritær fartype.

“Det falder mig bare mere naturligt at være den sjove. Lea siger til mig ‘nu skal du huske, at det ikke er dig, der skal være den gode, og mig, der skal være den onde – det er ikke good cop, bad cop’,” fortæller Farshad Kholghi.

“Det giver jeg hende ret i. Men jeg elsker at lege og fjolle rundt, så jeg skal lære at sætte grænsen for, hvornår jeg er legekammerat, og hvornår jeg er far. Jeg håber virkelig, at jeg kan være bestemt og sige til Augusta ‘nej, det må du ikke’. Men puha, det bliver svært. Hun er jo så sød!” fortsætter han og ser allerede totalt blødgjort ud blot ved tanken om datterens grønne øjne.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Slip dit barn fri!

Et par øjne, der ikke blot gør ham blød i knæene dagligt, men også har givet ham mod på for alvor at bryde med sit lille fort af imaginær tryghed. Østerbrolejlighedens velkendte omgivelser har Farshad Kholghi det seneste halve år skiftet ud med et hus i Nordjylland, hvor familien har boet midlertidigt. Fordi det lige passede at være tæt på svigerfamilien og jobs i Jylland. Nu er de et smut forbi en lejet bondegård i Roskilde, og derefter har de planer om at tilbringe to måneder i Italien, mens Lea stadig er på barsel. Farshad Kholghi beskriver sin nyfundne lyst til at slippe de trygge rammer som at have været bange for vand. ‘Men så hopper man i til sidst og får bare den der ‘hey, det er vildt sjovt, det her – mere af det!’.

Længes hjem til Iran

Den ultimative drøm for fremtiden er at tage Augusta med tilbage og besøge Iran. Datteren har endda fået mellemnavnet Arianna, som betyder Iran – et ophav, der tydeligvis stadig er nærværende for Farshad Kholghi. På grund af det nuværende regime er det ikke muligt at rejse tilbage, i hvert fald ikke for en person som Farshad Kholghi, som offentligt udtaler sig kritisk om forholdene i landet. Men skulle de vilkår en dag ændre sig, er planen klar.

“Jeg drømmer om at sætte min familie i en bil og køre hele vejen til Iran. Jeg har ikke været der siden 1984, og det kunne være så fedt at vise Augusta,
hvor jeg er vokset op – og præsentere hende for min familie, som jeg ikke har set i 30 år”.

Om gensynet med barndomslandet venter ude i fremtiden, vil tiden vise. Ligesom den vil vise, om Farshad Kholghi formår at holde angsten på afstand. Det er et vilkår, at han nu, hvor han for alvor har fået nogen at holde af, også for alvor har fået noget at miste. Men hans lyst til at have det godt og nyde at være sammen med dem, han elsker, er større end frygten for, at det en dag forsvinder. Han erkender dog, at angsten altid vil være en del af ham.

LÆS OGSÅ: Kendte fædre om rollen som far

“Jeg kan stadigvæk få en snert af angstfølelse i de perioder, hvor jeg er stresset. Men gudskelov har jeg fået nogle værktøjer til at tøjle det. Og så er der jo kommet det her lille menneske ind i mit liv, som sætter streg under, at det hele ikke handler om mig og min egen navle, fastslår han”.

“Augusta er hamrende ligeglad med, om jeg tænker ‘åh, det er mørkt og trist’. Hun skal have mad og trøstes, ligegyldigt hvordan jeg har det”.

‘Se min familie’

Lige nu virker Farshad Kholghi som én, der har det rigtig godt. Og det under man ham virkelig efter halvanden times introduktion til hans verden. Men nu skal han videre, han siger tak for nu og ‘det var helt vildt hyggeligt’. Ja, det var så! Men midt på Strøget indhenter han mig. ‘Lea og Augusta er lige herhenne. Vil du ikke møde dem?’ spørger han. Selvfølgelig vil jeg det, siger jeg – nu endnu mere overrasket over skuespillerens iver efter at fremvise familien. Han er virkelig stolt af dem.

Vi følges ind i Illum, hvor barnevognen kommer til syne. Der sidder hun: lille Augusta med sit krøllede hår. Hun bryder ud i et stort smil, da hun ser sin far, og han gengælder med et om muligt endnu mere begejstret grin. Det er tydeligt, at Farshad Kholghi har overgivet sig til familielivet, helt og aldeles.

LÆS OGSÅ: Jacob Riising: “Jeg taler til mine børn, som jeg taler til mine venner”

dupa

Henter...