Farvel til kristendom, goddag til livsglæde
Som barn var Lene Schmidt tynget af skam og frygt i sin kristne opvækst, og ofte følte hun sig forkert. Som voksen meldte hun sig ud af kirken og har valgt at acceptere og elske sine børn, præcis som de er.
Faktaboks
Lad dine børn vide, at det er okay at være dem, de er, og at føle, som de gør.
Gå foran, og vis dine børn, at du tror på dig selv.
Støt dine børn i at gøre det, de vil, også selv om det er lidt farligt. Alt kan være farligt, når livet leves. Lene følte ofte skam som barn, fordi Gud kiggede ned på hende og bedømte hendes handlinger.
33-årige Lene Schmidt voksede op i en kristen, indremissionsk familie i udkantsdanmark. Hun kom aldrig til at føle, at kristendommen passede til hende, selv om den betyder meget for resten af hendes familie.
Først efter mange års tilløb meldte hun sig ud af folkekirken. I dag opdrager hun sine børn ud fra sin egen overbevisning: frit og anerkendende.
Her er hendes historie:
Kristen bagage
Vi bestemmer ikke selv, hvad der er i den rygsæk, vi får med hjemmefra. Men vi bestemmer, hvad vi vil stille op med indholdet. I min bagage var kristendommen, fordi mine forældre var overbeviste om, at det var det bedste for mig. Familiemæssigt har jeg haft en tryg barndom. Både min mor og far har altid været der for mig, når jeg havde brug for det. Da jeg var syv år, hørte vi om døden til FDF/FPF, og det gjorde mig rigtig bange. Hver aften satte min far sig hos mig og trøstede mig: ‘Husk, Lene, vi kommer i himlen, når vi dør.’ Det var en af de gode ting ved kristendommen: At der er et liv efter døden.Et liv med skam
Det ubehagelige var skammen. Sådan er det, når man tror på noget: Der er én, der holder øje med dig, både for det gode og for det dårlige. Når jeg gjorde noget forkert, kom jeg virkelig til at føle mig forkert. I det hele taget betød det meget, hvad andre tænkte om mig, for jeg opfattede det som meget vigtigt at være et godt eksempel. På den måde er kristendommen en facade, som jeg aldrig rigtig følte mig hjemme i. Som teenager kravlede jeg ud ad vinduet og cyklede ind til byen for at feste med de andre fra klassen. Jeg ville bare gerne være med og høre til et sted. Bagefter følte jeg en enorm skam over det, jeg havde gjort. Skammen fik mig til at trække mig ind i mig selv, trække mig tilbage fra fællesskabet. Ikke historier for børn! Som lille sad jeg tit og lyttede til kristne kassettebånd med historier fra Biblen. De gjorde mig bange, for jeg forstod ikke, hvorfor Josef blev smidt ned i brønden af sine brødre, hvorfor Moses blev sat i en kurv på Nilen af sin egen mor, og hvorfor Abraham skulle slagte og brænde sin søn Isak. Det har sikkert ikke gjort det bedre, at jeg er særlig sensitiv, men helt ærligt; de historier er da ikke for børn! Den slags skal mine unger ikke have læst op. Freja startede med at gå til FDF/FPF og nåede hurtigt til et punkt, hvor nogle af historierne skræmte hende. Jeg ville ikke have, at det skulle trækkes ned over hendes hoved også, så jeg meldte hende ud igen.Depression og turbulens
Allerede inden jeg blev gravid – uden for ægteskab! – havde jeg haft en depression. Derpå fulgte en turbulent tid. Mit daværende forhold var ikke særlig godt, jeg var droppet ud af uddannelsen, fordi jeg ikke troede på mig selv, og da Freja var en måned, døde min mor. Så jeg tog imod lægens tilbud om ti psykologtimer for ikke at havne i en depression igen. Psykologen hjalp mig til at stille mig selv spørgsmålet: Har du været lykkelig? Svaret var nej. Alligevel holdt jeg fast i kristendommen lang tid efter.Først sidste år fik jeg taget mig sammen og meldt mig ud af folkekirken.En lang rejse
Det har været en lang rejse for mig at sige farvel til kristendommen, for den er så vigtig en del af mine forældres liv. Jeg har stor respekt for dem, der vælger at tro, men jeg har selv valgt det fra, fordi det ikke var det rigtige for mig. Jeg er nået frem til, at det giver mere livsværdi at gøre det, jeg gerne vil, frem for det, jeg tror, jeg skal, eller som andre forventer af mig. I dag føler jeg mig mere som MIG – lidt mere rigtig i modsætning til forkert. Det gør mig stolt, når Freja for eksempel spiser nutellamadder med topping af æg og bacon, eller Magne vil have neglelak på, for de skal have lov til at være dem, de er.Nye værdier
Selv om jeg har sagt farvel til kristendommen, har jeg heldigvis stadig min fars kærlighed. Min far siger tit til mig, at jeg gør noget godt for mine børn, og jeg føler mig accepteret og elsket af ham. Det betyder meget mere end et tilhørsforhold til kirken.
Mine unger vokser op med mulighed for selv at vælge. De vokser op med forældre, der ser og hører dem, og som tager udgangspunkt i det liv, vi er i lige nu, og de behov, vi har. Mine unger skal ikke vokse op og føle sig forkerte – de skal vokse op og tro på sig selv.
LÆS OGSÅ: Trine valgte et hulter til bulter-liv frem for facade
LÆS OGSÅ: Opdragelse: Lær dit barn at være optimist
LÆS OGSÅ: “Min mor var misbruger og forsvandt, da jeg var syv år"