Filosofiske samtaler med børn styrker kreativitet, sprog og tænkning

De fleste børn er i perioder optagede af filosofiske og eksistentielle spørgsmål i livet, og det kan godt være udfordrende for voksne at hive et svar ud af ærmet, når ungerne kommer og vil snakke om døden, om Gud, om uendelighed eller andre store emner.

Jeg elsker selv, når mine børn bringer “store tanker” ind i vores samtaler, og det skyldes måske nok min pædagogisk, filosofiske baggrund og min generelle interesse for de eksistentielle menneskelige forhold.

LÆS OGSÅ: Sæt dig ind i dit barns tanker

Filosofiske samtaler handler ikke nødvendigvis om “svære” emner som fx døden, men om abstrakte begreber i det hele taget. Det kan være om venskab, om lykke, om frihed, om ondskab – hvad som helst i den abstrakte afdeling.

Hvorfor er filosofiske samtaler ofte svære for voksne?

For det første er man som voksen sjældent forberedt på at skulle snakke om store spørgsmål, når nysgerrige børn melder sig med deres spørgelyst. Det er klart, at hvis du står i køkkenet kl. 17.55 med halvskrællede kartofler og en pakke frossen kød, du desperat forsøger at tø op i mikroovnen, og du får spørgsmålet: “Hvad betyder uendelig?” eller “bliver det egentlig mørkt eller lyst, når man dør? – så kan det godt være svært at holde tungen lige i munden og komme med kvalificerede svar.

Filosofiske samtaler kræver tid

For det andet er det jo ofte de voksne, der har svarene på mange ting. Det er os, der ved, hvordan verden hænger sammen, og hvad der er op og ned. Det er i hvert fald sådan, vores børn opfatter os.Men i en filosofisk samtale er der jo netop ikke noget specifikt svar. Det kan godt være svært at udfordre børnenes illusion, men hvis man formår det, kan samtalerne med ungerne blive til små gaver i stedet for småirriterende spørgsmål, man ikke ved, hvad man skal stille op med.Lad mig komme med et eksempel:Min søn på 4 år sagde en dag noget i retningen af: “Når man dør, bliver det helt mørkt, men når det bliver lyst igen, så kan man jo bare lege videre…” Herefter udviklede samtalen sig, da jeg spurte lidt ind til, om det var sådan, han troede, det ville være. Hans bror på 8 kom med et udfordrende perspektiv, da han kunne fortælle, at når man dør, bliver ens krop lavet om til jord, eller også bliver den brændt.LÆS OGSÅ: Tal med dit barn – også om dødenUmiddelbart gav samtalen mig ubehagelige kuldegysninger, og jeg ville egentlig helst være den foruden. Men, her må man huske, at det ukomfortable i høj grad ligger i de voksnes tanker. Jeg havde i situationen lyst til at skifte emne og forsøgte at ændre kurs ved at slå fast, at det heldigvis ikke er noget, vi behøver at tænke på, før vi bliver meget, meget gamle.Men drengene var slet ikke færdige med samtalen, og jeg gik derfor modvilligt ind i den igen. Vi kom vidt omkring og fandt af gode grunde ikke frem til svar på, hvordan det bliver, når man er død. Drengene bevægede sig hele tiden mellem det konkrete og det abstrakte. Den fysiske død, at blive brændt/komme i jorden og de luftige abstrakter som lys, mørke, vægtløshed, tid og alt muligt andet.For børnene var samtalen i høj grad reflekterende, oplysende, afklarende og helt ned på jorden. Bagefter legede de videre, som havde vi blot talt lidt om vejret.Vi voksne må passe på med ikke at trække vores erfaringer og forestillinger ned over børnene, som måske har en mere åben og undersøgende tilgang – også med et tungt emne som døden.

Hvordan taler man filosofisk med børn?

Du kan sagtens filosofere med børn uden at kende til Platon eller Kierkegaard. Børn har også rigtig meget at byde på, synes jeg.

Der er ikke nogen bestemt teknik eller metode, jeg vil anbefale, at man følger, når man vil filosofere sammen med børn. Hjemme i familien må samtalerne efter min vurdering ikke blive for konstruerede eller for kunstige. De skal komme naturligt og ofte handler det om at gribe noget af det, børnene selv bringer op. Det kan være deciderede spørgsmål de stiller, men det kan også være udsagn (som mit eget eksempel), hvor der er noget abstrakt at gribe fat i.

LÆS OGSÅ: 10 svære situationer der er gode for dit barn

Nøglerne til at bringe det filosofiske ind i samtalen er åbenhed og underen.

Samtalerne udfolder sig ved, at man bliver ved med at stille spørgsmål. Jeg giver endnu et eksempel fra en samtale med mine egne børn, hvor vi snakkede om glæde omkring juletid.

Storebror: “Glæde er, når man får noget, man bliver glad for?”

Mig: “Så glæde handler om at få?”

Storebror: “Nej, andre kan også være glade, hvis man giver dem noget…”.

Mig: “Ok, så glæde handler om at få og om at give?”.

Storebror: “Man kan også være glad, hvis man prøver noget nyt, som man ikke troede, man turde…”.

Mig: “Hvor sidder glæden egentlig?”

Lillebror: “Den sidder da i maven!”

Storebror: “Nej, den sidder også i hovedet, for man kan også glæde sig til jul eller noget andet, man tænker på…”

På den måde kan man snakke og spørge sig ned i forskellige begreber og få indsigt i, hvordan barnet tænker.

Tanker og sprog hænger sammen og udvikler hinanden rigtig godt i filosofiske samtaler. Børn befinder sig i høj grad i en afklaringsproces, hvor sproglige begreber skal finde deres rette plads, og på mange måder er det det samme med tankerne. Det er en proces, der aldrig stopper, men som er særlig intens for børn, der jo ikke har den samme erfaring at trække på som voksne. 

Efter min mening er det dog virkelig vigtigt, at samtalen ikke forceres. Den er nødt til at være naturlig, og så snart barnet mister interessen eller bliver optaget af noget andet, må man acceptere, at samtalen er slut.