Gravid
Kære gramser. Fingrene væk! Illustration: Lotte Andkilde.
Vores Børn

Gravid

Fingrene væk fra min gravide mave!

Sådan sætter du grænser over for fremmede hænder.

Af Anne Mette Hancock 29.jun.2016 Børn

Okay, lad os lige slå noget fast. En kvindes krop er aldrig en åben invitation til berøring. Det ved de fleste, medmindre man lige er blevet optøet efter at være blevet fundet komplet præserveret sammen med en mammut i et stykke gletsjer-is. Hvordan kan det så være, at kæden hopper helt af, og denne sociale spilleregel pludselig bliver gemt af vejen, når en gravid kvinde kommer ind ad døren?

LÆS OGSÅ: 8 ting, du ikke skal sige til en gravid

Jeg har skam danset på et par bodegaborde i min ungdom, og mere end én neandertaler har i tidens løb grebet ud efter kropsdele, der ikke tilhørte ham. Men jeg har aldrig oplevet så meget uopfordret kontakt med fremmede hænder, som da jeg var gravid. Jeg husker eksempelvis den ældre dame i køen i Kvickly, der ud af det blå klappede mig varmt på maven, yogainstruktøren som masserede min kærlighedsbule, mens jeg forsvarsløst stod i kamelstilling, og kollegaen der satte sig på knæ og pressede sit øre mod min store, hårde vom. Sit øre! Midt på nyhedsredaktionen!

Så er du lige blevet gravid, kan du lige så godt begynde at vænne dig til det. Du vil formentlig snart løbe panden mod en mur af velmenende mennesker, som gerne vil udtrykke begejstring for din voksende midtersektion. Ikke med balloner og konfetti, som normale mennesker bliver fejret med, men med regulært gramseri.

LÆS OGSÅ: Vi tester 15 vandrehistorier om gravide

Det kan for nogle føles både besynderligt og grænseoverskridende, men eksperter siger, at der er reel omsorg bag handlingen, for det er nemlig særligt dine medsøstre, som kan overskride grænsen.

Faktaboks

Tre gode råd til dig som gravid

Gør dig klart, hvor dine grænser går – og stå ved dem.

Signalér med dit kropssprog, at du ikke vil røres ved. Stå stabilt på begge ben, ret ryggen op, skyd skuldrene tilbage og brystet frem. Læg en beskyttende hånd på maven, og vend front mod andre.

Sig fra! Hvis der er en, der rører din mave, er det okay at sige venligt, men tydeligt, at du ikke bryder dig om det.

– En gravid kvinde er som en magnet for især andre mødre, og det skyldes sandsynligvis, at de ryger ind i en følelsesmæssig erindring fra deres egen graviditet. Mange kvinder kan nemlig have det svært med, at den mave, der førhen bar på et barn, nu pludselig er tom, og så opstår der en tomhed og en længsel i dem. Når de så ser en stor, flot mave hos en anden kvinde, længes de efter selv at være gravide igen, og derfor sker disse berøringer også altid med omsorg og forsigtighed, lyder forklaringen fra eksam. psykoterapeut og parterapeut Susanne Grundt Larsen.

Klar til flugt

Selv om intentionen er den bedste, er det ofte forbundet med stort ubehag for den gravide at blive rørt ved af mennesker, hun ikke kender. Og det er der en god, urgammel årsag til.

LÆS OGSÅ: Så meget må du træne som gravid

– Mennesket har eksisteret i millioner af år, og vi har alle et stresssystem, som er designet til at holde os i live. Det vil sige, at vi har et alarmcenter i hjernen, som overvåger tegn på fare fra vores omgivelser. Vi kan ikke lide, at folk, vi ikke kender eller stoler på, kommer for tæt på, og når grænsen bliver overskredet, går alarmen i gang. Der kommer adrenalin i blodet, og vi gør os klar til at enten flygte eller kæmpe, fortæller ekspert i løgndetektion og kropssprogsanalyse Michael Sjøberg, partner i virksomheden Human Advisor.

– Maven er et særligt problematisk område, fordi vi ikke har ribbenene til at beskytte de bløde dele. Derfor er den et af de mest sårbare steder på kroppen. Når der så ovenikøbet ligger en baby derinde, er det særlig farligt at blive angrebet der, og så går kvinden ekstra meget i forsvarsposition, siger han.

Faktaboks

Tre gode råd til omverdenen

Spørg om lov, før du rækker ud efter en anden kvindes mave.

Forestil dig, hvordan du ville have det, hvis andre rørte dig på maven uden at have fået lov – ville du bryde dig om det?

Mindes du din egen lykkelige tid som gravid? Brug dine ord i stedet for dine hænder. Tal med den gravide, og del dine erfaringer og tanker med hende.

Men hvordan reagerer vi egentlig udadtil, når vores intimsfære bliver overtrådt, og vores urinstinkter går i alarmberedskab? Forbavsende passivt, fortæller Michael Sjøberg. Det skyldes, at vi i besynderlig grad er villige til at acceptere en stor mængde fysisk ubehag i høflighedens navn.

– Vi er simpelthen så artige og konfliktsky, at vi lader folk kramme os og røre ved os, selv om vi ikke har lyst til det. Det skyldes, at vi har et inderligt ønske om at opretholde forestillingen om, at vi kan lide hinanden, og at vi ikke er ‘fjender’. Der er måske ovenikøbet en tendens til, at vi her i de nordeuropæiske lande er særligt slemme til at være passive og medgørlige, selv om vi indeni føler os irriterede eller ubehageligt til mode, siger han.

Kan aktivere gamle følelser

Men det kan være problematisk ikke at sige fra. Nogle gravide kvinder føler sig moderat generet af den fysiske kontakt, men for andre kan det føles som et decideret overgreb, der kan rippe op i ubehagelige minder fra barndommen.

– Det kan for eksempel skyldes, at man er opvokset i en familie, hvor ens mor eller far har haft et alkoholmisbrug og derfor ikke har evnet at afkode ens kropssprog i situationer, hvor man ikke har haft lyst til at blive kildet, kysset, fastholdt eller have anden form for kropskontakt. Det kan også vække ubehagelige minder om at være blevet kigget lidt for indgående på som helt ung, for eksempel af naboen, som bemærkede, at ‘lille Louise inde ved siden af var begyndt at udvikle sig til en kvinde’, eller Onkel Jørgen, der efter tre snaps til julefrokosten blev lidt for begejstret. Når du som voksen oplever berøringer fra fremmede, bliver du på et ubevidst plan aktiveret i de gamle følelser, og det kan føles meget voldsomt og ubehageligt, fortæller Susanne Grundt Larsen.

Brug kroppen til at sige fra

Det er derfor vigtigt, du er meget bevidst om, hvor dine grænser går, og hvordan du skal reagere.

– Hvis man gerne vil undgå den fysiske kontakt, skal man først og fremmest signalere et klart og tydeligt ‘fingrene væk’ ved hjælp af sit kropssprog. Kropssproget er nemlig noget, alle menneskers pattedyrshjerne er programmeret til at opfange, siger kropssprogsekspert Michael Sjøberg.

– Udfordringen med en gravid mave er naturligvis, at den rager så meget ud i verden, at det er svært at fylde nok med hænderne. Men man kan prøve at gøre sin egen dominerende zone større, altså udvide det område, hvor man med sit kropssprog signalerer, at ‘her bestemmer jeg’, siger han.

Du skal blandt andet sørge for at stå med begge ben fast på jorden, så du ikke er ude af balance. Hvis du sidder ned, skal du sidde fladt på numsen, så begge fødder har kontakt med jorden, rette ryggen op, skyde skuldrene tilbage og brystet frem. Og så skal du fylde med armene og sørge for, at hænderne er synlige, så din silhuet fylder mere, blandt andet ved at lægge en beskyttende hånd på maven. De fleste mennesker kan i øvrigt bedst lide at nærme sig fremmede fra siden og vil helst ikke møde dem brystkasse mod brystkasse. Du skal derfor vende front mod den person, der prøver at komme hen til maven.

– Det er et tydeligt signal, folk kan mærke med det samme, lyder forklaringen fra Michael Sjøberg.

Men det er trods alt begrænset, hvor tydeligt vi kan kommunikere ved hjælp af vores kropssprog. Sommetider er den bedste strategi simpelthen at være klar i spyttet.

– Man bør sige det højt, hvis folk overskrider ens grænser. Man kan for eksempel sørge for at have en jeg-sætning forberedt til situationen, så man kan sige noget i stil med ‘jeg vil gerne bede dig om at lade være med at røre ved min mave’. Så er vi fri for at blive unødvendigt aggressive eller at lide i stilhed, for det er jo ikke okay, at folk invaderer ens krop på den måde. Man kan sagtens tillade sig at sige pænt nej tak, siger Michael Sjøberg.

Han bakkes op af Susanne Grundt Larsen, der peger på, at det kræver lidt selvtillid at gøre:

– Man skal altid bestræbe sig på at blive den bedste udgave af sig selv ved at sige fra. Hvis der er nogen, der lægger hånden på ens mave, kan man sagtens træde ud af den kontakt og sige ‘hov, det er altså kun min mand, der har lov til at røre mig der’. Men det kræver selvfølgelig, at man kender sig selv og står ved, hvem man er. 

LÆS OGSÅ: Mærkelige madvaner under graviditeten

LÆS OGSÅ: VIDEO: 9 måneder – "Yay, jeg er gravid!"

LÆS OGSÅ: "Jeg vidste ikke, jeg var gravid – før jeg fødte!"


Henter...