Fødselsreportage: Veras vej til verden
Da Mia L. Rasmussen skulle føde sin lille datter, skulle det være så naturligt som muligt. Derfor tog hun kurset ‘Smertefri fødsel’. Se med her, hvordan det gik, fra Mia fik den første ve, til lille Vera kom til verden – smuk og dejlig!
Faktaboks
Mor:
Mia L. Rasmussen, 33 år.
Far:
Michael Rasmussen, 34 år.
Storesøster:
Frida, 21/2 år.
Lillesøster:
Vera fra september 2011.
Faktaboks
Tænk på, at en ve ‘blot’ er en muskelsammentrækning i livmoren.
Husk, at en ve bare varer ét minut. Det er ikke en konstant smerte. Du får faktisk pauser under udvidelsen, og kan du slappe af i pauserne, kan du meget bedre kontrollere smerten under veen.
Øv dig i at visualisere. Tænk på noget dejligt, som du kan kalde frem under veen.
Den såkaldte laboro-vejrtrækning (også kaldet gispe-vejrtrækning), hvor du trækker vejret overfladisk under veerne, kræver træning. Øv dig i at trække vejret overfladisk i op til et minut.
Du har tre fikspunkter: hænder, kæbe og skuldre. De skal konstant være afslappede – også under veen. Det gør det nemmere for dig at slappe af i resten af kroppen.
Har du ikke gode veer, kan du og din mand selv få gang i dem ved at stimulere brystvorterne og dermed undgå vedrop. På den måde producerer kroppen endnu mere af fødselshormonet oxytocin, som er det hormon, der sætter skub i veerne.
Fornem dine øverste mavemuskler, og øv dig i at presse med dem, mens du slapper af i mellemgulvet. Det hjælper dig i pressefasen og mindsker risikoen for at briste.
Husk, at du er skabt til at føde. Det er ikke farligt at føde, og du kan sagtens klare det. Også uden smertestillende, hvis du blot lærer at kontrollere smerten.
Teorierne om smertefri fødsel er baseret på en 50 år gammel fødselsteknik udviklet af den franske fødselslæge Pierre Valley. Læs mere på Smertefrifoedsel.dk.
22.30
Det er min 33-års-fødselsdag, og jeg ligger på en madras på gulvet og ser fjernsyn sammen med min mand. I morgen er der en uge til termin, og jeg har en smule plukveer, men det har jeg haft i lang tid. Pludselig føles det, som om en elastik knækker i mit underliv, og jeg ømmer mig. Min mand løfter mit ben, fordi han tror, jeg har fået krampe, men jeg stønner ‘nej, vandet er gået!’. Jeg ringer til fødegangen og får en tid næste morgen. Jordemoren er dog overbevist om, at hun ser os i løbet af natten. Vi går i seng, og min mand falder i søvn. Jeg løber selv frem og tilbage mellem sengen og toilettet.
03.00
Veerne er taget til i styrke, og jeg ringer til fødegangen. Jordemoren er irriterende insisterende og mener ikke, at jeg skal komme endnu. ‘Vent en time, og ring så igen,’ lyder det. Jeg er nervøs, fordi det gik ret hurtigt, da jeg fødte min ældste datter, og jeg vil ikke risikere at komme af sted for sent, så jeg ender med at føde i bilen. Men jordemoren har ret. Veerne stilner hurtigt af, og efter en time er de væk.
05.30
Nu bider det for alvor. Jeg bruger den såkaldte laboro-vejrtrækning, en gispe-vejrtrækning, jeg har lært på det kursus, jeg har taget i smertefri fødsel. Hver gang der kommer en ve, gisper jeg som en hund. Jeg vækker min mand, siger, at vi skal af sted, og ringer til fødegangen. I bilen skælder jeg ud, bare han kører over et lille bump. Veerne bider godt, men jeg formår at holde gang i laboro-vejrtrækningen og fokuserer på at slappe helt af mellem veerne, og når de kommer. ‘Det er jo ‘bare’ en muskelsammentrækning i livmoren’, messer jeg inde i mig selv.
Mia ankommer til fødemodtagelsen – læs videre på næste side>>
06.30
I fødemodtagelsen bliver jeg undersøgt, og jeg er tre-fire centimeter åben. Hjertelyden er fin, og veerne gode. Jeg siger ikke et ord, men koncentrerer mig udelukkende om min vejrtrækning og om at slappe af i min kæbe, min nakke og mine hænder, som jeg har lært på kurset. Jordemoren foreslår, at jeg får en epidural. ‘Den kan få dig til at slappe af,’ siger hun, selv om jeg ligger helt afslappet. Michael skærer igennem: ‘Det skal hun ikke have’. Vi har aftalt hjemmefra, at han er min advokat. Jeg vil ikke have nogen former for medicinsk indgriben, medmindre det er højst nødvendigt.
08.20
Vi bliver ført ned på fødestuen af en den jordemor og jordemorstuderende, der skal forestå fødslen. De kan høre min lidt specielle vejrtrækning, og heldigvis kender den studerende godt til teknikken. ‘Du klarer det så flot, så jeg lader dig bare være,’ siger hun. Godt, for jeg kan ikke magte, at folk taler til mig. Jeg er så koncentreret om min vejrtrækning, at jeg nærmest er i trance. Jeg er allerede seks centimeter åben.
Vandet i badekarret er afslappende – læs videre på næste side>>
09.10
Jeg kommer ned i karret, og det varme vand får mig til at slappe endnu mere af. Min mand sidder i en stol i hjørnet. Han kan ikke rigtig gøre noget. Jordemoren sidder i det andet hjørne. Pludselig rejser hun sig op. ‘Jeg skal altså lige mærke, om du har veer. Normalt kan jeg se eller høre det. Men ikke her,’ siger hun. Jeg er åbenbart musestille. Det, der foregår inde i min krop, er dog ikke stille. Veerne ruller med en kraft, jeg ikke kan beskrive. Det er absolut ikke smertefrit, det her, selv om jeg slapper af i resten af kroppen under veerne og trækker vejret rigtigt. Men jeg lader mig ikke overmande af smerterne som ved min første fødsel. Det føles nærmere som en bølge, jeg rider på. På kurset lærte jeg, at det er godt at visualisere, mens veen er der. Men jeg kan ikke finde ud af at visualisere, så under sammentrækningerne tæller jeg i stedet. En ve varer omkring et minut, og det hjælper at tælle. Mellem veerne slapper jeg helt af, og på den måde er det mig, der kontrollerer smerten og ikke omvendt. Det føles ret fedt.
10.30
Jeg begynder at mærke en trang til at presse, så jeg kalder på jordemoren. Hun mener, at jeg lige skal op af vandet, så jeg kan prøve at tisse, og de kan undersøge mig. Jeg er ni en halv centimeter åben. Altså næsten i mål. Jeg er også ved at være træt – både fordi jeg ikke har sovet i over 24 timer, og fordi jeg koncentrerer mig så meget. De bliver enige om, at jeg kan presse lidt med på toppen af veerne. På kurset har vi øvet adskillige pressestillinger, for det er ikke en god idé at ligge på ryggen, da det belaster halebenet og ikke er særlig effektivt.
Men jeg ligger nu alligevel på ryggen.
Det er det eneste, jeg magter, og det føles rigtigt for mig. Jeg kan allerbedst koncentrere mig om åndedrættet og afspændingen i denne stilling. Veerne er nu ekstremt stærke, og det er lidt så som så med både åndedræt og afspænding nu. Jeg begynder at sige små lyde på toppen af veen samt knytte mine hænder frem for at slappe af. Jeg føler mig dog stadig fuldstændig i kontrol. Mit mellemkød brænder, og jeg kan mærke, at den lille sidder helt nede.
Så er det nu! Læs videre på næste side>>
11.35
Så er det nu. Jeg er 10 centimeter åben, og veerne er nu så stærke, at jeg på ingen måde kan holde igen. De kommer rullende med en kraft, der overmander mig. Men med både vejrtrækning og presseteknik er jeg stadig i kontrol. Jeg presser med en kraft, der vist kommer bag på både mig selv og jordemødrene, for efter blot tre presseveer nærmest flyver vores lille pige ud, så jordemødrene må råbe ‘gisp, gisp, gisp!’, så hun ikke flyver tværs gennem lokalet. Et skrig fylder rummet, og pludselig har jeg vores lille baby i armene. Hun er en smule blå og dækket af et tykt lag fosterfedt, men smukkere end noget andet. Michael klipper navlestrengen, og jeg får hende op til brystet. Jeg gjorde det. Jeg klarede at føde uden indgreb. Jeg er ved at revne af stolthed, og Michael siger flere gange ‘hvor er du sej!’. Selv har jeg bare lyst til at gøre det igen. Og igen. ‘Og hvorfor ikke?’ spørger jordemoren, ‘når du nu er verdens bedste til at føde’.
11.50
Jeg føder moderkagen, og så skal jeg undersøges. Jeg er overbevist om, at jeg er revnet fra ende til anden, men heldigvis er der ikke er så meget som en lille bristning. Vores lille Vera bliver undersøgt og scorer toppoint. Nu skal vi bare nyde hende.
FIND DIN TERMINSGRUPPE I VORES BØRNS FORÆLDRE FORUM HER!