Gaveguide: God gaveskik

Camilla Carlsen Bechsgaard: Så længe børnene er helt små, bemærker de det ikke, men forældrene kan måske ikke undlade at fortolke det, fordi gaverne også bidrager til deres familieførelse med for eksempel tøj eller nødvendigt udstyr. Det er en god ide at finde et leje og holde sig til det.

Margrethe Brun Hansen: Det er først i otte-niårsalderen, at børn begynder at tænke i penge. Det vigtigste for børnene er som regel, at de får et ønske ­opfyldt fra deres ønskeseddel. For ­forældrenes skyld bør prisen være ­nogenlunde ens.

På dagen eller distancen?

Bedsteforældrene bor i den anden ende af landet og kommer ikke altid til fødselsdagen. Skal de sende gaven, så den er der på dagen, eller vente med at give den til de kommer på besøg om nogle måneder?Camilla Carlsen Bechsgaard: For de store børn har det ofte betydning at få gaven på selve dagen og så efterfølgende sige tak i telefonen eller på Skype. For små børn under fem år er det hyggeligere at vente. De sidder ikke på deres fødselsdag og tænker ‘hvorfor er der ikke gaver fra mormor og morfar?’. De glæder sig over de gaver, der er.

Margrethe Brun Hansen: Det skal man som bedsteforældre afklare med sine voksne børn, for børnebørnene er tilfredse med den tradition, de kender. Hvis traditionen er, at gaven kommer med giveren, er børnene tilfredse med det. Forventer de at få den på dagen, bliver de naturligvis skuffede, hvis ikke den er der. Hvis man venter, bør man sende et kort på dagen.

Gavepres

Farfar og farmor har flere penge end morfar og mormor. Hvad skal bedsteforældrene gøre, hvis de føler sig presset over, at det andet sæt giver dyrere ­gaver? Og skal forældrene gøre noget?

Camilla Carlsen Bechsgaard: Man skal huske, at det kan være forskelligt, hvad bedsteforældre har at give. Nogle har mulighed for at give store gaver, nogle har færre penge, men måske mere tid til at være sammen med børnebørnene. Værdien og relationen måles ikke i penge og gaver. Som voksent barn kan man hjælpe med at give nogle gaveønsker, der ­matcher bedsteforældrenes økonomi.

Margrethe Brun Hansen: De, som har flest penge, skal lære at afstemme, hvad der er rimeligt af respekt for de andre, så ingen bliver bragt i forlegenhed. Det er vigtigt, at bedsteforældrene danner gode relationer, for de smitter af på børn og børnebørn. Hvis man skal give en masse, kan man gøre det på andre tidspunkter, så gaven ikke ender som statussymbol på gavebordet.

Gaver handler også om anerkendelse

Forældrene ønsker sig kun øko-ting uden farver og lyde til deres børn. Men bedstemor vil gerne se barnebarnets glæde ved glimmer og larm. Har hun lov til det, eller bør hun lytte til forældrene, der trods alt skal se og høre på legetøjet til hverdag?

Camilla Carlsen Bechsgaard: Bedsteforældrene bør respektere forældrenes værdier. Hvis de ikke gør det, signalerer de indirekte kritik af forældrene. Manglende respekt er den sikre vej til afstand, og en gavelejlighed kan ende som en åbenlys måde at vise manglende anerkendelse af sine børns måde at være forældre på. Man ønsker jo fortsat som voksen sine forældres anerkendelse – særligt af en så afgørende del af ens identitet, som forældrerollen udgør.

Margrethe Brun Hansen: Som tommelfingerregel, ja. Husk, at dine børnebørn ikke er dine børn. Vi bliver som bedsteforældre nødt til at indordne os under vores voksne børns måder at skabe et nyt familieliv på. Ser man en vidunderlig tromme, man ikke kan stå for, kan man købe den hjem til sig selv og invitere børnebørnene til at lege med den her.

Gavepenge eller legetøj?

Farmor og farfar giver altid penge til Oskar på tre år. Er det ikke helt i orden – eller ville det være bedre at bruge tid på bare et lille stykke legetøj?

Camilla Carlsen Bechsgaard: Tilbyd farmor og farfar at købe en gave for dem for pengene. De er måske usikre på, hvad de skal købe eller har svært ved at overskue det. Hvis man som forældre køber den for dem, kan de selv give ­gaven og høste jubelværdien.

Margrethe Brun Hansen: Jeg ville forsøge at finde ud af, hvorfor de gør det. Måske er de ikke så tæt på børnene, at de ved, hvad de vil blive glade for. Start med at sige, at det er sødt af dem, at de vil give penge, og forsøg at hjælpe ved at tilbyde at købe gaven for dem. En treårig finder jo ingen glæde ved at få en kuvert med penge.

Hvis gaven ikke glæder…

Mormor og morfar elsker selv at finde på gaver, og de følger aldrig ønskesedlen. Så de ender med at give noget, Oskar ikke gider lege med. Hvordan bør man håndtere det som forældre?

Camilla Carlsen Bechsgaard: Hvis Oscar er tre år, er det ligegyldigt. Hvis han er syv, har han bevidste ønsker, og så må man bytte gaven og fortælle bedsteforældrene det. Nogle gange skal man også huske at lade sig overraske. Børn kan blive glade for noget, man eller de ikke troede, de ville blive glade for.

Margrethe Brun Hansen: Man må lære sine børn, at man nogle gange får en håndstrikket sweater, der kradser, men som mormor har haft lyst til at give. Hvis barnet udtrykker sin utilfredshed, bør man som forælder trække barnet til side og bede barnet sige tak alligevel. Børn skal lære, at det er god dannelse at sige tak. Det kan de sagtens lære, fra de er cirka to et halvt år.