Sådan bliver du en glad stedmor

Selv om man elsker sin mand, sine børn og børn i al almindelighed, er det alligevel ikke let at leve sammen med andres børn. Jalousi, vrede og ligefrem had er nogle af de følelser, en sammenbragt familie tit må slås med. Men det er ikke noget, vi taler højt om, for idealet er en stor, glad familie med en kærlig og altfavnende stedmor i spidsen. Og faktisk er det præcis det ideal, der er kernen i problemet for rigtig mange stedmødre.

– Det er en kæmpe udfordring at leve sammen med andres børn, og det bør man erkende med det samme. Forskningen viser, at især stedmødre lider af mere uro, depression og vrede end kvinder, der bor sammen med deres egne børn, fortæller Karin Riis, som har specialiseret sig i at coache sammenbragte familier. 

LÆS OGSÅ: Hvad nu, hvis jeg ikke kan lide min mands børn?

Men det er ikke fordi, der er gemt en ond stedmor i alle kvinder, forsikrer hun. Tværtimod!

Ifølge Karin Riis, som selv er stedmor, stilles der nemlig alt for mange både praktiske og følelsesmæssige krav til kvinder i stedmoderrollen, og det giver bagslag. Ikke mindst kvinderne selv går ind i den nye rolle med alt for høje forventninger til sig selv. 

De vil gerne være den overskudsagtige, almoderlige skikkelse, der bager boller, trøster, hende børnene indvier i alt og selvfølgelig elsker. Kvinderne føler, at de skal være intet mindre end den perfekte stedmor, der maner alle grumme fordomme i jorden – på alle punkter.

De svære grænser

– Mange stedmødre ender derfor med at blive fanget mellem den ’gode’ stedmor og i at drukne deres egne behov. De er simpelthen bange for at vise, når de er irriterede på deres stedbarn eller bange for at sætte grænser – selv i forhold til små hverdagstrivialiteter, som de aldrig ville gøre sig nogen overvejelser omkring i forhold til deres egne børn. Og så går det hurtigt galt, forklarer Karin Riis.

– Vi går rundt på listesko i bestræbelserne på, at alt skal være så godt og bliver usikre på, hvad vi overhovedet kan tillade os. Vi skal jo nødig skyde nogen fra os! ”Kan jeg kræve, at de rydder op på deres værelse? Kan jeg kræve at se TV-avisen, når de nu er i gang med en dvd?” Og så sker det, at mange kvinder ikke får sagt fra hen ad vejen og ender med at føle sig totalt misforståede og typisk tænker: ”Jeg har virkelig forsøgt. Nu har jeg gjort sådan og sådan, men jeg mærker ingen anerkendelse overhovedet!”, fortæller Karin Riis.

Pak behagesygen væk

En løsningsmodel, mange stedmødre i god tro bruger, er at gå til fædrene med de ’ubehageligheder,’ der drejer sig om hans børn, men ifølge Karin Riis kan vi lige så godt pakke behagesygen væk med det samme og markere vores grænser direkte over for vores stedbørn.

LÆS OGSÅ: Bliv lykkelig med dine, mine og vores børn

– Er der nogle problemer, så henvend dig direkte til barnet i stedet for at lade det gå gennem den ’rigtige’ forælder. Børn er ikke dumme og aner hurtigt, at der er blevet snakket bag deres ryg, og det er ikke vejen til en god relation, understreger hun.

– Og så sætter det også parforholdet på en urimelig prøve, da problemer med børnene hurtigt kan ende med at blive en intern krig i parforholdet, understreger hun.

Alt er i spil

Du kan selvfølgelig som stedmor være nok så direkte i din kommunikation over for dine stedbørn, men det nytter ikke noget, hvis du lige har slået fast, at her i huset er der altså ikke fjernsyn efter klokken 21, hvis ’farmand’ efterfølgende siger – eller viser – noget andet. Uenighed om regler og opdragelse kendes naturligvis også i mange kernefamilier men i den sammenbragte familie er udfordringen endnu større.

– Når en stedfamilie etableres, er både værdisæt, kultur, vaner og regler i spil, og har alle chancer for at støde sammen. Grænserne til opdragelse kan være afsindigt forskellige, og hvis de små dagligdagssituationer ikke bliver afklaret, vil de hurtigt hobe sig op, fortæller Karin Riis.

– Som voksne må I derfor investere tid og kræfter i på forhånd at afklare og aftale en konstruktiv ramme om jeres nye familie. Der må findes et fælles fodslag. Det vil højst sandsynligt betyde kompromiser begge veje, men det altafgørende er, at I som voksne støtter hinanden og viser enighed over for børnene. Og vær modige, for det tager tid for alle parter at vænne sig til og tilpasse sig de nye roller, regler og normer,” fortæller Karin Riis.

Mor med stort M

De høje forventninger til stedmoderen ligger ikke kun som et indre forventningspres i kvinden selv. Også i samfundet er der en forventning om, at stedmoderen går ind i den nye familie som ‘Mor’ med stort M. Det synes helt naturligt, at det er hende, der ikke alene sørger for mange af de praktiske ting i forhold til sine egne børn, men også i forhold til sine stedbørn.

Sådanne ydre og indre forventninger til, at manden i samme grad tager del i det praktiske i forhold til hans stedbørn, er ifølge Karin Riis nærmest ikke-eksisterende, og da mødre ofte samtidig har svært ved at give los på kontrollen over for egne børn, er tendensen, at stedfaren indtager rollen som legeonkel.

– At være legeonkel kan være et godt udgangspunkt for at opbygge en god relation til sit stedbarn, men strander stedfædrene i rollen uden at tage del i ansvaret i den nye familie, så ender det med at blive en amputeret familie – og højst sandsynligt med en meget frustreret og udmattet (sted-)mor, fastslår Karin Riis.

LÆS OGSÅ: Skilt og nyforelsket: ”Elsker du så stadig mig, mor?”

Det samme er tilfældet, hvis far bare lader sin nye partner overtage de funktioner, som børnenes biologiske mor havde i den opløste kernefamilie. Situationen er en anden i den nye familie, og det kræver, at han går ind og tager et ansvar, som børnenes mor måske stod for tidligere.

Det er afgørende for alle parter i den nye familie, at I som voksne er realistiske omkring jeres familie. I er ikke en kernefamilie, men en sammenbragt familie, og det indebærer andre roller og kræver en indsats for at opbygge gode relationer mellem stedforældre og stedbørn.

Kærlighed ved første blik?

Lige meget hvor gerne vi vil elske vores stedbørn, som var de vores egne, er det et helt urealistisk krav at stille sig selv og hinanden. Det tager tid at opbygge en god relation – også selv om man elsker barnets forælder.

Og omvendt vil man også kun blive svært skuffet, hvis man forventer, at ens stedbørn kaster sig om halsen og overdynger én med kærlighed fra første dag. For det modsatte er mere reglen end undtagelsen.

– I mange sammenbragte familier, ikke mindst hvis der ligger en skilsmisse tæt på, vil børnene bekæmpe ’fars nye Ida,’ fordi hun er et symbol på bruddet mellem børnenes forældre og fraværet af den ene af forældrene. Så det er dømt til at gå galt, hvis man går ind i projekt ’nu er jeg mor for dig,’ og vi er en stor ’rigtig’ familie, siger Karin Riis.

– Husk, at det er jer, der har valgt hinanden, ikke børnene. Giv slip på idealiseringen, og giv hinanden plads til at lave noget med jeres egne børn, så børnene ikke føler sig degraderet. Gør I det, vil jeres nye familie have de bedste betingelser for at blive en harmonisk familie fuld af ægte kærlighed, siger Karin Riis.

LÆS OGSÅ: Sammenbragt familie: Sådan gør I det bedst for børnene

LÆS OGSÅ: Undgå triste delebørn

LÆS OGSÅ: Gør dine børn til gode søskende