Rectus diastase
SPONSORERET indhold

Gode råd og fakta om rectus diastase

Buler maven ud og ligner en toblerone efter graviditeten? Her får du gode råd til at teste, om dine lige mavemuskler har delt sig i to.

Af: Sarah Galán Foto: Camilla Stephan
10. jan. 2017 | Børn | Vores Børn

Hos en del gravide bliver de lige mavemuskler strakt så meget ud af den voksende livmoder, at de deler sig i to. Det sker, fordi senen imellem dem, der normalt er som en tyk elastik, bliver strakt og svækket, til den er helt tynd – lidt ligesom husholdningsfilm. Man kan se, at mavemusklerne er delt i to, når man ligger på ryggen og løfter hovedet. Så vil maven blive spids og ligne en ‘Toblerone’. Det kaldes Rectus Diastase.

Hos de fleste kvinder vil mavemusklerne og senen imellem dem trække sig sammen i ugerne efter fødslen, og det skal de have ro til. Lav derfor ikke bevægelser, som belaster de lige mavemuskler, i den første måned efter du har født.

Det gælder:

  • At sætte dig lige op fra liggende stilling. Læg dig i stedet på siden og rejs dig den vej. Det betyder, at du heller ikke skal lave mavebøjninger.

  • Øvelser, hvor maven vender ned mod gulvet, fx lige planke eller pushups.

  • Vent med den type bevægelser, til dine mavemuskler har trukket sig nok sammen. Ellers risikerer du, at din Rectus Diastase bliver permanent, og det kan bl.a. medføre:

  • Problemer med bækkenet og ryggen, fordi andre muskler må kompensere for mavemusklernes manglende arbejde.

  • Brok (udposning af bughinden, der viser sig som en bule under huden).

  • Fordøjelsesproblemer, fordi mavemusklerne ikke holder ordentligt på tarmene.

Test dine mavemuskler for Rectus Diastase

Her får du en guide til at teste, om dine lige mavemuskler har delt sig i en Rectus Diastase. Der er ingen grund til panik, hvis de har – det er helt normalt lige efter en fødsel. Test igen om 2 uger og evt. igen om 4 uger. Hvis mavemusklerne stadig ikke har trukket sig sammen, så bliv tjekket hos din læge eller en fysioterapeut, som kan hjælpe dig videre. Øvelserne i de næste måneder er tilpasset, så du kan lave dem både med og uden Rectus Diastase.

Sådan gør du:

  • Lig på ryggen med bøjede knæ og fødderne i gulvet tæt på numsen.

  • Sæt 3 fingre mod maven et par centimeter over navlen, så neglene peger i retning af dine fødder.

  • Læg den anden hånd bag nakken som støtte, og løft hovedet (ikke skuldrene) op fra gulvet, samtidig med at du presser fingrene let ned i maven.

  • Hvis alle 3 fingre kan glide ned imellem dine mavemuskler, har du Rectus Diastase. 

øvelse

(Set fra siden)

øvese2

(Set forfra)

OBS: Hvis det er ubehageligt at lave testen, eller hullet mellem musklerne er mere end 3 fingre bredt, så bliv tjekket hos din læge.

Teksten er et uddrag fra bogen ‘Mor og baby i topform’, som indeholder gode, sikre øvelser for mor og tumlelege for baby det første år efter fødslen. Bogen er skrevet af Sarah Galán, journalist, fitnessinstruktør og mor. Politikens Forlag, 150 kr.

Rectus Diastase

LÆS OGSÅ: Farvel til topmaven

LÆS OGSÅ: Yoga i børnehøjde

LÆS OGSÅ: Knibeøvelser: Bliv stærk i underetagen