Graviditet 30 år
Foto: Peer Klercke | "Jeg ser det som en styrke, at jeg i dag har en livserfaring, som jeg ikke havde for ti år siden."
Vores Børn

Graviditet 30 år

Gravid som 30-årig: "Jeg har fået mere ro på, selvom jeg går glip af en bytur"

For Charlotte var det vigtigt at få styr på uddannelse, arbejde, økonomi og rejselyst, før hun påtog sig det store ansvar at sætte et barn i verden.

Af Anne Anthon Andersen 06.mar.2017 Børn

Det føles ikke så skræmmende at blive mor, når man har oplevet sine veninder tackle graviditet og moderskab på godt og ondt, synes Charlotte Sørensen, der gerne ville have det økonomiske og praktiske på plads, før hun skulle have børn.

Hvorfor er du gravid netop nu?

Flere af mine veninder begyndte at få børn for fem år siden. Men det har først været nu, jeg har

Faktaboks

FAMILIEN

Mor: Charlotte Sørensen, 30 år, social- og sundhedsassistent.

Far: Peter Søjberg, 28 år, ­produktionsteknolog.

Børn: Terminen var den 22. oktober 2016, hvor parret ventede en pige.

Bor: I Fårup ved Randers.

haft lyst og følt mig klar til det, selvom min kæreste og jeg har været sammen i fem år.

Jeg er nok den type, som ønsker at have det økonomiske og praktiske på plads først. For eksempel havde jeg brug for at være færdig med min uddannelse og have arbejdet nogle år og rejst en masse, før jeg var klar til familielivet og det ansvar, der følger.

Min kæreste og jeg ville også begge gerne nå at købe hus og slå os ned, inden vi fik børn, så det har vi også skulle nå.

LÆS OGSÅ: 11 tips: Sådan overlever du den første tid som nybagt mor

Hvordan opdagede du, at du var gravid?

Det var en tirsdag morgen, den 15. februar, jeg tog testen. Der var kun en enkelt streg, så jeg gik i bad og havde egentlig glemt alt om den. Da jeg en halv times tid senere fandt den og ville smide den ud, så jeg de to streger. Det blev pludselig meget virkeligt for mig, og tanken skræmte mig lidt: ‘Er det nu det rigtige, vi gør? Er jeg klar?’. Da min kæreste vågnede, sagde han først bare ‘nå’ af ren overraskelse. Men han blev også meget glad og viste det med ekstra mange kys og kram.

Hvordan oplever du din graviditet?

Jeg har haft en forholdsvis nem graviditet. Måske fordi jeg altid har trænet og passet godt på min krop. Selvom jeg har haft lidt kvalme, og de ekstra kilo har gjort det lidt besværligt, har jeg dyrket spinning og styrketræning helt frem til uge 27 og herefter fortsat med en times svømning et par gange om ugen og lange gåture for at holde mig i gang.

Hvad har overrasket dig mest?

Jeg var bange for, at det ville være rigtig hårdt efter alle de skrækhistorier om bækkenløsninger, hæmorider, kvalme og opkastninger, jeg havde hørt. Så det har overrasket mig, hvor let og rart det har været for mig at være gravid. At jeg ikke har haft nogen særlige gener ud over lidt træthed og kvalme i starten. Den boblende fornemmelse, det giver at mærke min datter indeni, og følelsen det vækker, har også overrasket mig. Jeg har jo hørt andre fortælle om det. Men det er meget svært at forestille sig, før man selv oplever det.

LÆS OGSÅ: Blog: Jeg er helt ude af takt, men det er vel ok?

Hvordan oplever du, at det har ­påvirket din krop?

De sidste måneder har været stride, hvad sukkertrang angår. Chokolade, syrlige smage og saltlakrids har jeg slet ikke kunne få nok af. Jeg har altid passet godt på min krop og kunnet styre min trang til slik og søde sager. Nu kan man ikke lægge en plade Marabou foran mig, uden at jeg spiser den. Det er vildt at opleve, hvordan kroppens behov kan tage styringen. I starten følte jeg, at graviditeten ødelagde min krop og alt det, jeg havde kæmpet for med min træning. De følelser var svære at dele med andre, fordi de virkede forbudte.

Som gravid er det, som om man skal synes, at alle de forandringer, kroppen gennemgår, er helt fantastiske. Langsomt har jeg accepteret kroppens udvikling og givet mere slip. At være gravid er jo et valg, jeg har truffet. På den måde tvinger graviditeten mig også til at arbejde med mig selv.

Hvad er efter din egen opfattelse fordelen ved lige netop din alder?

Jeg ser det som en styrke, at jeg i dag har en livserfaring, som jeg ikke havde for ti år siden. Jeg har et større bagland og fået lov til at opleve, hvordan mine veninder har tacklet graviditet og moderskab på godt og ondt. Det gør, at det ikke virker nær så skræmmende. Jeg har selv fået mere ro på og sluppet følelsen af at gå glip af en masse ved at blive hjemme fra en bytur.

Hvordan reagerer omgivelserne på din graviditet?

Alle har været så glade på vores vegne. Jeg har oplevet et større fokus på min krop og har fået bemærkninger om, at jeg godt nok har fået store bryster og hold da op en mave. Men jeg er ikke særligt blufærdig, og så laver jeg også nogle gange selv sjov med det og kan godt finde på at kalde mig selv for flodhest.

LÆS OGSÅ: Hårtab: Har du også fået barselsgarn?

Hvordan oplever du mulighederne for at dele din graviditet med ­veninder?

Jeg har kun en enkelt veninde, der er gravid samtidig, men mange veninder, der har flere børn. Særligt én veninde er jeg blevet noget mere tæt med, efter at jeg er blevet gravid, fordi vi har delt mange af de samme tanker og følelser om vores graviditeter. Jeg har brugt mine veninder rigtigt meget. Men jeg kan mærke, at jeg holder mig mest til de veninder, der kender følelserne og tankerne om at være gravid.

Artiklen er en del af en serie. Læs også: Gravid som 20-årig: “Jeg kan ikke fordrage spørgsmålet ‘var det planlagt?’” og Gravid som 40-årig: Graviditeten har lukket mig ind i kvindernes inderkreds”

LÆS OGSÅ: Fødselshypnose: Fød naturligt og med kun få smerter

LÆS OGSÅ: Babymoon: Sidste rejse inden babys ankomst


Henter...