Gravid som 40-årig
SPONSORERET indhold

Gravid som 40-årig: Graviditeten har lukket mig ind i kvindernes inderkreds

Anette Schultz har i mange år levet et liv med karriere, træning og rejser. Som 40-årig føler hun sig endelig klar til at lægge egoet på hylden og blive gravid, så hun kan skabe sin egen familie.

Af:: Anne Anthon Andersen Foto: Peer Klercke
08. mar. 2017 | Børn | Vores Børn

Annette Schultz er klar til at ændre det egoliv, hun har levet i mange år, og efter hun blev gravid, har hun oplevet en bølge af kærlighed skylle ind over sig.

Hvorfor er du gravid netop nu?

Da jeg mødte min kæreste, som er ni år ældre, havde han to piger på 16 og 22 år i forvejen, og det kunne jeg slet ikke overskue. Men vi fandt alligevel sammen. Vi talte om børn, men fordi han allerede havde sine to piger, stod endnu et barn ikke øverst på hans ønskeliste. I efteråret sidste år sagde jeg til ham, at jeg ønskede et barn med ham.Et par måneder senere kom han hjem og fortalte, at han havde læst en artikel om, at blot seks procent af alle kvinder over 40 kan blive gravide. Jeg tænkte, at så overvejede han muligheden. Den dag brugte vi for første gang i vores fire år lange forhold ikke beskyttelse, og der blev jeg så gravid.LÆS OGSÅ: Blog: ”Det er godt nok flot, du sådan kommer ud”

Hvordan opdagede du, at du var gravid?

Jeg vågnede en morgen og havde en stærk fornemmelse af, at jeg var gravid. En gammel test, jeg

  havde liggende i skabet, viste to streger med det samme. Om eftermiddagen kørte vi en tur ud til vandet ved Risskov. Det var valentinsdag, og jeg havde pakket tre positive graviditets-
tests ind i en pakke, som jeg gav min kæreste, da vi sad og kiggede ud over vandet. Han har beskrevet, hvordan mågerne ligesom hang stille i luften, da han så dem.

Jeg havde forberedt mig på, at han nok ville blive lidt chokeret og gav ham fred til at tænke tingene igennem. En uges tid efter var vi til en tidlig scanning for at få vished for, om der var liv. Da vi først havde set det lille hjerteblink, var der ingen tvivl hos nogen af os længere. Det var en stor lettelse.

Hvordan oplever du din graviditet?

Jeg har hverken haft kvalme eller været dødtræt og har fortsat min træning, gået til yoga, gået lange ture og til spinning i starten. Man kunne meget tidligt se, at jeg var gravid, vel fra omkring uge 10. Der begyndte jeg at få nogle jag i mit bækken og gik til min fysioterapeut, som kiggede mig dybt i øjnene og sagde ‘kunne det være, at du har lidt for meget at se til?’. Siden har jeg slappet mere af, og jagene er forsvundet.

Hvad har overrasket dig mest?

Jeg er overrasket over, at jeg blev så let gravid. Og så er jeg forbavset og taknemmelig over, hvor fantastisk stærk min krop er til at lave et nyt lille menneske, hvordan min krop så tydeligt fortæller mig, hvad den har brug for, og hvordan mit sind samtidig udvikler som forberedelse på at blive forældre.

Hvordan oplever du, at det har ­påvirket din krop?

Det har været underligt at skulle træde op på vægten og pludselig have taget fem kilo på. Det har altid været et stort issue for mig ikke at blive overvægtig, og træning har været en stor del af mit liv, så det var grænseoverskridende, da lårene pludselig rørte hinanden.Men så husker jeg mig selv på, at der også skal være nogle ammedepoter og glæder mig over, når folk siger, at maven sidder flot på mig, og at jeg er i god form. I uge otte-ti skulle jeg bare have kalkunpålæg med pickles og masser af ristet rugbrød midt om formiddagen. Nogle aftener har jeg haft en sindssyg trang til kogte ris.LÆS OGSÅ: De 10 største bekymringer som gravid

Hvad er efter din egen opfattelse fordelen ved lige netop din alder?

Jeg er kommet til et sted i mit liv, hvor jeg er klar til at ændre det egoliv, jeg i mange år har levet, hvor jeg kunne træne, køre en karriere med lang dage, rejse og gå ud uden at tage hensyn til
andre end mig selv. Det er jeg klar til at lægge på hylden for et familieliv. Jeg er mere rolig i forhold til mange ting nu end for ti år siden. Jeg tror mere på mig selv og på min kærlighed til min kæreste. Jeg føler, at min erfaring gennem børn i min omgangskreds gør mig meget afslappet om det at være gravid og blive mor.

Hvordan reagerer omgivelserne på din graviditet?

Som gravid har jeg oplevet, at en bølge af kærlighed er skyllet ind over mig. Nogle af mine kolleger fik ligefrem tårer i øjnene. Før jeg blev gravid, oplevede jeg ofte, at der opstod en afstand mellem mig og folk, der spurgte, om jeg havde børn, når jeg svarede, at det havde jeg ikke.Det er, som om jeg med graviditeten er blevet lukket ind i den inderkreds af kvinder, som har graviditet og moderskab til fælles. Det er det indforståede smil og den kærlighed, der opstår mellem kvinder, når de udveksler erfaringer om deres graviditet. Som om andre genoplever deres egen graviditet, når man fortæller om sin egen. Det har været fantastisk og rørende at opleve.

Hvordan oplever du muligheden for at dele din graviditet med dine veninder?

De fleste i min omgangskreds har børn under 10 år, så jeg føler mig ikke så sen på den. Mine veninder skal nok ikke have flere børn, så jeg er sikker på, at min lille søn får en masse søde tanter, som vil elske ham som deres efternøler.

Artiklen er en del af en serie. Læs også: Gravid som 20-årig: “Jeg kan ikke fordrage spørgsmålet ‘var det planlagt?’” og “Jeg har fået mere ro på, selvom jeg går glip af en bytur”

LÆS OGSÅ: 11 fordomme om mødre

LÆS OGSÅ: Babymoon: Sidste rejse inden babys ankomst

LÆS OGSÅ: Knibeøvelser: Bliv stærk i underetagen