Gravid og træt
SPONSORERET indhold

Gravid: Skal man sove for to?

Trætheden rammer de fleste gravide efter ganske kort tid. Men hvorfor er du egentlig træt – og hvornår bliver det bedre?

Af:: Thomas Bruun Funch Foto: Istockphoto
19. nov. 2016 | Børn | Vores Børn

30-50 procent

Så meget ekstra blod skal dit hjerte pumpe rundt i kredsløbet.

Ekstra hormoner

I det første trimester ændrer hormonbalancen sig. Kroppen producerer ekstra østrogen samt hormonet HCG, der sikrer, at slimhinden i livmoderen ikke bliver afstødt. Det er vigtigt for livmoderslimhindens vækst og for at samle næring til det befrugtede æg.

Gravid og træt? Det kan du gøre

Lyt til din krop og sov, når kroppen har brug for det. Eftersom kroppen skal producere den store mængde ekstra blod, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du tager jerntilskud dagligt. Det er også med til at udvikle barnets egen blodproduktion. Barnet tager af morens depoter, så får du ikke jern nok selv, vil det forstærke den træthed, du allerede mærker.

Den gode midterperiode

Mange gravide oplever, at de er mest trætte i starten og i slutningen. Derfor bliver andet trimester ofte beskrevet som den gode midterperiode, da kroppen har vænnet sig til den hormonelle tilstand, du har oplevet til at begynde med.

Mere besværet

Du har for alvor ændret dig, rent fysisk, når du kommer til tredje trimester. Maven er stor, og det kan gå ud over din nattesøvn. Du får måske svært ved at vende dig om natten, og du får mere besvær med at bevæge dig. Du når den maksimale vægt, der presser mere i bækkenet, og du kan føle dig meget tung.

Smerter i hænderne

Nogle gravide udvikler karpaltunnelsyndrom, som er en lidelse, hvor en nerve i håndleddet bliver generet af den øgede mængde væske. Det kan forårsage smerter og en sovende følelse i hænderne og kan holde dig vågen om natten. Lidelsen rammer tre-fire procent af befolkningen, og graviditet kan være med til at fremkalde sygdommen. Den forsvinder igen, når den øgede mængde væske er væk.

Få en fast rytme

Tredje trimester kan være et godt tidspunkt at vænne kroppen til et nyt, fast søvnmønster på. Forsøg at planlægge en lur på et bestemt tidspunkt af dagen.

Efter fødslen

Et nyfødt barn forstår ikke forskellen på dag og nat, og der går noget tid, før babyen vænner sig til en normal døgnrytme. Tag en lur, når dit barn sover. Hormonet oxytocin hjælper dig til at blive afslappet, så du falder nemmere i søvn om natten. Det udskilles blandt andet ved kropskontakt med din baby.

Det betyder søvn

Mennesker er bygget til at klare en periode med afbrudt søvn, men et uregelmæssigt søvnmønster er usundt. Du skal ikke forsøge at indhente søvn sporadisk, men sætte fast tid af.

400-700 timer

Så mange timers søvnunderskud vil du få, inden dit barn fylder et år. Du kan dog trøste dig med, at din krop kompenserer for en del af underskuddet, ved at du eksempelvis får mere af den dybe søvn i den tid, du sover.

Kilder: Lene Skou Jensen, jordemoder og forfatter til Politikens graviditetsbog, Mikael Rasmussen søvnforsker ved Center for  Stress og Trivsel, og sundhed.dk. 

LÆS OGSÅ: Fingrene væk fra min gravide mave

LÆS OGSÅ: Mærkelige madvaner under graviditeten

LÆS OGSÅ: 8 ting, du ikke skal sige til en gravid