Gravid
Foto: Privat | Skal man føle sig klar til at blive mor inden fødslen?
Vores Børn

Gravid

HJÆLP! Er jeg klar til at blive mor?

Om et par måneder kan blogger, Katrine Memborg, kalde sig mor til en lille pige eller dreng. Hun glæder sig ubeskriveligt meget, men synes helt ærligt også det er møghamrende skræmmende, for er hun klar?

Af Katrine Memborg, blogger 09.apr.2016 Børn

Da jeg tilbage i oktober måned tog den famøse test, der stolt fremviste de to streger, var det min mor, der greb mig efter chokket. Jeg græd nemlig ret højlydt ude fra hendes badeværelse. Der var primært tre årsager til gråden:

  1. At min kæreste Victor ikke var hos mig, da jeg tog testen, og at jeg derfor følte mig helt alene i verden.

  2. At jeg havde ubeskriveligt ondt i maven og nærmest lå i fosterstilling på gulvet på grund af kramper.

  3. At det der gravid var jeg da ikke klar til. Var jeg? Var vi?

Det første min mor spurgte mig om, da hun mødte mig hulkende i døren var, om jeg var glad for stregerne. Til det kunne jeg jo kun fremstamme ”Ja, det tror jeg…”

Herefter krammede hun mig og talte mig til ro. Primært ved at tale om alt muligt andet praktisk. Lidt sært når jeg tænker tilbage, men i momentet virkede det efter hensigten. Jeg slugte og smagte på nyheden og følte mig faktisk meget hurtigt pivhamrende lykkelig og afklaret. Og hun endte faktisk med at sidde og tude mere, end jeg.  

Det skræmmer mig

Nu – et halvt år senere – dukker punkt nummer 3 stadig op mere eller mindre hver dag. For hvornår ved man egentlig, om man er klar til at være mor? For mig handler det ikke om alder, for jeg var sørme hele 35 år, da jeg endelig turde slippe min egen selvkontrol (og p-piller!) og give mig hen til det, jeg inderst inde har ønsket mig i rigtig mange år. Men én ting er at ønske sig noget – en anden ting er at være klar. Sådan rigtig klar. Det skræmmer mig, at jeg stadig – med et par måneder tilbage af graviditeten – grædende kan spørge Victor, om vi nu også kan finde ud af at være forældre. Ja, ja, det skyldes naturligvis også hormoner, der i den grad driver mig (og nok endnu mere min kæreste) til vanvid. Victor går dog meget pragmatisk til det og svarer mig ofte, at vi nok aldrig bliver mere klar, end vi er lige nu. Han har ret.  

Det skal lige nævnes, at når jeg har gode dage, så er jeg heldigvis overbevist om, at vi bliver verdens bedste far og mor, for vi har så meget kærlighed, energi og tryghed at give af. Vi er i ro som par, og det må være det vigtigste. Men er det nok? I denne perfekte verden (tak, Instagram!) er det sgu ret nemt at blive panisk angst, hvis man ikke lige kan leve op til alle de andre, der fremstiller deres tilværelse så helt ekstremt rosenrødt – eller babyblå, om du vil.

Mødreinstinkt og tabu

Det gode ved at blive mor lettere forsinket er, at jeg kan suge til mig af andres successer, jeg kan spørge mine veninder med børn om alt uden at føle mig dum – og vigtigst af alt, så har jeg efterhånden en ret veludviklet sund fornuft, som jeg bestemt ikke havde for 10 år siden.  Alle siger til mig, at det kommer helt naturligt, når først jeg ligger med vidunderet i mine arme. Men er det ikke bare noget, man siger? Handler det måske om, at mange nye mødre er bange for at indrømme, at de er bange? Er det blevet en smule tabuliseret at mærke den angst, der følger med? Eller har de ret? Er ens indre intuition så stærk, at det famøse mødreinstinkt automatisk tager over? Jeg ved det af gode grunde ikke, men jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg er skræmt. Jeg er vant til at have kontrol og vide, hvad jeg gør. Jeg har altid en plan b, hvis a’eren ikke går. Det har jeg ikke her. Jeg er blottet, og måske er det lige præcis her, usikkerheden ligger. Sidst jeg følte mig det mindste blottet var tilbage i børnehaveklassen, da jeg stod ansigt til ansigt med de mennesker, jeg skulle bruge de næste 10 år sammen med. Ikke at der kan findes en større sammenligning, men følelsen minder da lidt om.

Ligesom dengang går jeg ind til denne her ”mor-opgave” med den allerstørste ydmyghed og taknemlighed og forhåbentlig også en styrke, jeg ikke anede, jeg havde. Skræmt og ubeskrivelig spændt. Og muligvis også klar. 

LÆS OGSÅ: Er kun den dyreste barnevogn god nok?

LÆS OGSÅ: Køn? Ja, naturligvis er den det!

LÆS OGSÅ: Er det blevet alt for svært at være gravid?


Henter...