Mor-rollen
SPONSORERET indhold

“Hjælp, jeg har fortrudt – jeg vil ikke være mor”

Ordene kommer fra familiepsykolog og børneekspert Ulla Dyrløv, som blev overrumplet af mor-skabet, da hun fik sit første barn. Her fortæller hun ærligt om, hvordan hun selv engang var bundusikker mor.

Af:: Katrine Bøg
23. jan. 2015 | Børn | Vores Børn

Jeg havde ikke været mor i ret mange måneder, da jeg ringede til min egen mor og sagde: ‘Hjælp, jeg har fortrudt. Jeg vil ikke være mor alligevel!’

Jeg var kun 24 år, da jeg fik Sabine, der i dag er 23. Jeg var ung, men følte mig mere end klar. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville blive en god mor. Alligevel var det svært, fordi ingen i min omgangskreds havde børn.

LÆS OGSÅ: Få dit barn til at flække af grin

I begyndelsen gjorde jeg en hel masse for at bevise, over for mig selv og alle andre, at det her lille barn overhovedet ikke havde ændret mit liv. Men efter en polterabend på en båd i Nyhavn, hvor jeg havde min datter med, gik det for alvor op for mig, at det her slet ikke gik.

Det blæste så meget, at jeg ikke kunne amme hende, og det endte med, at jeg måtte tage hjem med et skrigende barn. Så var det, at jeg ringede til min mor og græd og græd og meldte pas i forhold til moderskabet.

Lettelse

Efter den oplevelse besluttede jeg, at fra nu af skulle Sabine være nummer et i mit liv. Jeg lagde mit liv om, så jeg fulgte hendes rutiner. Det var en kæmpe lettelse, selv om det kostede på den sociale konto.LÆS OGSÅ: 7 trin til at gøre junior mere socialMange af mine venner kunne ikke forstå mit valg og drillede mig, fordi jeg holdt på, at nu skulle hun sove og så videre. De blev klogere seks-syv år senere, da de selv blev forældre.

Alenemor

Stort set fra min yngste søn blev født, har jeg været alene med mine tre børn. Det har været sindssygt hårdt og var aldrig lykkedes uden kæmpe opbakning fra min familie og mine venner.Fra børnene var i børnehavealderen, har jeg vænnet dem til, at jeg indimellem skulle have nogle timer alene på mit værelse – for eksempel til at studere, som jeg gjorde, mens de var små. Det har fungeret.Når man er alenemor, er det nødvendigt, at børnene kan hjælpe hinanden. De har alle tre vidst, at der var brug for dem for at få tingene til at fungere. Det har været godt for deres selvværd, og det har været godt for mig.

Tvivl

Jeg har opdraget mine børn til at opføre sig ordentligt, tale pænt, tænke på andre, dele deres ting og være sociale. Dyder, der har gjort dem til stærke mennesker i dag. Men det har ikke altid været let.Deres skoletid har været præget af mobning for alle tres vedkommende og af skoleskift for de to yngstes.Jeg har mange gange været i tvivl, om jeg gjorde det rigtige, når mine børn blev mødt med et ‘fuck dig’ af de andre børn, og jeg alligevel stod fast på, at de skulle opføre sig pænt. Skulle jeg i stedet have lært dem at slå igen for at klare sig?LÆS OGSÅ: Det er okay at give flaskeTil andre, der står i en lignende situation, vil jeg sige ‘hold ud og hold fast’. Det er værd at kæmpe for de gode værdier, for fællesskabet og den gode opførsel. Det kan jeg se i dag, hvor mine tre børn klarer sig overordentlig godt og alle har et solidt selvværd.De har klaret sig igennem skoletiden med skindet på næsen, men ingen af dem bryder sig om at tale om den tid.

Humor

Jeg har aldrig gidet lege med mine børn. Det fungerer bare ikke for mig at sidde på gulvet og køre med tog. Derfor har jeg altid sagt ‘nej, det gør jeg ikke’.

Derimod har jeg danset, hoppet i sengen, tegnet og bagt, fordi det var det, jeg gad og havde det sjovt med.

Humoren er en vigtig del af mit liv, og jeg mener, at hvis du laver fis og ballade og sørger for, at dit barn klukgriner en gang om dagen, så kan det sgu ikke gå helt galt.

Jeg har nogle gange stået i situationer, som var umenneskelige, fordi jeg var alene om det meste, og en af de måder, jeg har klaret det på, har været at grine.”

LÆS OGSÅ: Line Kruse: “Jeg blev mobbet, fordi jeg var kendt

LÆS OGSÅ: Lone Hertz: Dengang jeg blev mor …

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter