Hun var tæt på at dø under fødslen

Smukt og romantisk. Et perfekt billede af far, mor og barn i lykkerus. Sådan havde 27-årige Vlora Christiansen på forhånd tænkt, at hendes fødsel ville ende. Virkeligheden blev, at hun var tæt på at dø.

Fødslen begynder egentlig stille og rolig. Den højgravide kvinde fra Aalborg mærker 11. september sidste år, at noget vand begynder at sive. Hun skyder det hen og tager et bind på, selvom der er smerter hen over maven. Som timerne går, fortsætter vandafgangen, så hun ringer til hospitalet.

– Jeg siger: ”Prøv at høre, det siver ud af mig”, men jordmoren tror, det er udflåd, og beder mig om at give det natten over, fortæller hun til Voresbørn.dk.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Akut kejsersnit halvanden uge før det planlagte

Næste dag er der dog igen tvivl. Mens Vlora er ude at handle, kommer der et stort skyl. Senere efter aftensmaden begynder en snert af frygt at melde sig, for Vlora mærker mindre liv fra sin datter. Hun tager derfor med sin mand Kasper i al hast på hospitalet, hvor hun bliver scannet.

Og så går det stærkt, for der er næsten ikke mere fostervand tilbage, og barnet har været udsat for bakterier og skal have antibiotika. Fødslen skal derfor med det samme sættes i gang.

Helt i chock

– Jeg har ikke taget noget som helst med på hospitalet. Min mand og jeg kigger på hinanden og jordmoren og siger: ”Hvad mener du?” Jeg er helt i chok. Vi er også meget, meget bange, for der har været åbent til barnet i tre døgn, så er der noget galt med min datter?, husker Vlora.LÆS OGSÅ: Kejsersnit: Alt, du skal vide FØR fødslenDe næste par timer skifter mellem vestorm og alt for få veer, mens Vlora langsomt udvider sig. På samme tid begynder både hun og datteren at få feber, og mens natten skrider frem, begynder de begge at få det dårligt, og datteren puls stiger brat.– Jeg er meget bekymret, for man er uvidende. Jeg har hele tiden haft et billede af, at når man skulle have et barn, var det bare noget smukt. Jeg havde ikke tænkt på komplikationerne – jeg har hørt om læst om det men ikke tænkt, at det vil gælde mig selv, siger hun til Voresbørn.dk.– Men jeg kunne hele tiden mærke inde i min krop, at det ikke ville gå. At der ville ske noget dramatisk.

Stresset baby

Datteren bliver tjekket, og jordmoren mener, de lige skal se tiden an. Ved fem-tiden om morgenen brister drømmen dog om en rolig og naturlig fødslen. Den lille baby er alt, alt for stresset, og fødselspersonalet bestemmer, at nu skal Vlora have akut kejsersnit.– Jeg glemmer mig selv fuldstændigt. Det eneste, jeg tænker på, er, om mit barn bliver hjerneskadet, eller der vil ske andet. Jeg forstår det ikke, og det går så hurtigt, at jeg ikke kan nå at få en forklaring, fortæller hun.Ved halv syv-tiden bliver lille Angelina taget ud af Vlora og undersøgt for vand i lungerne. Imens bliver Vlora syet sammen, og tiden, inden hun kan holde sin datter i armene, føles som en evighed for den nybagte mor.– Jeg ligger der helt alene og forstår ingenting. Jeg vil bare op til mit barn og min mand. Billedet af kernefamilien og min datter, der kommer op på mit bryst, bliver slettet. Jeg får ikke lov til noget som helst.  Jeg havde det forfærdeligt. Jeg vil bare over til min datter. Jeg har ventet ni måneder på hende, og jeg vil bare havde hende i mine arme og være mor for hende. Man ved, hvor vigtigt det er med hud- til-hud, men hun skal ind i en kuvøse. Jeg tænker på, om der er sket noget med hende, men jeg kan ikke en gang ringe til min mand. Jeg føler mig meget alene, husker Vlora.

Ignorerer signaler

Heldigvis har datteren Angelina det rigtig godt, og her burde historien være endt med en skøn genforening, ømhed i kroppen og de første timer sammen som familien. Men sådan går det desværre ikke.Da Vlora endelig får lov til at se sin datter, vil hun gøre hvad som helst for at være sammen med hende og holde om hende. Hun har dårlig samvittighed over at være blevet kørt til opvågning og derfor ikke kunne være der for hende i de første vigtige timer, så hun ignorere de første tegn på, at noget er galt.LÆS OGSÅ: Sådan er den første time for en nyfødt babyEfter et stykke tid går det dog op for moren, at hun er ved at få det dårligere og dårligere. Jo mere hun holder om sin datter, des svagere bliver hun. Blandt andet bløder hun kraftigt fra sengen og ned på gulvet. Når folk spørger, om hun har det ok, svarer hun ja, for hun ved, at de ellers vil tage datteren ud hendes arme.– Jeg ved godt, at jeg skal skilles fra hende, så jeg siger, at alt er godt.Blødningen er så stærk, at Vloras mand Kasper lægger mærke til det, men det, der gør ham ekstra nervøs, er,  at Vlora er ligbleg, har blanke øjne og blå læber. Kasper slår alarm, Vlora bliver kørt væk med to læger og tre sygeplejersker, og så begynder nogle timer med at få livmoderen til at trække sig sammen.Det foregår ved, at første den ene og så den anden slår og presser af al kraft på maven lige over kejsersnitsåret. De bokser på maven som var det hjertemassage, og for hvert stød sprøjter det ud med blod og kæmpe blodklumper.– Jeg bliver ved med at råbe: ”Hvad laver I? Er I ude på at slå mig ihjel?”. Jeg græder og græder, og ser blod ud over det hele. Jeg tror seriøst, at jeg skal dø, siger hun til Voresbørn.dk.Inden Kasper skal ned til datteren, når han at se sin kone ligge med læger om sig.– Jeg har aldrig set det ansigtsudtryk være så bange og frygtfuldt. Han kigger, som om jeg er død, og går helt i chok, og der var blod overalt. Alle læger var smurt ind i mit blod. Jeg tænker, at nu kradser jeg af.Da lægerne endelig giver op, har Vlora mistet fire liter blod, og hun bliver derfor kørt på intensiv for at få blodtransfusion.­­- Jeg hyperventilerer, og min krop går i chok og begynder at ryste. Jeg har næsten ingen blod tilbage. Min mand står på gangen og ved ikke, om han skal gå ind til sin datter eller sin kone, siger Vlora, der ikke anede, hvad der foregik, men var lettet over at slippe for de voldsomme pres.

Glemmer smerterne

Seks timer senere vågner hun omtumlet, øm og med endnu en operation bag sig.

I timerne forinden har lægerne været i fuld gang. Livmoderen ville ikke trække sig sammen, så kejsersnitarret blev skåret op og livmoderen sat fast i et forsøg på at redde den, så Vlora har mulighed for at få børn igen.

Familien er samlet om Vloras seng, og endelig kan hun få lov til at holde Angelina.

LÆS OGSÅ: Nybagte forældre skal støttes i amning

– Jeg tager hende fuldstændig ind til mit bryst, og så begynder hun bare at sutte. Jeg glemmer alt, hvad der er sket, og hun ligger bare på mig. Det var, som om mine smerter forsvandt. Da min mand skal tage hende for at give hende noget at drikke, kommer smerterne igen, og jeg ligger bare og græder.

Men hun er i live. Datteren har det fint. Godt nok svulmer maven op, så Vlora skal til MR-scaninng, men det er heldigvis ikke så alvorligt. I ugerne efter er hun mere smadret, end man kan forestille sig, og det er hårdt at få kroppen til at komme sig efter de to operationer. Her mange måneder senere er der stadig problemer med den, men Vlora er alligevel dybt taknemmelig.

– Jeg er taknemmelig for, at det er mig, det gik ud over, og ikke min datter. At det ikke var hende, der skulle indlægges, at jeg ikke har født for tidligt, og at hun er sund og rask. Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg var skyld i, at der skete hende noget, siger Vlora.

Og så er hun taknemmelig over alle dem, der donerer blod, og at vi her i landet er i gode hænder på fødegangen. Begge dele var med til, at hun overlevede. Og ikke blot det – lægerne formåede at redde livmoderen.

I dag er hun nemlig gravid igen og skal føde i midten af juni – med planlagt kejsersnit.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Lilli endte med at blive taget med tang

LÆS OGSÅ: Smertefri fødsel – sådan!

LÆS OGSÅ: Fødselskomplikationer: Emil lå i underkropsstilling