Mælketænder rækkefølge
SPONSORERET indhold

Hvornår får baby sine første mælketænder?

Mange forældre er nysgerrige efter at vide, hvornår babys første mælketænder bryder igennem, og hvilken rækkefølge de kommer i. Det – og hvad de midlertidige mælketænder egentlig skal bruges til – giver børnetandlæge Ulf Broch svar på her.

Af:: Louise Graa og Lea Holtze Foto: Getty Images
20. feb. 2017 | Børn | Vores Børn

Du har gået op og ned ad gulvet med din pylrede baby den halve nat. Gummerne er hårde, tandkødet hvidt og den lille savler og gumler i alt, hvad den kommer i nærheden af. Måske plager en smule feber endda. Og pludselig – kort tid efter – kommer spidsen af den første mælketand til syne.

Din babys mælketænder bliver anlagt allerede i fosterstadiet. Hvornår de bryder igennem, svinger en del fra barn til barn. Men det er typisk i 6-7 måneders alderen, at baby får sin første tand, fortæller børnetandlæge ved den kommunale tandpleje i Aalborg Ulf Broch. Nogle babyer får dog allerede de første mælketænder, når de er 3-4 måneder, mens det for andre først sker, når baby nærmer sig et år.

– Man skal under alle omstændigheder ikke være nervøs, hvis der er udsving i den ene eller anden retning, forsikrer Ulf Broch.

LÆS OGSÅ: Pas på de første tænder

Mælketændernes rækkefølge

Rækkefølgen af babys tænder er forskellige. For mange babyers vedkommende er fortænderne i undermunden dog de første, der bryder igennem efterfulgt af fortænderne i overmunden. Og frem til, at baby er fyldt omkring 2,5 år, bryder resten frem, indtil der er 10 i overmunden og 10 i undermunden.

Her kan du se den mest almindelige rækkefølge, babys mælketænder kommer i:

Foto: sundmund.kk.dk | class="wp-image-82803 size-full" src="http://voresborn.dk/wp-content/uploads/sites/3/2017/02/T%C3%A6nder.jpg" alt="Tænder " width="1510" height="976">

Hvad skal baby med mælketænder?

Babys første tænder hedder mælketænder, selvom de fleste babyer stopper med at få flaskemælk eller med at blive ammet i den periode, tænderne bryder igennem. De første mælketænder skal bruges til at bide i maden – og alt muligt andet – ikke til at tygge sig igennem den med. Den evne får baby først, når de første kindtænder kommer i 2-års alderen. Indtil da er det gummerne, der moser maden. Ikke desto mindre er alle mælketænder meget vigtige, forklarer Ulf Broch.

– Mælketænderne skal holde pladsen til de permanente tænder kommer. For de permanente tænder kommer op dér, hvor mælketænderne har siddet, så hvis mælketænderne forsvinder før tid, kan resten af tandsættet forskubbe sig, så der ikke er plads til de permanente.  Derfor er det vigtigt at passe godt på mælketænderne. De er fra naturens side ikke skabt til at holde i mere end 12 år, og derfor er emaljen tyndere end på voksentænder, der skal holde hele livet, siger han.

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du bedst dit barn af med sutten

Mælketænder skal holde længe

De første fire voksentænder kommer, når barnet når 6-års alderen, og de næste fire i 12-årsalderen. Men de erstatter ikke nogen. De tilfører derimod tænder til dit barns tandsæt, indtil der til sidst er 28.

– Det er en udbredt misforståelse at tro, at nogle mælketænder kun skal holde i seks år. Og derfor tror mange forældre, at de ikke behøver passe lige så godt på mælketænderne, men sådan er det ikke, siger Ulf Broch.

Man passer allerbedst på babys mælketænder ved at børste dem forsigtigt, men grundigt, morgen og aften med en blød børste – allerede fra den første spids titter frem. På den måde kan man også afværge nogle af generne, når mælketænderne bryder igennem, fortæller Ulf Broch.

– Det er almindeligt, at tandkødet bliver lidt ømt, når mælketænderne skal bryde igennem. Ved at børste forsigtigt forhindrer man bakterier i kanten af tandkødet dér, hvor mælketanden er på vej. Man kan også rense lidt med en vatpind, siger han og tilføjer:

– Er man som forælder bekymret for, hvad der sker eller ikke sker, når de første mælketænder kommer, så skal man endelig kontakte den kommunale tandpleje.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du, at dit barn får tandlægeskræk

LÆS OGSÅ: Guide: Gør tandbørstning til en succes

LÆS OGSÅ: Tandbørstning: Bliv venner med tandbørsten