iPad, tablet og tv
SPONSORERET indhold

Skærmtid: "Vores børn må bruge ipad 1 time om dagen"

Naja og Andreas oplevede, at deres dreng på seks år ikke kunne lægge skærmen fra sig og glemte at spise, drikke og tisse. Derfor indførte de en regel om maks. en time foran skærmen, og det virker rigtig godt for både storebror og lillebror.

Af: Sofie Winther Askgaard Foto: Trine Bukh
15. jul. 2016 | Børn | Vores Børn

Hvor meget må jeres børn se Ipad og tv?

I hverdagen har vi indført en regel om maks. en time. Hvis de bruger tre kvarter på fjernsynet, er der kun et kvarter tilbage, hvis de også vil se Ipad. Om fredagen er der Disney Sjov, så der får de lov til at se lidt mere, og i weekenden kan det godt blive to timer. Men vi sætter et æggeur, og når det ringer efter en time, beder jeg drengene om at slukke.

LÆS OGSÅ: Giv din skærmtrold gode tv-vaner

Hvorfor har I indført regler for, hvor meget de må se?

Vores store dreng, Peter, var tre et halvt år, da vi fik den første Ipad, og han fik fri adgang til den. Men i løbet af det første halve år oplevede vi, at han tilsidesatte sine fysiske behov. Han spiste ikke, drak ikke, gik ikke på toilettet. Vi skændtes meget om den, og den var det første, han spurgte efter om morgenen. Så det blev nødvendigt at begrænse hans adgang til den, og vi sendte den på ‘ferie’ i to uger. Derefter indførte vi reglen om maks. en time. Børn er forskellige, og nogle kan sikkert sagtens klare det uden regler. Det kan vores store dreng bare ikke, og lillebror har udvist de samme tendenser.

LÆS OGSÅ: Video: Må dine børn se iPad?

Hvordan reagerer drengene på reglen?

Ofte skal vi bede dem om at slukke mere end en gang, og vi kan godt have små konflikter om det, men de ender med at acceptere det. Vi vil ikke selv slukke for den, for vi mener, at de bliver mere bevidste om, at legen er slut, når de selv slukker, og så er det nemmere at slippe den.

Kan der være tidspunkter, hvor de får lov at se mere?

Hvis børnene er syge, eller den ene af os er ude at rejse, kan der blive givet ekstra tid. Eller når vi skal til frisør eller er til fodboldkamp, og den lille løber ind på banen. Så er det nemt lige at have en Ipad med som afledning. Men vi kan mærke, at når vi giver efter, vil de have endnu mere, og så kan vi blive nødt til at sende Ipad’en på ‘ferie’ igen. Hvis den store fik lov, sad han hele dagen foran de forskellige skærme, og det er en form for passivisering, som ikke må tage overhånd. I ulvetimen prøver vi derfor at aktivere dem med kreative lege som tegning og puslespil, eller de får lov at være med til at lave mad. Vi vil helst vente, så de får deres time med Ipad efter maden, da det får dem til at falde til ro, så vi kan have en hyggelig stund inden sengetid.

Er det jer, der bestemmer, hvad


børnene må se og spille

Vores Ipad er sat op til begrænset adgang for børn. Spil bestemmer vi også, og vi pejler efter de aldersanbefalinger, der står på dem. Men den store bestemmer selv, om han vil se tegnefilm eller spille, for vi giver ham den, så han kan koble af, og det er måske ikke altid, man vil spille et lærerigt spil, når man er træt.

Hvad tænker I, når eksperter


udtaler sig om, at blandt andet Ipad


kan være skadeligt?

Det er farligt at gøre tingene sort-hvide. Det er det samme som med slik. Hvis man siger, at børnene aldrig må få slik, så bliver slik enormt spændende. Det gælder også Ipad. Vi synes, man skal være åben over for medierne og guide børnene i, hvordan de skal bruges. Man skal vise dem, at der er andet i verden end fjernsyn og computer og hjælpe dem med at finde en balance, for det kan de ikke selv. Vi kan jo også se, at de lærer meget af det. Vi kan for eksempel høre på den lille, at han fanger sproglige udtryk, og den store får al mulig viden.

Hvad kunne få jer til at ændre holdning til, hvor meget jeres børn må se?

Hvis vores store dreng begynder at udvise en afhængighedsagtig adfærd igen, vil vi nok skærpe reglen om maks. en time yderligere. Og vi ville også tage vores brug af skærme op til overvejelse, hvis der kom en ordentlig videnskabelig undersøgelse, der viste, at det var skadeligt for børnene.

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: "Børn burde ikke være i et tv-studie"

LÆS OGSÅ: Guide til klapvogne

LÆS OGSÅ: Pinlige børn: “Hvorfor er mandens næse så stor?”