Jacob Riising: "Jeg taler til mine børn, som jeg taler til mine venner"

I dag er en af de helt store udfordringer i mange børnefamilier at få ungerne til at bevæge sig mere og nedtone deres brug af elektronik. Men det er endnu ikke et tema hjemme hos Jacob og hans familie.– Drengene er ikke rigtig med på beatet i forhold til sådan noget med mobiltelefoner og den slags, så vi har ikke lavet reg- ler for det. Men når de fra tid til anden er gået amok på Ipad’en eller tv’et, så tager vi bare en kold tyrker i en periode.Og egentlig er det slet ikke svært at få børnene væk fra skærmen.– Mine børn er sgu rimelig oldschool. Hver aften står der nogle kammarater uden for huset og spørger ‘kan Carlo og Marvin komme med ud at lege?’, og så lø- ber de ud og giver den gas i to timer efter aftensmaden – hver aften, også selvom det er vinter.

At bestemme over sin mor

Det var tanken om at lære sin egen mor bedre at kende, der fik Jacob til at sige ja til at lave DR-programmet På rejse med Riising og mor.– Det gik jo pludselig op for mig, at jeg aldrig havde rejst alene med min mor, og at vi heller ikke så hinanden til daglig og derfor ikke kendte hinanden særlig godt. Det havde jeg lyst til at lave om på.Tanken var, at de – i stedet for at sludre over et par småkager og en kande kaffe i Herlev – skulle rejse jorden rundt, tale sammen om livet og opleve nye ting sammen for første gang. I løbet af første sæsons seks afsnit fik de blandt andet dykket med hvalhajer i Mexico, sprunget i faldskærm i USA, hilst på vilde løver i Sydafrika og ikke mindst lært hinanden at kende på en helt ny måde.– Det har da været fedt. Uden tvivl! Men det er faktisk nemmere at rejse medsine børn end med sin mor, fordi man kan sige til sine unger ‘vi spiser her, fordi jeg siger det. Du kan få spaghetti bolognese, færdig bum.’ De er jo vant til, at det er mig, der bestemmer, men min mor er bare ikke vant til det. Og i det her setup er det mig, der bestemmer, fordi jeg også er en del af hele produktionen.

Is … i den rigtige indpakning

Når man spørger Jacob, om de går sær- ligt op i kost og motion hjemme hos ham, falder svaret prompte og med et grin.– Nej. Jeg er ikke særlig sundhedsapo- stelagtig. Selvfølgelig går vi da lidt op i, hvad vi hælder indenbords – vi er ikke sådan nogle whitetrash-typer, der bare spiser alt muligt ulækkert. Men vi har helt klart et ret afslappet forhold til den slags sammenlignet med, hvad man hø- rer fra andre i vores ret fedt- og sukker- forskrækkede land.Riisings unger må med andre ord gerne spise is. Men for at få kabalen til at gå op, prøver han at servere den i en CSR-indpakning, altså fra virksomheder, der tager et socialt ansvar:– Vi køber is fra Social Food, hvor for- tællingen er, at kakaobønnen, som cho- koladeisen er lavet på, stammer fra Botswana, og at man med sit køb er med til at finansiere, at der bliver bygget en brønd i en landsby i landet, siger han og forklarer, at det er vigtigt for ham, at hans børn forstår, hvor ting kommer fra.– Jeg vil ikke have, at det en dag kom- mer som et chok for dem, hvor æg stam- mer fra, så jeg prøver tit at få dem til at hjælpe med aftensmaden, og så snakker vi om tingene, mens vi arbejder sammen ved køkkenbordet.

At tale med sin mor om døden

Sæson to af På rejse med Riising og mor er allerede ved at være på trapperne. De er netop hjemvendt fra en tur til Italien, Holland, Island, Dubai og Filippinerne.

– Det er en lidt anden præmis denne gang, men princippet er det samme. I før- ste sæson handlede det som sagt om, at jeg skulle lære min mor bedre at kende, og når man ligesom har rejst jorden rundt med sin mor, så har man ved gud også lært hende rigeligt at kende, siger han og griner.

– I sæson 1 bestemte jeg alt. Hun vidste aldrig, hvad jeg ville kaste hende ud i, så alt var på mine præmisser, og sommeti- der gik det over grænsen. Denne gang har min mor været med på råd og har fået lov til at vælge nogle steder, for ek- sempel er der i Italien en kirke, hun me- get gerne ville vise mig, siger Jacob og fortæller, at programmet har presset dem ud i dybe samtaler.

– Om døden, for eksempel. Nå, hvad fa’en går den mon ud på? Det er jo ikke noget, man normalt får talt om. Jeg har i hvert fald aldrig snakket med mine foræl- dre om døden. Og pludselig sidder man der med sin gamle mor og spørger ‘har I egentlig et gravsted i tankerne, eller? Og vil du brændes, eller hvad skal der ske?’. Det er lidt morbidt, men så en time se- nere laver man et eller andet megafjollet og har det vildt sjovt sammen. Og det er sgu, tror jeg, meget sundt. 

LÆS OGSÅ: Se min far-tattoo: “Den symboliserer kærligheden

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få et barn med en anden kvinde

LÆS OGSÅ: Er I enige om jeres familieliv?