“Jeg drømte tit, at det var en hund, jeg fødte, eller et marsvin”

Uret har netop slået eftermiddagslur for to måneder gamle Kaj, da hans mor, Iben Maria Zeuthen, 29 år, triller ind på Assistens Kirkegård i København og begiver sig ud i afkrogene af den historie, der knytter sig til hendes splinternye rolle som mor.

En fortælling med forhindringer. For det med at iklæde sig netop denne titel har ikke været helt så ligetil, som man måske kunne tro. Ikke fordi den gæve Radio24syv-pige med det indtagende tonefald nogensinde har tvivlet på, at hun skulle have børn. Tværtimod. Men ideen om, at det rent faktisk kunne ske – at hun overhovedet ville være i stand til at sætte et velskabt lille menneske i verden – har ligget hende fjernt.

– Fra jeg var meget ung, har jeg haft det, som om jeg havde tape på forsiden, når der kom små børn i nærheden. Den der ‘det skal herop’-fornemmelse. Og jeg kan tydeligt huske den første gang, jeg mærkede det biologiske behov for at blive mor – i ottende klasse, hvor jeg så en lille dreng gå langs kanten af bassinet i svømmehallen med et svømmebælte om sin tykke mave og tænkte: ‘Jeg tager ham!’ Men jeg har aldrig følt mig specielt meget som en mor, og jeg har aldrig villet beskæftige mig for meget med at blive det – for hvad nu, hvis jeg ikke kunne?

– Karrieremæssigt har jeg altid været vant til at beslutte mig for noget – og så nå det. Det er enormt konkret. Jeg elsker kontrol. Jeg har engang læst, at tennisstjerner visualiserer deres sejr; at det fylder lige så meget som den fysiske træning. Man ser sig selv vinde over Caroline Wozniacki, og så gør man det. Sådan har jeg altid haft det. Lige siden jeg var lille. Og det kan man ikke, når man ikke kan se sit barn, lyder Iben Maria Zeuthens forklaring.

– Jeg turde for eksempel ikke få de der skanninger, mens jeg var gravid. Jeg fik dem, jeg absolut skulle have, men jeg turde ikke gå på privatklinik, for jeg var bange for at begynde at tænke alt muligt. Blive mere nervøs. Det, at jeg ikke kunne visualisere ham, gjorde, at jeg tænkte, at så fandtes han ikke. Jeg kunne sagtens se, at jeg blev tykkere, og mærke ham sparke, men jeg drømte tit, at det var en hund, jeg fødte, eller et marsvin, og jeg kunne slet ikke forestille mig fingre på ham – kun svømmefødder.

Uroen omkring graviditeten betød også, at Iben aldrig mærkede lysten til at købe nyt babytøj. Når nogen gav hende noget, sagde hun pænt tak og lagde det ned i skuffen. Alt andet ville kun bringe projektet endnu mere i fare.

– Generelt afspejler mine valg, hvad jeg er bange for, og ikke hvad jeg håber på. Jeg tør ikke rigtig håbe på noget og holder ofte mig selv nede i mine håb. Hvilket jeg virkelig gerne vil lade være med. For det er jo håbene, der giver den der kilderfølelse af lykke. Jeg glædede mig meget mindre, end jeg burde have gjort, lyder hendes refleksion.

Iben mærkede aldrig den berømte moderjord-følelse og fik på intet tidspunkt lyst til at sidde og nusse maven og tænke på, hvor vidunderligt det hele var. Aldrig.

– Til gengæld lavede jeg en teori undervejs, der hed, at hvis man har en dårlig graviditet, får man en god fødsel, smiler hun.

Big time baby-blues

En god fødsel var lige nøjagtig, hvad hun fik. Oven i købet en uge tidligere end forventet. Lange måneder med plukveer og bekymringer om for tidlig fødsel blev gjort til skamme, og Kaj kom til verden på bare tre timer. Uden smerte, ifølge morens egne minder. – Jeg havde forberedt mig gennem noget, der hedder Smertefri fødsel. Sådan noget, jeg ellers havde forsvoret, at jeg ville gå til. Jeg syntes, det var vildt irriterende og frelst og hippieramt. Men det fungerede 100 procent. Jeg lærte at forberede mig til en grænse. Og at jeg ikke kunne forberede mig ud over den grænse, forklarer Iben om det, der viste sig at blive en af hendes helt store ‘slip kontrollen’-øvelser. Og som samtidig blev indledningen på nogle uventet intense hospitalsdage. – Jeg havde totalt baby-blues de første dage. Jeg kan huske, jeg syntes, det var så vildt, at han kiggede op på mig – Kaj, dér. Jeg havde det, som om han var en fisk nede fra urhavet, med langsomme bevægelser og store, svømmende øjne. Som når man er i Danmarks Akvarium og går forbi en fisk, der har set et eller andet, man ikke selv har set, husker hun. En slags magisk måben, der blev ledsaget af en stribe følelser, hun ikke før havde mødt. – Den første uge var jeg bange og underlig og ville bare sidde stille. Det offentlige har fokus på fødselsdepressioner, og efter tre dage, hvor jeg ikke havde sovet og havde drukket for meget kaffe, og min familie syntes, jeg var overvældende, kom personalet med et depressionsskema. Jeg var 100 procent sikker på, at jeg var depressiv. Når der kommer nogen og sætter point på, så bliver man meget kritisk over for sine følelser. Heldigvis var der en 70’er-sygeplejerske, som sagde ‘Iben, du har lige født – enjoy. Der er sgu ikke noget galt med dig!’.

Den gode mor – på Instagram

Sygeplejersken havde ret, alt var, som det skulle være. Da den første mærkværdige uge – med tåreudbrud, koffeinrus og uendelige vågne timer – var ovre, følte Iben sig rent ud sagt som en pissegod mor. Og har gjort det lige siden. Det kan godt være, at de andre i mødregruppen – for ja, den slags moderne mingling har hun overgivet sig til – har børn, der lægger mere an til at løfte hovedet og sender flere smil af sted mod deres håbefulde forældre. Men Iben har til gengæld en trumf med sig, som de andre ikke kan stikke. – Det kan godt være, de er tjekkede med alt muligt og har meget mindre kontroltrang, men jeg var til gengæld god til at føde den unge. Det er en medalje, som ingen kan tage fra mig, siger hun med en blanding af smil og alvor. Det er sammenligningen med andre og frygten for at blive tabt bag vognen, der er på spil. Det indrømmer hun gerne. Og som om mødregruppetriumfer ikke var nok, blander det sociale medielandskab sig også grundigt i det nye mor-liv. Facebook-opdateringer løber om kap med Instagram-moments. – Jeg tilhører en generation, hvor det bare ser rigtig godt ud at lægge et lækkert billede op. Forleden havde jeg postet et af min kæreste og Kaj, og så skrev en af mine veninder, hvor heldig jeg var, og hvor misundelig hun blev. Jeg skyndte mig at ringe hende op og fortælle, at vi havde haft den vildeste lorte-nat inden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lægger sådan et billede op. Vi havde det overhovedet ikke sjovt den dag. Min søster på 15 formulerede det meget fint for nylig: ‘Det handler om, at man bliver bekræftet i sin egen sejr.’ Man kan først se den, når den står sort på hvidt. På nettet. Så tror man på det. Kaj fik ti fingre og ti tæer. Det kan jeg se, når det kommer på Instagram. Det er virkelighedsbrillen. Og det er jo vildt åndssvagt. Men det skal åbenbart derigennem, før vi selv tror på det.

Gravid efter to sekunder

Spoler man tiden blot små to år tilbage, stod det ikke skrevet i stjernerne, at Kaj var på vej. Nærmest tværtimod. Iben havde kort forinden brudt med en kæreste og i kølvandet på dét kapitel gjort sig alvorlige overvejelser om at blive mor på egen hånd. Hun holdt tøjlerne – og heldigvis for det. For en forårsaften i 2013 stod Jens der pludselig til en fest hos en af Ibens veninder. Der gik ikke mange minutter, før Iben havde fået verfet en mulig konkurrent af bar-banen, og da hun senere på natten googlede the tall handsome stranger, var forelskelsen så godt som i hus. Herfra gik det stærkt. Kaffedate, kys og kæresteaftale, inden ugen var omme. Og da Iben fem måneder senere gik til lægen for at få hjælp til at dulme det, hun mente måtte være PMS-symptomer, kom hun derfra med en positiv graviditetstest. – Vi snakkede om børn, allerede en måned efter at vi mødte hinanden. Men hvis vi havde vidst, hvor hurtigt det ville gå, havde vi måske ventet. Lidt, erindrer Iben, der fire måneder inde i graviditeten pakkede sit Vesterbro-liv ned og rykkede ind på den nørrebroske fjerdesal hos Jens. – Jeg tænkte helt automatisk, at der sikkert ville gå 100 år, og at det nok ville blive besværligt for mig – og så skete det efter to sekunder, tilføjer hun og slår i samme åndedrag fast: – Men i dag har jeg det så godt med, at det gik sådan. Ellers var det jo ikke blevet Kaj, men en eller anden fremmed baby, som jeg slet ikke vil have!

Kunsten at stige af bekymringstoget

Vi svinger om endnu et af kirkegårdens hjørner og vender et emne, der for Iben alle dage har gået hånd i hånd med hendes velnærede kontrolgen. Og ikke mindst gør det nu med Kajs entre i verden. Bekymringer. Og et trænet blik for at lure potentielle katastrofer. – Jeg kan bekymre mig om alt, fra om Kaj er forkølet eller har det for varmt, til om hans hjerte slår for hurtigt. Om han kan blive så rasende, at han besvimer, eller om vi mon ville køre hen over et stykke fyrværkeri med barnevognen nytårsaften, som så ville eksplodere. Tusind ting. Jeg vil gerne lære at pakke mine bekymringer væk, for jeg laver jo et bekymret barn. Hvis han får for mange af dem, vil han aldrig turde at tage på lejrskole, griner hun og afslører, hvordan det uden besvær kan tippe over i forsøg på pertentlig planlægning. Når man som Iben har bedrevet målrettet karriere som radiovært, tv-vært og forfatter i næsten ti år, er begrebet tilrettelæggelse alt andet end en by i Rusland. – Jeg har tit lyst til at sætte mig ned og holde et planlægningsmøde med min kæreste. ‘Hvad er vores næste sengeløsning?’ kan jeg godt finde på at skyde ind. Eller ‘hvordan har du tænkt dig, at en dag i maj kan se ud?’. Det er sådan noget, vi lærer i vores generation – at planlægge noget med sit barn og så gennemføre det. Indføre rutiner. Som en slags jernhånd, der rykker rundt på babyen. Jeg bilder mig selv ind, at det giver mig ro –og det gør det slet ikke, lyder hendes egen dom over det greb, hun til tider ville ønske, hun kunne slippe. – Forleden hørte jeg Lotte Heise fortælle om sin søn på 16, der havde proklameret, at når hun skulle ud og holde foredrag, så ville han sidde derhjemme og spise brie og drikke hvidvin. Det mindede mig om den alder, hvor alt er nyt, og alt er muligt. Fornemmelsen af, at ting kan lade sig gøre og er åbne. Den drømmeriske tilgang kunne jeg godt unde mig selv noget mere af. At jeg ikke var så erfaringsramt. Ideen om, at det sagtens kan ske, at vi bor i kollektiv, hvor der ikke er stole, men kun puder. Eller at man stadig godt kan nå at rejse jorden rundt. Eller nå at blive en helt anden. Uden bekymringer. Lykkeligvis er der god plads til at sætte ord på følelserne i familien Zeuthen Steen. Det skal der ikke herske tvivl om. – Jeg har altid været god til at sige, hvordan jeg har det, og sådan har min kæreste det også. Jeg nægter, at det skal være noget skamfuldt, at man er bekymret, bange eller ked af det. Det ville stresse mig rigtig, rigtig meget. Når det er sagt, håber jeg, at jeg bliver et bedre menneske som mor. Og bedre mod mig selv. Mere tilgivende – og mere nonchalant over for tilfældighederne. Jeg har jo troet, at jeg selv var Gud over mit eget liv. Totalt storhedsvanvid på en eller anden måde. Det kan jeg se nu, at det er jeg overhovedet ikke. Jeg vil gerne være mere ydmyg. Og mere afrikansk. Hvor bussen kommer, når den kommer.

Gåsehudslykke og kontroltab

Arbejdet med at trække kontrolgenet op ved rødderne og omplante – nedgradere bekymringer, planlægning og bange anelser – er ikke nye skridt i Ibens liv. Men med Kaj er der kommet en anledning til at tage endnu flere af dem. – Jeg visualiserer, at mine arme er bundet i forhold til kontrollen. At jeg hverken skal eller må lade den vinde. Jeg skal ikke hente den bog om opdragelse eller gå på netdoktor eller gå hen og rette på fjernbetjeningen, så den ligger lige. Og det virker – efter fire minutter glemmer jeg det, fortæller hun og beskriver, hvordan det en stor del af vejen handler om ikke at give efter for ‘alarmeretheden’, som hun kalder det. Stole på intuitionen og vide, hvilke knapper man kan trykke på, når det hele sitrer og dirrer. – Jeg øver mig i at være simplere oppe i hovedet og lægge mindre mærke til ting. Øver mig i at forestille mig, at jeg har tykkere hud på hovedet, hvor tingene ikke trænger så meget ind. Som hos en stor, stenet, cool elefant. Eller en lotusblomst, der lukker sig. ‘Nu er der ikke flere ting, der skal ind i det hoved’, forklarer hun om nogle af de redningsveje, der har været længe under udarbejdelse – gennem perioder med alvorligt stress, arbejds-overload og dødsfald i de allernærmeste rækker. En værkstøjskasse, der med Kaj har fået endnu flere instrumenter. – Efter at jeg er blevet mor, er jeg blevet mere opmærksom på, at ting kan lykkes, uden at man planlægger dem og kæmper for dem. Kaj kan godt få mad – uden at jeg ved, hvordan jeg gør og har læst om det inden. Uden at jeg har visualiseret en sejr. Og måske lykkes ting-ene endda i højere grad, hvis jeg ikke prøver at kontrollere dem. Det er første gang, jeg oplever, at ting kan blive bedre af, at jeg ikke kan styre dem, fortæller Iben og nævner søvn som eksempel. For første gang nogensinde styrer hun ikke, hvornår hun sover, og hvornår hun er vågen. Eller hvornår hun er ramt af overstrømmende fryd og henrykkelse, for den sags skyld. – Når jeg er glad, så er jeg så glad, at pessimismen ikke kan skyde igennem.

Den bedste undskyldning

Når vi nu er ved et ord som lykke – så kan sådan én som Kaj give anledning til endnu et betydningsrusk.

– Fra jeg var lille, har jeg lært, at det er vigtigt at stå tidligt op – både konkret og i overført betydning. Være med, hvor det sker, og markere sig. Jeg har altid været meget ambitiøs. Alt det har også ændret sig med Kaj. Han kan ikke holde sit hoved på samme måde eller smile som de andre børn i mødregruppen. Men det er lige meget. Han må gerne bare hygge sig og have det godt hele livet. Jeg tror faktisk også, det er derfor, vi har kaldt ham Kaj. Kaj er nemlig 67 år og fra Brønderslev og har sit eget tømrerfirma (ifølge Ugebrevet A4’s Navnehjul, red.). Det er vores eget lille oprør. Det må fandme være i orden at hedde Kaj – og ikke være noget ved musikken.

Og misforstå hende ej. Det er ikke, fordi Iben ikke kan se det fine i at stramme balderne og blive dygtig til noget. Det åbner døre og giver muligheder, det ved hun om nogen. Men det behøver ikke for alt i verden at være noget, der kan måles og vejes. Og Kaj behøver ikke få den stressede karriereversion ind med barneskeen – langt fra.

– Barsel er en undskyldning for at have det godt. En god undskyldning for at se serier, spise for meget og stå sent op. Alle sådan nogle menneskelige ting. Lige pludselig må jeg gerne alt det. Og forhåbentlig ser han det og efterlever det, siger hun eftertænksomt.

– Kaj må gerne sove længe.

LÆS OGSÅ: Fødselsdepression: “Jeg elskede ikke min nyfødte baby”

LÆS OGSÅ: Barsel: “Jeg er mere pylret, end jeg havde forestillet mig”

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktion: “Jeg var bange for at gøre mit barn ondt”