Fødselsdepression - efterfødselsreaktion
Foto: Kaare Smith | "Jeg følte mig ikke glad – og det skulle jo være den lykkeligste tid i mit liv. Det hele burde være lyserødt."
Vores Børn

Fødselsdepression - efterfødselsreaktion

"Jeg var ikke god til at være mor"

Sandra Ohlhoff troede, det ville være ren idyl at ­blive mor. Men virkeligheden ­viste sig at være en anden, da hun de første ­måneder kæmpede med en efterfødselsreaktion.­

Af Marie Wiuff Kruse 11.maj.2017 Børn

‘Jeg kan ikke mere’. Det var den eneste tanke, Sandra ­Ohlhoff kunne tænke. Udenfor var aprilluften for en sjælden gang varm, og døre og vinduer stod på vid gab. I armene holdt Sandra sin to måneder gamle søn, Mikkel. Og han skreg. Det havde han gjort siden klokken seks om morgenen, og urets ­visere nærmede sig fem. Om eftermiddagen.

Faktaboks

MOR Sandra Ohlhoff, 27 år, studerer til fysioterapeut.

FAR Kenn, 41 år, s­elvstændig fysioterapeut.

BØRN Mikkel, 1 år og Kenns søn Sebastian, 11 år.

Hun sad helt stille med ham i en lænestol i stuen uden at ane, hvor længe hun havde siddet der. Tung i kroppen og tom i blikket. Da hendes kæreste, Kenn, kom hjem fra arbejde og løftede deres lille dreng ud af hendes favn, blev hun siddende.

For 27-årige Sandra står forårsdagen stadig som den ­værste nogensinde. Kort forinden havde hun fået bekræftet sine egne anelser om, at noget måske ikke var, som det burde være. Ikke kun med Mikkel, som ifølge lægernes umiddelbare vurdering kæmpede med kolik – men også med hende selv.

Hun havde været til den obligatoriske otteugersundersøgelse hos sin privatpraktiserende læge, og da det fysiske tjek var overstået, havde lægen kigget hende i øjnene og spurgt: ‘Hvordan har du det?’. ‘Det ved jeg ikke’ havde Sandra svaret. ‘Jeg føler mig tom. Ensom. Ked af det’. Lægen lyttede, og da Sandra forlod konsultationen, var det med diagnosen ‘efterfødselsreaktion’ og en øjeblikkelig henvisning til Psykiatrisk Center.

LÆS OGSÅ: Når far får en fødselsdepression, ramler det også for mor

Ud med overskud – ind med overlevelse

Sandra mærkede de spæde tegn på en følelsesmæssig ubalance allerede under sin graviditet. Mikkel var et ønskebarn, og et af dem, der blev undfanget hurtigt. Også hurtigere end alle familiens medlemmer helt kunne rumme. Kenns 10-årige søn fra et tidligere forhold, Sebastian, kæmpede på det tidspunkt med at forholde sig til nye søskende på sin mors side, og grundet hans Aspergers syndrom og tiltagende angstanfald var kampen så hård, at Sandra og Kenn besluttede at ­udskyde nyheden om Mikkels komme.

– Det at Mikkel var hemmelig i lang tid, var med til at gøre det problematisk helt fra starten Der var ikke plads til at glæde sig og tale om det kommende barn, og det gjorde graviditeten meget uvirkelig, fortæller Sandra, da vi er på besøg i familiens hjem i Kastrup. På stuegulvet kravler en veltilfreds Mikkel rundt og sender et frejdigt smil af sted i ny og næ.

– Samtidig tog jeg ikke særlig meget på i løbet af min gra­viditet, hvilket betød, at lægerne var nervøse for, om Mikkel voksede, som han skulle, og derfor fulgte de mig tæt. Hver gang vi fik en ekstra scanning, så alt normalt ud, men lægernes bekymringer gjorde mig bange. Jeg blev i tvivl, om jeg gjorde noget forkert, og om jeg var god nok, forklarer hun.

Mikkel voksede imidlertid, som han skulle, og en februardag i 2016 kom han til verden på Herlev Hospital. Så hurtigt, at Sandra mistede en hel del blod undervejs og måtte behandles, før hun kunne tage sin nyfødte søn til sig.

I kølvandet på gra­viditetsforløbet og lægernes bekymringer for Sandras vægt blev familien indlagt til observation, og på tredje døgn gav Mikkel los for en insisterende gråd. En gråd, der skulle vise sig at vare i seks måneder. I starten hed det kolik. Siden hen, efter fire måneder, fik Mikkel konstateret hypermælkeallergi. Oven i hatten var han født med et skævt kæbeparti, der gjorde det umuligt for Sandra at amme ham. Vanskelighederne ramte den nybagte mor på et punkt, der gjorde særligt ondt.

–Jeg elskede ikke Mikkel, da han blev født, og det kom bag på mig, at jeg ikke mærkede de følelser. Jeg følte mig ikke glad – og det skulle jo være den lykkeligste tid i mit liv. Det hele burde være lyserødt, og ihh, hvor skulle jeg bare sidde på mange cafeer og drikke caffe latte med min baby sovende i en barnevogn, husker Sandra om den uventede start på forældreskabet.

I stedet holdt den lille fyr sig vågen nærmest nonstop, og den nybagte familie måtte opfinde deres egne måder at overleve de første måneder på. Sandra sov i stuen, mens Kenn sov i kælderen, og klokken tre hver nat skiftede den grædende Mikkel hænder fra far til mor.

LÆS OGSÅ: Tænker du stadig på din fødsel?

Når Sebastian overnattede, sov han med høreværn på, ligesom Sandra iførte sig store hovedtelefoner, når hun i perioder gik fire-fem timer om dagen med Mikkel i barnevognen. Med sjældne mellemrum fandt hun overskud til at pakke bil og baby og køre ud til sine forældre i Brønshøj – med ørepropper i, musikken skruet op og åbne vinduer.

– Kenn var hjemme de første 14 dage, og jeg kan huske, jeg var rædselsslagen, da han skulle starte på arbejde, fortæller Sandra, der i tre uger fik hjælp af sin mormor om dagen, så hun kunne få sovet bare en lille smule.

Efterfølgende kiggede sundhedsple­jersken på eget initiativ forbi en halv time hver morgen, så Sandra havde mulighed for at børste tænder og få kontaktlinser i øjnene.

– Noget af det værste var, at jeg ikke kunne nå at opfylde mine egne basale behov. Jeg følte mig så beskidt og uhygiejnisk. Samtidig kunne jeg ikke dyrke sport, som jeg altid har været meget vant til. Jeg følte ganske enkelt, at alt tidligere indhold i mit liv fors­vandt, og at jeg mistede min ­identitet. Jeg var ‘bare’ Mikkels mor – og det var jeg jo ikke god til, mindes Sandra.

Mikkels gråd og Sandras magtesløshed betød, at de den første tid stort set kun var ­hjemme. Det var ganske enkelt uoverskueligt for hende at komme ud ad døren og møde verden. Søvnunderskuddet voksede, og selv de mindste ting kunne udløse de største følelser.

– Jeg kan huske, hvordan Kenn og jeg somme tider gik fejl af hinanden, om hvem der skulle købe mælkeerstatning på apoteket til Mikkel. Jeg kan stadig høre mig selv råbe: ‘Jeg troede, du købte!’ og så bagefter bryde grædende sammen, fortæller Sandra, der heller ikke har glemt, hvordan ­tårerne kunne komme væltende, hvis hun tabte en tallerken på gulvet, eller nogen glemte at lukke en dør, så den smækkede – lige som Mikkel var faldet til ro.

Det gjorde ikke tingene nemmere, at Sandra var ny i kastrupkvarteret, hvor Kenn boede, da de to lærte hinanden at kende. Hun flyttede ind hos ham i 2015 – langt fra venner og familie – og skulle skabe sit eget nye netværk, helt fra bunden.

– Første gang jeg deltog i min ­mødregruppe, var det hos én fra na­bovejen. Kenn hjalp mig med at pakke barnevogn og Mikkel og gik med derhen – han afleverede mig nærmest. Jeg var der en time, og jeg var ved at bryde sammen de første fem gange, fordi de andres babyer bare sov. Jeg gik rundt med Mikkel i armene, imens han skreg og skreg. Og jeg kunne slet ikke relatere til alt det, de snakkede om, forklarer hun og husker, hvordan der blev sludret om amning, mænd der ikke hjalp til derhjemme og babyer, der ‘alllerede’ vågnede klokken syv.

– Det var så fjernt fra min virkelighed, fortæller Sandra.

Et skub i den rigtige retning

Oplevelsen af distance til omverdenen lagde en kraftig dæmper på Sandras lyst til at dele sine tanker med andre end Kenn, og først da hendes egen læge sendte hende ind i behandlingssystemet, fik hun en anledning til at lukke op og sætte ord
på sine følelser.

– Den første dag på Psykiatrisk Center sad jeg derude i flere timer og snakkede med alle mulige forskellige. De ville gerne have, at jeg blev indlagt, men jeg insisterede på at komme hjem til Mikkel, så de sendte i stedet et APH-team (Akut ­Psykiatrisk Hjælpe-team, red.) hjem til os den følgende dag, husker hun.

Teamet bestod af en psykolog og en læge, og de blev der i tre timer. De spurgte, lyttede, forklarede og rådgav. Og det lettede.

– Jeg græd, nærmest al den tid de var her, fortæller Sandra, der tydeligt erindrer, hvordan Mikkel af en eller anden mærkelig og mirakuløs årsag sov under hele samtalen.

– Vi snakkede meget om ensomheden, min ked-af-det-hed og følelsen af at være utilstrækkelig. Og min overraskelse over, at det havde ramt netop mig. Jeg havde aldrig hørt om efterfødselsreaktion før, og jeg anede ikke, at der fandtes et begreb for det, jeg gik rundt i, fortæller hun og fortsætter.

LÆS OGSÅ: Kan du elske din baby, hvis du ikke elsker dig selv?

– Jeg sagde til dem, at jeg ikke elskede Mikkel og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Det føltes, som om han ikke ville mig, og som om jeg kun var der, fordi jeg skulle. Jeg havde på ingen måde oplevelsen af, at jeg gjorde noget moderligt; jeg kunne ikke amme ham, og jeg kunne ikke trøste ham. Jeg følte mig så forkert.

Da lægen og psykologen forlod hjemmet, havde Sandra først og fremmest fået lidt luft og hul på alt det, der rørte sig i hende. Og hun var blevet foræret et par tricks til, hvordan hun kunne passe bedre på sig selv i de uoverstigelige situa­tioner – for eksempel ved at lægge Mikkel i tremmesengen, imens hun selv gik ud i haven og trak vejret dybt i fem-ti ­minutter. Det var helt okay – der kunne ikke ske ham noget, og han græd jo alligevel, som de sagde.

Sandra blev tilbudt at deltage i et gruppeforløb for depressionsramte, men følte sig fjern fra de andre i gruppen og valgte i stedet at tage imod antidepressiv medicin. Samtidig havde hun og Kenn – efter den lange, svære dag i april – ­aftalt, at han skulle sætte fuldtidsjobbet som selvstændig ­fysioterapeut på hold en stund og gå ned på deltid. Hver dag de følgende fire måneder forlod han sin klinik klokken 12 og afløste Sandra, så hun kunne samle lidt kræfter.

– Langsomt kunne jeg mærke, at det hjalp. Medicinen og det, at Kenn kom tidligt hjem. Jeg fik stille og roligt taget mig sammen til at komme ud blandt mennesker – blandt ­andet nogle af de andre mødre fra mødregruppen – og jeg fik mod på at tale om alt det, jeg oplevede, forklarer Sandra.

Sommeren blev lysere, end hun havde turdet håbe på, og i september trappede hun ud af medicinen. Mikkel fik det bedre, familien begyndte at sove om natten, og fornemmelsen af magteløshed og frustration fortog sig.

– Jeg havde mine første arbejdsdage på Kenns klinik i oktober, i december blev Mikkel kørt ind i dagpleje, og i starten af 2017 startede jeg mit studie til ­fysioterapeut op igen, fortæller Sandra om månederne, hvor hun og familien forsigtigt og langsomt kom på fode.

– Det har været fantastisk at komme tilbage på arbejde. I en grad, der næsten er til at få dårlig samvittighed over. Det er ikke fantastisk at være væk fra Mikkel – men det er fantastisk at få nogle andre input. Komme ud af huset, møde nogle voksne mennesker og snakke om noget andet end børn, siger hun.

Endelig kom kærligheden

I dag har både Sandra og Mikkel det godt. Og med Sandras egne ord er det meget sjovere at være Mikkels mor nu end nogensinde før. Men hun har på ­ingen måde glemt, hvor svært det hele har været. For eksempel ville hun ønske, der havde været mere og bedre information om efterfødselsreaktioner, da hun blev gravid, og især da hun selv stod midt i det hele.

– Jeg kunnet godt have brugt, at der var nogen, der havde fortalt mig om de udfordringer, man kan støde ind i som nybagt mor. Om den ensomhed og afmagt, der kan opstå. Jeg tror også, det havde gjort en forskel, hvis jeg havde haft mulighed for at indgå i et netværk med andre, der også oplevede en efterfødselsreaktion, reflekterer hun og funderer et øjeblik over spørgsmålet om, hvorvidt hun og Kenn skal have flere børn.

– Lige siden den dag, Mikkel blev født, har jeg sagt, at jeg aldrig skal have flere børn. Men i takt med at han har fået det bedre, og jeg selv er kommet ud på den anden side, er jeg blevet åben over for tanken. Jeg er meget ­bevidst om, at jeg er i risikogruppen for at få en efterfødselsreaktion igen, og jeg vil gå ind til det med nogle andre forventninger end første gang. Men jeg føler mig samtidig også stærkere end nogensinde før, siger hun og tilføjer med et grin:

– Hvis du spørger mig, vil jeg egentlig allerhelst have et barn, der bliver leveret, når det er seks måneder gammelt.

LÆS OGSÅ: Sådan overlever du med et kolikbarn

Sideløbende med Sandras bedring, forandrede hendes ­følelser for Mikkel sig også. Hun lærte ganske enkelt at elske sin lille dreng.

– Første gang jeg mærkede kærlighed til ham, var den dag, han blev døbt, den 12. juni. Han var knap fire måneder på det tidspunkt. I lang tid op til havde jeg frygtet dagen, fordi jeg var sikker på, at han ville skrige i kirken. Men det gjorde han ikke. Han var simpelthen så nem. Han sagde ikke et ord og sad bare og sov i armene på sin gudmor. Jeg kan huske, jeg kiggede på ham og følte mig stolt. Det var en ren følelse af: ‘Han er min, og han er sød og dejlig’. 

Faktaboks

EFTERFØDSELSREAKTION

  • Føler du dig følelsesmæssig uligevægtig?

  • Er du deprimeret og ked af det, og er verden grå i grå?

  • Har du svært ved at være alene med dit barn?

  • Føler du ikke, at du slår til i rollen som mor og kæreste?

  • Har du oplevelsen af, at det hele er uoverkommeligt?

  • Mærker du angst og ­bekymring?

Søg hjælp hos din læge eller sundhedsplejerske.

Kilder: Mattias Stølen Due, psykolog, og Christina Tartarczuk, sexolog.

dupa

Henter...