Johan Bülows datter havde kolik
SPONSORERET indhold

”Jeg ville være verdens bedste far”

Johan Bülow er vant til at være rigtig god til ting, og han arbejder på at være verdens bedste far, men i begyndelsen var han ‘fucking dårlig’ til det.

Af:: Casper Fauerholdt Foto: Kaare Smith
04. jun. 2015 | Børn | Vores Børn

Alt var lagt an på en tilværelse med kun de to.

I 2011 boede Johan Bülow og kæresten Sarah Askari i en 150 kvadratmeter lejlighed i København K (‘en ego-lejlighed med ét rum og ingen elevator’), de kørte i en bil med to sæder og intet tag – og stort set hver aften spiste de ude, for det passede bedre ind i et liv med omkring 100 arbejdstimer om ugen.

Og så blev Sarah gravid. Bang.

Det var ikke planlagt, og ‘det gjorde lidt ondt på planlægningen’, siger 30-årige Johan Bülow, når han tænker tilbage på dengang, det gik op for ham, at han skulle være far.

LÆS OGSÅ: Kolik: Albert græd ti timer i døgnet

Han havde travlt med at redefinere og genopfinde det her lille sorte stykke slik – lakrids – som han også har opkaldt sin virksomhed efter. Og midt i det hele var han i gang med at bygge sin nye fabrik, Slikfabrikken, i et industrikvarter i Hvidovre. 100 medarbejdere skulle flyttes derud, og samtidig blev tre butikker og en webshop åbnet.

Det gik stærkt dengang. Og det gør det stadig for Johan Bülow. Det er typisk for ham. Det, han har haft en passion for, er han blevet god til. Rigtig god. Så da han blev far, ville han ikke nøjes med at være god. Han havde fundet det, han ville være verdens bedste til. 

Ikke plads til en pige

Johan Bülow er opvokset på Bornholm, hvor faren er bankmand, og moren er glaspuster. Han startede med at lave lakrids derhjemme, og bortset fra en enkelt nedtur i sommeren 2007, da de første gang solgte lakridsen på Glastorvet i Svaneke, er det kun gået én vej for Johan Bülow og hans lakridseventyr. Opad. Han arbejdede, arbejdede og arbejdede, fordi han kunne lide det. Han var blevet opdraget til at finde noget, han brændte for. Det gjorde han her. Han kunne finde på at arbejde 120 timer om ugen (der er 168 timer i alt på en uge), og det var en livsstil.Og så var det, at Sarah blev gravid.Johan Bülow var 28 år på det tidspunkt, og han har altid villet være far. Så han var glad, men stod samtidig og kiggede på sit liv og tænkte, at her kan en lille pige ikke være. Der var ikke plads til hende. Så han måtte skabe plads. Det var planen. Helt konkret indebar den, at de købte et hus på Frederiksberg, som skulle gennemrenoveres, og en bil med plads til barnevogn og baby – og i mellemtiden skulle den 3.500 kvadratmeter lakridsfabrik bygges. Alle ydre rammer skulle være i orden, når Eleanor blev født i juni 2012.– Og det lykkedes. Planen lykkedes, siger Johan Bülow.– Men da hun så kom ud og havde kolik i tre måneder, faldt korthuset sammen.

Verdens bedste far – engang

Det sled på ham, at alt skulle være klart på et år. Et ‘crazy år,’ som han siger om det, og det betød også, at han ‘lige måtte trække vejret dybt nogle måneder bagefter.’Havde du plads til tanken om at være far?– Før jeg fik min datter, arbejdede jeg rigtig meget, men da hun kom ud og op på sin mors mave – det er det største øjeblik i mit liv, uden sammenligning. Der gik det op for mig, hvorfor jeg selv er født. Jeg tror ikke, at nogen virkelig ved, hvad det vil sige at få et barn, før de har prøvet det. Før man står midt i det. Det er en helt syret fornemmelse at køre af sted to og komme hjem tre. Altså, syret på den fede måde.Hvad tænkte du om det at blive far?– Godt spørgsmål, siger Johan Bülow. Der går 30 sekunder.– Problemet er, at jeg stod i en situation, hvor jeg endelig havde fundet en ting, jeg ville være verdens bedste til. Jeg havde et erklæret mål i mit hoved om, at jeg ville være verdens bedste far. Jeg synes altid, jeg bliver god til ting, hvis jeg virkelig gerne vil være god til dem, men lige præcis det her er jeg fandeme dårlig til. Sådan tænkte jeg de første tre måneder, hvor hun græd og græd og græd. Jeg havde en følelse af, at, det her vil jeg gerne være god til, men det er jeg fucking dårlig til.LÆS OGSÅ: Hjælp, har mit barn kolik?– Efter tre måneder stoppede hun med at græde fra den ene dag til den anden. Det gør de jo. Og så føler jeg, jeg har lagt ovenpå siden. Jeg føler, jeg er en god far i dag. Det er i hvert fald en stor mission for mig.Men du er ikke verdens bedste endnu?– Nej, det tror jeg ikke. Jeg har ikke øvet mig så længe. Man kan ikke forvente at blive verdens bedste så hurtigt. Men det er et mål hele tiden. Jeg tror, at når ens barn som femårig løber hen til en og siger, at man er verdens bedste far, så er det den største ros, man får.

Ikke for meget vat

Det sker af og til, at Johan Bülow bliver spurgt, hvad hans største succes er. Er det lakridseventyret? Eller at han i 2014 blev kåret til årets leder? Det er ingen af de to ting, siger han. For det, der ‘er det ubestridt fedeste i hele verden’, er at få børn.Men det har også betydet noget på de andre punkter. At blive far har gjort ham til en bedre leder, siger han. Og så har han skåret ned på arbejdet. Nu fylder det kun 50-60 timer. Det er ikke et stort nok fald, hvis det skal passe ind i hans drømmemodel. Den lyder: otte timers arbejde, otte timers familiehygge (hvor man virkelig er til stede) og otte timers søvn. Johan Bülow er der ikke endnu, men hverdagen hænger sammen, fordi Sarah Askari har kunnet passe Eleanor mere, end mange andre måske har haft mulighed for.LÆS OGSÅ: Tre valg – karrieremor, weekendmor og husmor– Og uden det skal lyde for chauvinistisk, har jeg altid syntes, det var toppen, hvis jeg kunne lande nogle penge, så vi havde mulighed for noget frihed i den anden ende, så Sarah kunne være meget sammen med Eleanor. Det er et af de steder, hvor økonomi kan gøre en positiv forskel, siger Johan Bülow.Det giver frihed. For på samme måde som han voksede op i en bekymringsfri tilværelse, går Johan Bülow meget op i, at Eleanor og den kommende søn, som efter planen bliver født i maj, får en lignende opvækst.– Men jeg tvivler på, at jeg kan give dem – særligt Eleanor – lige så lang snor, som min mor gav mig.Hvordan vil du så opdrage hende?– Man kan sætte det sådan op, at hvis hun vil putte fingeren ind i et levende lys, hvad gør man så? Tager man fat i hendes finger og siger, at det må hun ikke, eller skal man lade hende brænde sig første gang, så hun aldrig gør det igen? Jeg vil nok ikke lade hende pløje fingeren ind, men omvendt kan jeg godt se meningen med at gøre netop det. Hun kommer jo til at brænde sig på noget alligevel. Jeg synes ikke, det skal være for meget i vat hele tiden.

En oplevelsesmand

Johan Bülow kommer frem til, at han måske vil være en smule mere beskyttende over for sin pige end sin dreng, hvor det bliver ‘lidt mere hårdført på den gode måde’. Når Eleanor bliver ældre, vil han shoppe og gå på café med hende. Når drengen bliver ældre, vil han tage ham med til fodbold.

– Jeg håber, de vil se mig lidt som en oplevelsesmand senere hen. Når de begynder at forstå, hvad der sker. Så håber jeg, de har en far og en mor, der vil vise dem en masse ting, opleve, snakke med mennesker og stadig være passioneret om det, de gør. Noget af det første jeg tænkte, da Eleanor blev født, var ‘wow, hvor skal vi opleve mange ting sammen!’

LÆS OGSÅ: Test om din baby har kolik

LÆS OGSÅ: Gråd: Derfor vil baby bæres i dine arme

LÆS OGSÅ: Forstoppelse: Det skal din baby (ikke) spise