Dræn
SPONSORERET indhold

Jonas får dræn i ørene

Du har nok hørt mange historier om dræn i ørerne, men hvornår er det nødvendigt, og hvordan foregår det? Kom med Jonas til ørelægen, og hør, hvordan det gik, da han fik lagt dræn i de små ører – det var ikke så slemt.

Af: Rikke Dinnetz Foto: Istock
17. sep. 2010 | Børn | Vores Børn

– Okay lille mand, skal vi prøve at kigge på dine ører?

Det er en smilende ørelæge, der tager imod Jonas og hans mor og far på øreklinikken i det gamle, brolagte Rådhusstræde i indre København. Jørgen Henrichsen, hedder ørelægen. Lille Jonas på to år sidder musestille og temmelig betuttet på skødet af sin mor, mens Jørgen kigger på hans små ører og lyser med sin store pandelampe. Da ørelægen rækker armene frem og griber efter nogle instrumenter på et rullebord, spørger Jonas:

– Hva’ det, mor? Hva’ det?

– Det er en tragt, så jeg bedre kan lyse ind I dit øre, smiler Jørgen og tager et stort måleapparat frem. Den måler, hvordan trommehinden bevæger sig, forklarer han.

Ørelæge, ørelæge!

Jonas kigger betuttet på lægen med store, eftermiddagstrætte øjne.– Han har ellers glædet sig til at komme herhen, siger hans mor Louise, og far, Peter, tilføjer:– Da vi hentede ham i vuggestuen, sprang han ned fra sin stol midt i frugten og sagde: ‘Ørelæge! Ørelæge!’Det er anden gang, at Jonas’ mor og far er til ørelæge med Jonas. Ved første undersøgelse for et par uger siden anbefalede Jørgen, at Jonas skulle have lagt dræn. Om en uge skal Jonas opereres, og i dag er familien til forundersøgelse. Sidste gang opdagede ørelægen, at Jonas også har polypper. De skal fjernes samtidig med dræn-operationen. Polypperne sidder i halsen og laver et tryk, der giver væske I ørerne.

Sproget gik i stå

Jonas’ mor og far gik til ørelægen med Jonas, fordi hans sprog ikke var så udviklet. I lang tid brugte han de samme betoninger og sagde mest ‘ba’ og ‘da’. Og selv om han nu har lært mange ord, udtaler han dem lidt anderledes. Jonas har også haft andre symptomer end det med sproget. Han tager sig til ørerne, og han er tit snottet og kan have svært ved at falde til ro om natten. Allerede for et lille års tid siden sprang hans trommehinde, men da det blev undersøgt en måneds tid efter, var der ingen tegn på væske i øret. Men så sprang trommehinden endnu en gang, og nu blev der konstateret mellemørebetændelse.Lige siden er Jonas begyndt at råbe højere og højere, og han mundaflæser, når nogen taler til ham.

Surt ikke at kunne høre

– Skal vi kigge på det andet øre, Jonas?Nu kilder det nok lidt, advarer Jørgen. Jonas småklynker, putter sig ind til sin mor og sidder helt stille. Betuttet kigger han på sin far, som sidder på en stol ved siden af. Ørelægen tager sin pandelampe af og siger:– Han har en masse væske i ørerne, og det gør, at hans hørelse er væsentlig nedsat. Det giver et tryk – især når han ligger ned – så det er nok derfor, han har svært ved at falde i søvn. Jørgen fortsætter:– De fleste børn vokser sig fra det, når de er mellem tre og fem år, men dræn gør, at de slipper for en masse gener. Når børn ikke hører så godt, kan de blive irritable, fordi de ikke kan følge med i, hvad der foregår. Det hæmmer deres trivsel, så dræn vil gøre Jonas’ liv lettere i de år.Jonas er sprunget ned fra sin mors skød og bener nu rundt på gulvet i sine røde sandaler. Han tager sig til ørerne flere gange. Så styrer han direkte hen mod en lang ledning, som han straks hiver ud af stikkontakten. Med strålende øjne viser han stolt sin far ledningen. Far tager roligt ledningen fra ham og sætter den i stikkontakten igen. Jørgen forbereder familien på operationen om en uge. Jonas skal i fuld narkose.– I sidder hos Jonas, når han får masken på og bliver bedøvet. Og I er også hos ham, når han slår øjnene op, forklarer ørelægen.Forældrene nikker og siger, at det lyder godt. Jonas hopper op til sin far og tager sig til ørerne. – Det klarede du jo fint, Jonas!, siger Jørgen til ham.– Skal du ud og ha’ lidt saft?

Nul morgenmad!

Ude i venteværelset får Jonas en tår saft. Så finder han en klapvogn og en dukkevogn, som han synkront forsøger at bakke, mens hans mor og far taler med lægesekretæren Aike.– Inden operationen skal Jonas faste fra klokken to om natten, og efter klokken tyve minutter i syv om morgenen må han heller ikke få noget at drikke. Inden det må han få vand og saft, men ikke mælk, forklarer Aike.Louise og Peter lytter koncentreret, mens lægesekretæren fortsætter: “Hvordan kommer I hjem efter operationen?” Louise svarer, at de har tænkt sig at cykle.– Han kan ikke sidde bag på en cykel, da han er lidt usikker og kan miste balancen efter operationen. Men han kan godt sidde i klapvogn eller i en ladcykel, hvor I kan se ham, siger Aike og tilføjer: – Og husk, at efter operationen kan der godt komme lidt blod ud af næsen, og måske vil han også kaste op. Det skal I ikke blive nervøse over. Og så er der det med maden bagefter: Masser af is og youghurt!– Det er helt fint alt sammen, vi er helt rolige, siger Louise og tilføjer:– Vi håber bare, det hjælper!– Det plejer det at gøre, opmuntrer Aike.– Vi ses på torsdag, Jonas!– Ja, og vi husker bamse, smiler Louise, og den lille familie begiver sig hjemad.

Efter operationen

Jonas’ mor, Louise, fortæller, hvordan det gik, da Jonas fik lagt dræn:

Jeg vågnede allerede klokken fem om morgenen, den dag Jonas skulle opereres, og var nervøs, fordi han skulle i fuld narkose. Men alt gik, som det skulle, og operationen gik heldigvis superhurtigt.

Da Jonas skulle i narkose, gik ørelægen ud af rummet, så det kun var narkoselægen, sektretæren, Jonas, Peter og mig, som var til stede. Det var for, at Jonas ikke skulle forbinde ørelægen med noget slemt sidenhen.

Narkoselægen viste Jonas masken. Men så blev Jonas virkelig arrig og nægtede at lægge sig ned. Til sidst blev vi nødt til at holde ham fast. Jeg holdt hans ene lille arm, Peter den anden, sektretæren holdt hans ben fast, og narkoselægen holdt Jonas’ hoved og gav ham masken på. Det var hårdt. Der gik nok højst et minut, inden han var bedøvet, men jeg syntes, det var forfærdelig lang tid.

– Jeg er lige her, blev jeg ved med at sige til Jonas med rolig stemme. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at panikke, og det lykkedes mig heldigvis at forholde mig rolig.

– Nu er han væk, sagde narkoselægen så.

Men Jonas holdt stadig fast i min hånd, så jeg slap først, da jeg selv følte mig fuldstændig sikker på, at han var helt væk. Så gik Peter og jeg ud af rummet og ventede i venteværelset, mens ørelægen lagde dræn på Jonas.

Allerede efter 15 minutter var det overstået, og så fik vi lov til at komme ind igen, så vi kunne være der, når Jonas vågnede. Han lå på en lille drømmeseng. Da han kom til sig selv, kæmpede han for at komme ud af narkosen. Han græd rigtig meget. Ville op til mig og ned igen og væltede rundt i ti minutters tid, inden han faldt til ro.

Da vi kom hjem, fik han masser af is og kølige ris med bananyoughurt over – det var et stort hit! Han var drøntræt og faldt hurtigt i søvn om aftenen.

Vi kan allerede mærke en stor forskel på Jonas. Han råber ikke mere, når han snakker. Pludselig reagerer han på måger, der skriger, og på lyden fra en ambulance langt væk. De lyde har han åbenbart ikke kunnet høre før! Hans næse løber heller ikke mere. Det må være dejligt for ham at være sluppet af med de øregener!

LÆS OGSÅ: Børnesygdomme: Hjælp dit barn gennem vinteren

LÆS OGSÅ: Sygt barn: De 12 uundgåelige sygdomme

LÆS OGSÅ: Madlavning med de mindste